Pakkespil, pis og papir
At være anmelder er en herlig fritidstjans. Det til trods for, at det indimellem minder om noget af det mest irriterende, som jeg ved. Pakkespil. Pludselig bliver familie til fjender, og man aner ikke, hvilke ’skatte’ man ender med. En oppustelig dukke, gyselig krimskrams fra Netto eller en Hansi Hinterseer-cd, selvom bilen for længst har sagt farvel til cd-afspilleren. Man kender ikke altid bandet på forhånd, og derfor er det altid lidt af et sats. Men ligesom at ulykker sjældent kommer alene, gør overraskelser det heller ikke. For der er oceaner af talent i verden. Denne gang landede Echoes af Ethereal Darkness på mit bord. Projektets bagmand, Lars, stod alene for debuten, men har nu samlet et stærkt hold omkring sig i et forsøg på at overgå sig selv. Og det lykkes. Anført af det flotte cover udført af Adam Burke har vi at gøre med en udgivelse af høj kvalitet.
En glædelig overraskelse
På papiret står der Belgien, men højtalerne skriger mørke finske skove, evig vinter og eksistentiel nedtur serveret i slowmotion. Ethereal Darkness lyder som et kærlighedsbarn af Before the Dawn, Insomnium og Omnium Gatherum, smidt i en gryde med en god håndfuld doom-elementer. En stor ros. Tematisk kredser udgivelsen om mørke og tab. Linjen ’The world keeps turning but you already stopped’ fra “IV” rammer præcist følelsen af sorg. Verden fortsætter, mens man selv står parkeret i tomgang uden benzin og livslyst. De lange kompositioner kræver tålmodighed, men betaler tilbage med renter i form af et stort, sammenhængende lydlandskab, hvor hvert instrument får lov til at ånde, som om det er den sidste cigaret inden dommedag. Guitararbejdet på ”The Cycle” er blandt højdepunkterne, med hjemsøgende toner, der leder tankerne mod ens egne mørkeste stunder.
”On the Edge of the Cliff” dykker periodisk ned i blackmetallens verden og skruer aggressivitetsniveauet op på pladens sidste halvdel med en alt-eller-intet-attitude. Vokalist Brecht leverer de rene vokaler med solid overbevisning, der fungerer som modvægt til det tunge mørke. Det er ikke sukkersødt, men lige præcis nok til, at pladen ikke drukner fuldstændig i ren elendighed. Når det så er sagt, kunne udgivelsen godt have været redigeret lidt. Især nummeret ”IV”. Nogle passager er for repetitive, lidt som en gæst, der ikke fanger hintet, når man finder jakken frem til ham/hende. Med så komplekse kompositioner hele udgivelsen igennem er en time simpelthen for lang tid. Også selvom skiven passer glimrende til det kolde danske efterårsvejr.
På growl-fronten er vi ikke helt på niveau med bands som Amon Amarth eller Be’lakor, men der er tydelig vilje og energi bag leveringen. Man kan føle lidenskaben, smerten og raseriet, og det er imponerende at komme igennem hele følelsesregisteret på sådan en måde.
Kunsten at kunne holde kæft på de rigtige tidspunkter
Echoes er uden tvivl en gevinst for dem, der har tiden og tålmodigheden til at dykke ned i den. Med en spilletid på en time er det en tung omgang. Den kunne godt have været skåret lidt til uden at miste sin vision, men som første udgivelse med et fuldt band er det et markant skridt frem for Ethereal Darkness. Bandet forstår, hvornår instrumenterne skal tale, og hvornår munden bør være knyttet. En stor ros til talenterne på strengene. Det er måske ikke den nemmeste gave at pakke op, men den pynter stuen lige så fint som en Kay Bojesen-abe og bidrager også til atmosfæren i rummet. Så få købt den vinyl.
