Endnu et medlem til hulen

Væk med pudsekluden

Pænt og poleret er ikke gloser, man typisk vil bruge om dødsmetal — bevares, Baests Colossal fremstår ganske velfriseret, men sammenlignet med Taylor Swifts The Life of a Showgirl er jyderne de rene troglodytter. Vil man dog for alvor sætte streg under, hvor meget mudder, grus, kviste og andet ragelse man har smidt i sit lydbillede, hvad gør man så? Tjoh, man kunne gøre som de tre svenskere Per, Sebastian og Ismael og ganske enkelt navngive sit band Filth og derefter kalde sin debutplade Time to Rot.

Mere fyld til Killtown Death Fest

Så kan du din Incantation, din Mournful Congregation og din Undergang, ja, så ved du præcis, hvor tykke skiver Filth skærer sit brakvand i.

Hvilket i samme ombæring også fortæller dig, at overraskelserne ikke ligefrem står i kø på Time to Rot. Dermed ikke sagt, at skoven bare skal gemmes ned under andemaden til evig tid. Foruden et groove så genresolidt at man føler sig waterboardet i sumpvand så tykt som honning, så byder titelnummeret også på et par stærke Sepultura-breaks. Ud af ingenting trækkes en klassisk Roots-rytme ned gennem dyndet og giver et uventet legesygt, men alligevel velkomment afbræk fra den klassiske mosemetal. Ligeledes har “Live in Agony Die in Pain" to sektioner, der lyder præcis, som Bill Steer fra Carcass så ud og spillede på årets Copenhell. Afslappet, tangerende til hyggeligt, samtidig med at du kan mærke råddets klamme hånd klemme om halsen. Det er små finurligheder som disse, der gør, at fans denne gren af dødsmetallen gladeligt vader gennem tørven for at dele skæbne med Grauballemanden — og at man i det hele taget kan kende forskel på genrens utallige bands.

For som nævnt  er overraskelserne meget få på Time to Rot. Ud over ovenstående, så kunne pladen lige så godt have været indspillet af Phrenelith, Hyperdontia, Tomb Mold eller Witch Vomit. Guitar og bas runger tilpas meget til, at hulemændene føler sig hjemme, til trommerne har man taget samtlige lyde, som kunne vrides ud af skovens mest rådne træ, og vokalen leveres af Tollundmandens værelseskammerat. Alt sammen er som trukket ud af Mosemetal for Dummies. Hvilket i sig selv ikke er en dødssynd, men hvis du får bare 30 sekunder til at nævne samtlige gange, hvor du har hørt riffet på “Flesh Dress”, så begynder du samtidig at glæde dig på Incantations vegne over, at musikalske børnepenge ikke findes. Og med 200.000 bands i genren og sikkert en million mere på vej, så skal der ikke alverden til for at skille sig ud. Havde den dystre begravelsesstemning på “Emaciated” været tydeligt gennemgående, så var Filth med længder blevet kåret til årets sumpkonge. Men dette var ikke tilfældet, og i stedet får du serveret den samme omgang mugne kartofler, med pelset brun sovs og en bøf, der er ved at æde sig selv, som du har fået i mere end tre årtier.

Hulen får snart uanmeldt besøg fra brandmyndighederne

Er du ikke allerede fan af kloakdød, hulemandsdød eller hvad du nu ynder at kalde dødsmetal i den pilrådne kategori, så er det ikke Filth og Time to Rot, som omvender dig. Et par udmærkede kuriøse breaks er ganske enkelt ikke nok til at trække Filth op af det massive lag dynd af lignende bands, hvor vellydende svenskerne end måtte være.