Ny duo. Gamle kræfter
Degenerator er et – på papiret – aldeles spændende projekt fra Edmonton, Canada. Det er et samarbejde mellem blandt andre Barret Klesko fra metalcore bandet All Else Fails og den talentfulde trommeslager Jonathan Webster. Sidstnævnte fra det Juno-vindende power metal-band Striker og det alt for oversete band Order of Chaos, som alle dage har været svære at putte i bås på grund af genrekombinationer. Degenerator beskriver sig selv som en progressiv, tryllebindende og eksplosiv, sonisk rejse gennem følelser, hvor der hentes inspiration fra blandt andre Baroness, Type O Negative og Smashing Pumpkins. Det er altså ikke hver dag, man får mulighed for at dykke ned i et sådant projekt, og jeg er lige dele forvirret og begejstret over at skulle stifte bekendtskab med noget, jeg ikke ved, hvad jeg skal have af forventninger til. Og da The Abyssal Throne er bandets første album, er det svært ikke at basere sine forventninger på de to herrers tidligere materiale.
Lidt nyt, meget gammelt, men mest forudsigeligt
Inspirationerne nævnt foroven kan man godt tage bogstaveligt. Degenerator har en tydelig vibe af 90’erne, hvor alternative bands iført fløjlsskjorter dominerede rocklyden med en påtaget overflod af weltschmerz og sort-hvide musikvideoer med tilfældige elementer uden en rød tråd. En selvforherligende periode i musik, uden megen egentlig merit for de uindviedes ører. Men lyden er stadigvæk unik og har uanset musikalsk overbevisning bestemt sin berettigelse med sin stemning, der var den effektive antitese til det pompøse glam i 80’erne. Det er dystert, dragende og følelsesmæssigt engagerende, når gjort korrekt.
Problemet er kun, at Degenerator ikke gør det særlig godt. Bevares, genrer som stoner, goth rock og grunge blandes besindigt i et moderne bud på, hvordan sådan noget kan tage sig ud anno 2023, men produktet er med undtagelser generelt kedeligt.
Det positive er, at undtagelserne gør sig så godt, at det løfter albummet gevaldigt. Når Degenerator danner metalliske stemninger, som på den energiske single og åbner, ”Eternalism”, eller ”The Day That Never Comes” så fungerer det godt. Den moderne rockfan med hang til 90’erne og de tidlige 00’ere vil her finde noget at holde af. Ligeledes skinner inspirationen fra et band som Baroness igennem på den mere tilbagelænede, men relativt effektive ”For Every Truth”, og ”The Children of the Night” har et helt anstændigt groove og rigtig fin, nærmest progressiv afslutning. Jonathan Webster er dog pladens absolut tydeligste lyspunkt, hvor der grooves og leges med en næsten arrogant overlegenhed, og det skal forstås på den mest tænkeligt positive måde.
Men hvor Webster i både Striker og Order of Chaos omgav sig med talent, som positivt bidrog til lytteglæden, er jeg ked af at sige, at det ikke gør sig gældende med Barret Klesko, som gør mere skade end gavn. Bevares, guitararbejdet har sine momenter, men vokalen er hele vejen igennem så selvsmagende at lytte til, da den præges en utroværdig påtaget smerte sunget gennem sammenbidte kæber. Man kan næsten høre hovedet stå på skrå. Værst er det på et nummer som lukkeren, ”A Way Out”, hvor en så udpint kliché som at gentage ’Eat the rich’ hele ni gange i træk bliver tåkrummende at lytte til. Ikke nok med at teksten er banal, men det virker uoprigtigt og påtaget. Hvor den slags tekster med nød kunne undskyldes i slutningen af 80’erne og 90’erne, så går den ikke i dag. Især ikke når man på mere elegant vis kan få sit budskab igennem. ”Heart like a Hole” og ”Darkness Prevails” er svære at anbefale et lyt. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad de gik efter, og selv Webster lyder enormt uinspireret.
I tillæg til det starter næsten alle numre på præcis samme måde: en guitar, der enten med hidsig forvrængning eller mere tilbagelænet starter numrene, og hvor der så suppleres af trommer lidt senere. ”The Day That Never Comes” og ”Neurotonic” lyder næsten ens de første sekunder. Det er ikke godt nok.
Tak for forsøget
Degenerator lykkes med meget få ting, og effekten går enormt hurtigt af ballonen. Og for et projekt, som ellers slår sig på at kunne vække stærke følelser med progressive elementer og komplekse sangstrukturer, er det et problem, at et så konsekvent tema for deres sange er forudsigelighed. Jeg har svært ved at forestille mig, at selv de mest insisterende fans af 90’ernes levende alternative rockscene vil finde meget at holde af med denne canadiske duos første udspil i form af The Children of the Night. Hatten af for at bevæge sig ud i noget, man ikke hører meget til for tiden, men der skal mere til at imponere i 2023. Bevares, bandet prøver uden succes at give det et moderne tvist, men mister i processen den charme, musikken behøver. Webster imponerer, men Degenerator gør desværre ikke.
