Insomnium spiller koncert i Amager Bio, København S .
Insomnium - Anno 1696

Anno 1696

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Dystert tæppe over Skandinavien

Insomnium har de sidste mange år været med helt i front, når der har været tale om eliten inden for melodisk dødsmetal. Deres melankolske stemning har givet dem en unik plads i denne ellers gennemtæskede subgenre. På albummet Anno 1696 viser de atter en gang, hvorfor de stadigvæk i 2023 hører til i toppen. Dette er et imponerende udspil og placeres lige i hælene på deres mesterværk Winter’s Gate.

Anno 1696 er som Winter’s Gate et konceptalbum. Det er bygget op omkring en kort novelle skrevet af bandets forsanger, Niilo Sevänen, som foregår i 1700-tallet. Vi snakker hekse, heksebrændinger og endda varulve.

Et mere ukendt melodisk mørke

Vi er vant til Insomniums mere dystre svar på den melodiske dødsmetal, men denne gang bevæger vi os ned ad en lidt mørkere gyde, end vi er vant til, og det er et godt træk. Insomnium anno 2023 bærer præg af sorg, vrede, melankoli og et mørke, som klæder dem særdeles godt. Anno 1696 er dog samtidig tro mod Insomniums velkendte lyd, dog inddrages elementer fra både black- og doomgenren. Vi har at gøre med en udgivelse, der er betydelig mere tung i sin lyd, end vi er vant til fra bandets øvrige udgivelser. Her kan nævnes ”White Christ” feat. Sakis Tolis, som er pladens anden single og albummets stærkeste nummer. En stærk sammensmeltning af Insomnium og Rotting Christ. En mørk, dyster og møghamrende tung, dog melodisk satan. Dette er uden tvivl det bedste fra Insomnium i mange år. I min optik skal vi tilbage til Winter’s Gate, før vi rammer noget af samme kaliber. At høre Niilo Sevänen sammen med Sakis Tolis er imponerende godt.

Albummets første single, ”Lilian”, viser et klassisk Insomnium: melodisk, catchy og højt tempo samt lækre riffs og stadigvæk melankolsk. Insomnium, som vi kender dem fra One for Sorrow og Shadows of the Dying Sun.

Selvom bandet viser en mere dyster side af sig selv, går de ikke på kompromis med deres varemærke, som er at være melodiøse som bare fanden. Fantastisk tight, stærke melodier og lækre riffs fungerer som stærkt fundament, og det hele bliver holdt sammen af en endnu en gang stærk præstation fra bandets forsanger. Niilo Sevänen leverer igen en fuldstændig fænomenal vokal. Manden er uden tvivl en af de bedste vokalister inden for denne subgenre, og på Anno 1696 løfter han endnu en gang niveauet ift. forrige albummer. Hans low pitched growl indeholder en fantastisk dybde, er bombastisk, og niveauet holdes højt på alle numre!

Hvis man skal sammenligne Anno 1696 med et tidligere Insomnium-album, vil dette uden tvivl være Winter’s Gate, som også er bandets stærkeste udspil til dato. Begge udgivelser er konceptalbummer og særdeles atmosfæriske i deres lyd og fortælling.

Der er en styrke i udgivelsen, hvis man hører den fra start til slut. Hvert enkelt nummer hænger perfekt sammen med det forrige nummer og binder albummet sammen som en helhed. Dog skal det ikke forstås som, at hvert nummer ikke har sin egen styrke og ikke kan høres enkeltvis, men man får bare mere for pengene ved at lytte fra start til slut. Dette er et helstøbt album.

Imponerende godt!

Anno 1696 er uden tvivl en af årets helt store oplevelser og bliver uden tvivl en af de bedste melodisk dødsmetaloplevelser i 2023. Den er fængende, der tages chancer, og samtidig holder den fast i formlen, som Insomnium gang på gang rammer plet med.

Er man fan af Insomnium, så er denne udgivelse ikke en, man bør gå uden om, og er man ukendt i dette farvand, så er det slet ikke et skidt sted at starte.

Tracklist

  1. 1696
  2. White Christ
  3. Godforsaken
  4. Lilian
  5. Starless Paths
  6. The Witch Hunter
  7. The Unrest
  8. The Rapids