Slipknot og Machine Head går ind på en bar …
Kvantitet vs. kvalitet
Der er næppe nogen, der bliver overrasket, når der lander et nyt album fra ungarske Ektomorf. Groove-kvartetten anført af den hårdtarbejdende Zoltan Farkas har netop udgivet sit 17. studiealbum på bare 28 år. Ikke alle plader har været lige gode, men undertegnede var ret så vild med forrige langspiller, Reborn, selvom der langt henad vejen var skævet lige lovlig meget til Metallica-klassikeren Master Of Puppets.
Nyeste album har fået titlen Vivid Black, og her er både godt og dårligt nyt: De kopierer ikke længere Metallica i form eller facon. Tak for det. Til gengæld har man denne gang ladet sig inspirere ret meget af Slipknot og Machine Head. Alt for meget, faktisk.
“Ektømørf”
Kan man skabe en karriere ved at være en næsten tro kopi af et andet band? Ja, det kan man faktisk godt. For bare at nævne nogle få, så har Greta Van Fleet haft masser af held med at lyde som Led Zeppelin, og Airbourne nyder ligeledes stor succes som en light-version af AC/DC. Kort sagt: Når udbud og efterspørgsel går op i en højere enhed, kan man ikke rigtig tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved eksistensberettigelsen af disse bands. Men man kan godt vælge at lade være med at høre dem og i stedet lytte til den ægte vare …
Uanset hvem eller hvad den gode Zoltan Farkas har følt sig inspireret af siden debutalbummet i 1996, har Machine Head ofte været at finde i bowlen med musikalske ingredienser, hvilket igen er tilfældet på Vivid Black. Åbneren, “I’m Your Last Hope (The Rope Around Your Neck)”, samt “Never Be the Same Again” vidner begge tydeligt om, at der igen-igen er tale om en Ektomorf-skive, hvor bandet ikke formår at finde sin egen lyd. Guitar, vokal, dynamik, opbygning af numre og en hulens masse andre ting er nærmest identiske med Machine Head. Bortset fra noget så afgørende som sangenes kvalitet. Bevares, her er masser af fine riffs, og albummet er godt produceret, men sangskrivningen er umådelig primitiv. “Die” slår muligvis en rekord i, hvor mange gange f-ordet kan skriges i et enkelt nummer, og sammen med titelnummeret og den drønkedelige “The Best of Me” er der i bedste fald tale om numre, der kunne være sammensat af kasserede rester fra Robb Flynns skraldespand. Læg dertil, at der på næsten samtlige af pladens ti numre denne gang også er inkorporeret en kolossal bunke Slipknot-elementer. For det meste lyder Farkas – som han altid har gjort – som en klon af førnævnte Flynn. Denne gang dog med en hel del Corey Taylor’ske fraseringer, skrig og bævende, hæse cleans oveni. Lyt bare til “You and Me”, og hør lighederne, samt hvordan det i øvrigt lyder som resultatet af en AI, der er blevet bedt om at lave et Slipknot-nummer. Nummeret er ikke bare utrolig uopfindsomt og fuldkommen hjælpeløst skrevet. Det er også tåkrummende ringe.
Sløset og ideløst
Forrige gang jeg havde Ektomorf liggende på skrivebordet lød de som Prong og Machine Head, der sammen indspillede en hyldest til Master of Puppets. Parallellerne var tykke som bare pokker, men produktet charmerende og medrivende. Det er det ikke denne gang.
Det er den gode Tue Madsen, der har produceret Vivid Black, og det slipper han rigtig godt afsted med. Ligeledes har Zoltan Farkas stadig en heftig vokal og disker op med lækre riffs hist og her, men det er mere end almindelig svært at se gennem fingre med de uhyre mange nik til Slipknot og Machine Head samt den totalt ideforladte sangskrivning. Som tidligere nævnt kan bands som Greta Van Fleet og Airbourne deres kram og hylder deres forbilleder på en ordentlig måde. Som de har for vane, forsøger Ektomorf det samme, men desværre lykkes det slet ikke denne gang. Det er sløset, ideløst og blottet for respekt for idolerne, og derfor hører jeg langt hellere den ægte vare i stedet.
