Så DRAGER vi afsted igen …
Svensk eventyr – nu med akkorder
Dragonland har igennem de sidste 27 år været garant for klassisk power metal. De er ikke et af de bands, som oftest bliver nævnt sammen med de store mastodonter i genren, men alligevel har de formået at ligge og lure lige under overfladen. Det kan måske skyldes deres meget klassiske tilgang til musikken, som vi kommer ind på senere i anmeldelsen, men det kan også være, at gassen måske blot er gået af ballonen? For med seks album bag sig, er det så på dette syvende, at Dragonland endelig viser, at de er blandt de melodiske sværvægtere?
Magisk eventyr på autopilot
På åbningsnummeret, ”The Prophecy Unfolds”, bliver vi kastet direkte ind i den velkendte power metal-lyd med hurtige guitarer, keyboardpassager og et stort omkvæd. Det er bestemt habilt fremført, og man er ikke i tvivl om, at musikerne ved, hvad de laver. Men det er også en sang, som læner sig ganske meget op ad genrens velkendte virkemidler. Stortrommen, der rammer hvert anslag som guitaren uden nogensinde at stoppe, kombineret med storladen vokal og symfoni. Det er simpelthen lige så klassisk som blues efterhånden. Heldigvis bliver det hurtigt mere interessant, for ”Rolling Waves” er et fremragende eksempel på, hvad Dragonland kan, når de tør gøre noget andet. Introen er noget af det mest stemningsfyldte, jeg har hørt længe, og man bliver nærmest teleporteret til en verden, hvor man griber sit sværd og begiver sig gennem en skov med alfer og feer. Det er netop denne evne til at skabe noget, der skiller sig ud, som gør numre som ”Making Darkened Nights So Bright”, ”Dragonland” og ”Running in the Night” til nogle af albummets højdepunkter. Det er fantastisk power metal, fordi sangene ikke blot forsøger at være hurtigere eller mere bombastiske end alt andet. De har deres egen identitet, og det er noget, jeg savner hos mange andre power metal-bands. ”Light of the sunset” er en fantastisk ballade, som igen skruer tempoet lidt ned. Og det klæder virkelig Dragonland at arbejde i det tempo. Desværre er det ikke alle numrene, der formår at ramme samme niveau. Flere af de mere traditionelle kompositioner læner sig for meget op ad den velkendte power metal-opskrift, hvor dobbeltpedalerne får lov til at dominere, og hvor det hele bliver en smule ensformigt. Det er ikke, fordi musikerne mangler evner, eller fordi sangene er dårligt udført. Problemet er snarere, at der mangler noget af den variation og det groove, som gør de bedste numre så fremragende.
Nye eventyr søges
Når man først har hørt, hvor godt Dragonland fungerer, når de giver plads til stemning og mere interessante rytmer, bliver det tydeligt, hvor meget de mere forudsigelige sange mangler. Det er en skam, for potentialet er tydeligt, men det bliver ikke udnyttet lige godt hele vejen igennem. Det er i sidste ende albummets største styrke og svaghed, at Dragonland både kan levere fremragende og forholdsvis traditionel power metal. Når de rammer plet som på ”Rolling Waves”, ”Making Darkened Nights So Bright”, ”Dragonland”, ”Running in the Night” og ”Light of the Sunset”, så viser de, hvor fantastisk genren kan være. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at de havde haft lidt mere tillid til de idéer, der gør dem interessante, frem for at falde tilbage på det, man altid har gjort.
