Dawn Of Demise spiller koncert i BETA2300, København S .
Dawn Of Demise - Feed My Absurdity

Feed My Absurdity

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Brutal Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 1 stemme.

Dødsdrift med jysk postnummer

Da vi her på Heavymetal.dk tilbage i 2008 anmeldte Hate Takes Its Form, blev Dawn of Demise udråbt til Danmarks svar på Suffocation. Siden har silkeborgenserne leveret yderligere fire skiver med så stabil en blanding af amerikansk dødsmetal, tonstungt groove og slam, at samtlige langspillere har optjent otte eller ni kranier her på siden. Men da Into the Depths of Veracity senest kørte os over i 2019, savnede vi lidt af den snuskede charme under en ellers velplejet produktion. Syv år senere er Dawn of Demise tilbage med Feed My Absurdity – nærmest som et direkte modsvar til de kritiske røster. Denne gang har ambitionen angiveligt lydt: mere knofedt, mindre kirurgi. Samtidig er originalguitarist Jakob Haagen Nyholm pladeaktuel med Dawn of Demise for første gang siden netop Hate Takes Its Form. Sjette album bliver derfor mere end blot et længe ventet genhør: Det bliver en prøve på, om vejen frem for Suffocations rød-hvide slægtninge fører tilbage til debutens beskidte ophav.

Dawn of Brawn and Brains

“Feed My Absurdity” spilder ingen tid på opvarmning. Titelnummerets bund gurgler som en vandlås under tømning, alt imens rytmikken tramper og stamper frem med samme stædige insisteren som Panteras “A New Level”. Og Scott Jensens growl? Jeps, lyder stadig som en brosten tyret ned i en blender. Rungende, støjende og decideret ondskabsfuldt – præcis som Dawn of Demise skal være. Det instrumentale sammenspil imponerer dog mindst lige så meget som den brutale vægt. På “Ominous” holder guitarerne det planløse gangadung fra døren og beviser, at silkeborgenserne stadig kan spille med mere end musklerne. “The Essence of Extirpation” samler guitarer, growl og rytmesektion til én nedrivningskugle: en elefanttyr, der stepdanser på et bliktag i haglvejr – hvis altså haglene faldt i slowmotion. Produktionen er fortsat massiv, men sammenspillet har mere knofedt end kirurgi over sig.

Genoplivningen bliver næsten demonstrativ på “Reviving Demise”. Først finder bandet ’a way to resuscitate’, hvorefter retningen slås fast med et myndigt ’Forward!’. Dawn of Demise har altså ikke blot gravet fortiden op for at balsamere den, men for at sætte strøm til liget. Det lever, hurra! Jakob Haagen Nyholms tilbagekomst betyder dog ikke, at bandet pludselig søger nye musikalske græsgange, men guitararbejdet giver flere af numrene den nødvendige fremdrift og bid. De pivfrække guitarløb på “The Immoral” løfter således en velkendt konstruktion, mens slam og groove indgår i en nærmest friktionsfri emulsion. Det er primalt uden at blive primitivt og enkelt uden at være sjusket. Dawn of Demise gør stadig ikke dødsmetal sværere, end den behøver at være – men de spiller den med en præcision, der gør det svært ikke at sidde og hugge med hovedet.

Selvsamme driftssikre opskrift bliver imidlertid også albummets begrænsning. Fra “The Immoral” over “Downcast” til “Dissociation” flyder numrenes individuelle konturer gradvist sammen, selv om bundniveauet forbliver højt. Titlen til trods formår “Dissociation” aldrig for alvor at løsrive sig fra omgivelserne, og efterhånden bliver tracklisten det sikreste middel til at kende sangene fra hinanden. Det er næppe noget større problem på en scene, hvor gentagelserne kan holde nakker og fadøl i rotation, men på hjemmematriklen savnes flere tydelige holdepunkter. Derfor viser det sig klogt, at “Break the World” sætter punktum efter 3:39, og at hele herligheden holder sig lige under 38 minutter. Et par numre mere med samme opskrift havde udfordret den gode vilje, som bandet ellers fuldt berettiget nyder og har nydt på hele overfarten.

Hævi skal høres fra en anhænger

Som salig Ole Michelsen mindede os om i TV-magasinet Bogart, skal film ses i biografen. På samme måde bør Dawn of Demise helst nydes en brandvarm sommerdag med en iskold bajselademad i hånden – gerne ved en jysk drive-in-koncert i knæhøjt mudder og på ladet af en trailer, der hænger faretruende i akslerne. Feed My Absurdity er bestemt en fin skive, men den vækker oftere lysten til en koncert end til endnu en tur på pladekarrusellen. Knofedtet har afløst noget af forgængerens kirurgi, Nyholm har tilført guitarerne fornyet bid, og sammenspillet er så stramt, at selv bandets gøgleri ikke kan skjule alvoren bag håndværket. Så liget har i den grad fået nyt liv og rejst sig igen – det går bare lidt for ofte rundt om sig selv. Syv solide kranier og en ubændig trang til at høvle en fandens masse fadbamser.

Tracklist

  1. Feed My Absurdity
  2. Ominous
  3. The Essence of Extirpation
  4. Reviving Demise
  5. The Immoral
  6. Downcast
  7. Dissociation
  8. Onset of Iniquities
  9. Sense of Superiority
  10. Break the World