En dramatisk debut

Begrebet ”Cinematisk metal” har oplevet en stigende popularitet i de seneste år. Det refererer grundlæggende til ideen om, at et album skal opleves som en film med et fokus på sceneskift, stor variation og i mindre grad vokalt skuespil. At mestre dette koncept er en udfordrende opgave, men bandet Disconnected Souls har ikke desto mindre taget udfordringen op på deres debutalbum Fragments of Consciousness. Det engelske band består af fem medlemmer, der alle besidder flere roller i gruppens kerne – eksempelvis yder tre af dem vokaler på albummet, tre af dem spiller guitar og tre af dem yder keyboard-tjeneste. Denne omfattende rotation af roller er designet til at skabe mere musikalsk frihed og variation i bandets lyd. Disconnected Souls har modigt kastet sig ud i skabelsen af en ny genre, der kombinerer elementer fra nu-metal, symfonisk metal, metalcore, industrial og med spor af gotisk rock, alt sammen inden for et filmisk univers. Nu skal man jo ikke skue hunden på hårene…. meeeen opgaven virker nærmest på forhånd umulig, og især de roterende roller gjorde mig øjeblikkelig nervøs. Kan man overhoved lykkedes under sådan en bestemmelse?

Det er ikke alt opmærksomhed, som er godt.

Det klare svar er et rungende nej; Ved første gennemlytning af albummet indtrådte en følelse af forvirring. Anden gang, jeg dykkede ned i skiven, oplevede jeg en form for ærgrelse og irritation. Det var først ved den tredje gennemlytning, at mine refleksioner konsoliderede sig, og hvor jeg kunne hvile i min holdning om, at dette album desværre er en kakofoni af sonisk kaos, der mangler evnen til at skabe noget som helst vedvarende og spændende for fremtiden. Albummet mangler karakter, og fremstår snarere som et desperat råb om hjælp end som et værk, der bør tages alvorligt i sit kunstneriske udtryk. De skiftende instrumentale roller blandt bandets medlemmer bidrager bestemt heller ikke positivt til helhedsoplevelsen. Der er en påfaldende mangel på sammenhæng og fokus, eksempelvis når keyboardet pludselig indtager en central rolle i ét nummer for derefter at blive fuldstændig negligeret i det næste. Man skal kunne være mere konsistent, hvis man ønsker at være førende indenfor moderne spektakulær show-metal a la In This Moment (som vi sidst anmeldte i oktober), og endvidere mangler bandet også den særlige x-factor som eksempelvis Maria Brink tilfører In This Moment, hvis vi skal køre sammenligningen til ende. Det vidner om den klassiske Spotify-skabelon, hvor singler løbende bliver frigivet – og hvor der mangler en rød tråd.

Genremixet, som man har valgt, synes også oftest mere vilkårligt end planlagt, og underminerer for det meste genrernes integritet frem for at bidrage til deres udvikling. Især i metalcore-genren, kendt for sine intense breakdowns, føles det som en klar nedgradering. I stedet for en eksplosiv kulmination har man fyldt lydrummet ud med elektroniske beats, som slet ikke er et breakdown værdigt. Det bliver hult og kedelig, og man mangler et peak, hvilket desværre resulterer i et mismatch af genrer over hele linjen. Selvom jeg værdsætter en eksperimenterende tilgang til musik, kræver det, at der er en klar og meningsfuld intention bag galskaben. At eksperimentere uden en dybere hensigt er som at forsøge at grille müsli på en Weber-grill – en handling uden reelt formål, der kun søger opmærksomhed, hvad enten det er fra et kamera eller en ven, som iagttager ens færden.

Åbningsnummeret ”Delirium” er klart pladens højdepunkt, og er et af få, som lykkedes med at kombinere metalcore med elektronisk metal. Vi får både serveret growls, en ren vokal og en autotunet robotstemme, der teatralsk forsøger at ytre sine følelser. Beklageligvis går det nedad bakke herefter. ”Plague Rats” falder igennem med sin angstprovokerende lyd, der på ingen måder lykkedes med at blande symfoniske metal med techno-beats, og ”Petrichor” er decideret kedelig. Pladen lider generelt af denne overdrevne eksperimenteren, men viser dog enkelte momenter af talent, når bandet viser mådehold. Et godt eksempel er den imponerende guitarsolo i ”Fragments” eller keyboardsoloen i ”Lyashikei”. Begge sange har fine ideer, men bliver overvældet af alt for mange elementer.

Revolutionen som ingen sider søgte

Fragments of Consciousness har klart intentioner om at chokere og revolutionere de etablerede genrer, men desværre føltes det mere som et værk af en følelsesløs chatbot, der mangler den menneskelige finesse. Selvom der utvivlsomt er lagt hårdt arbejde i værket, kommer englændernes vision til at fremstå sjælløs. I en tid, hvor digitalisering har infiltreret vores dagligdag, virker udgivelsen mere som en del af hverdagen end som en egentlig revolution. For nyligt anmeldte vi det første AI-album nogensinde, og selvom dette værk faktisk er menneskeskabt, minder det stadig mere om en algoritme end et værk skabt med hjerte.