Den rette produktion
Så længe der har været voldsom og tung metalmusik at finde, har folk diskuteret, hvordan dette fremføres korrekt. Nogle mener, at denne musik på grund af sin intensitet og ofte kaotiske mur af blastbeats og hamrende guitarer kræver en mere ren og klar produktion, for at man kan fange præcis, hvad der foregår bag støjen af distortion, feedback og så videre. Omvendt kan det heller ikke komme som en overraskelse, at mange metalfans synes, at produktionen ligesom musikken gerne må være rå og kold, og at den rene produktion hurtigt kommer til at stå i kontrast til intensiteten og vildskaben i genren. Hertil er der ligeledes dem, som heller ikke vælger at vægte den musikalske perfektion så højt. De finder dermed måske endda glæde i, at sangeren ikke helt når tonen, så længe han synger/skriger intensivt nok, at guitaristen i sine hurtige soloer ikke helt rammer alle tonerne lige rent, eller at trommeslageren ikke er 100 % tight, da de synes, at dette kan give musikken et mere ærligt og uredigeret udtryk. Men hvor længe kan man forsvare de små skønhedsfejl, og hvornår bliver de bare et udtryk for musikernes manglende talent? Med Draconis’ Anthems for an Eternal Battle er svaret i hvert fald ret tydeligt…
Sloppy, forudsigeligt og atonisk
Draconis er brutalt, Draconis er kompromisløst, men Draconis er desværre ikke ret godt. I hvert fald ikke på deres nyeste album. Albummets første sang “Anthems for an Eternal Battle” sætter godt tonen for resten af albummet. Draconis laver flere temposkift, og riffene trækker da både på elementer fra black metal, death metal, det “melodiske” og det kraftfulde. Trods dette virker det hele dog meget forudsigeligt og gennemskueligt. Der er intet ikonisk eller originalt i riffene, og selv hvis der havde været, ville det stadig være gået tabt, da mixet på pladen er komplet jævnt og dræner albummet for enhver form for dynamik og intensiv udvikling. Midt i dette er der så også smidt en atonisk shredsolo ind i bedste Slayerstil. Dog uden at give pote.
Desværre er dette ikke blot et uheldigt åbningsnummer. Resten af pladen lider af mange af de samme problemer som denne sang. Hertil er “Inner Quest” især værd at tage fat på. Samspillet mellem de to guitarer i introen virker mest af alt tilfældigt og rodet, og leadguitarens solo lyder mest af alt, som om der trykkes lidt tilfældigt på gribebrættet uden at have nogen idé om skalaen eller tonearten, som sangen er skrevet i. Et af de største problemer ved denne sang (og det meste af albummet) er også, at især trommerne ikke er særligt tight overhovedet. Dette er endda til trods for, at det meste af sangen foregår i et rimeligt medgørligt midtempo. Udover at musikerne ikke spiller voldsomt tight, og der tit er småfejl at finde, så spiller musikken heller ikke ret godt rytmisk sammen, og man kan tit undre sig over, hvordan de har valgt at kombinere deres rytmesektion med guitarerne og vokalen.
Bedre held næste gang…
Trods nogle acceptable album førhen og et ret fænomenalt cover af Slayers “Final Command” i bagkataloget er der altså ikke ret meget guf på Anthems for an Eternal Battle”. Havde jeg ikke vidst bedre, havde mit gæt nok været, at albummet var en samling demoer fra deres tidlige dage, eller en samling af sange, der ikke kom med på deres andre album. Men nej, dette er altså det, de er kommet op med på deres nyeste studiealbum. Draconis bringer med denne udgivelse intet nyt med sig, og det, de bringer, har man hørt flere gøre mere vellykket (dem selv inkluderet). Jeg ønsker dem bedre held næste gang, da de trods alt har vist deres talent lidt bedre på tidligere plader.
