Post metal fra øverste hylde
I over 20 år har Cult of Luna været bandet, der aldrig skuffer, og det er ikke mange, der, som de svenske post-metal veteraner igennem to årtier, har leveret på konstant så højt niveau. Tydeligt inspireret af genrens bannerførere som Neurosis og Isis fandt de relativt hurtigt deres eget udtryk, og har siden mesterværket Somewhere Along The Highway fra 2006 altid leveret noget af det ypperste, som post-metallen kan præstere. Efter endnu et mesterværk i 2019 med A Dawn To Fear og den glimrende opfølger i 2021, EP’en The Raging River, er en af gruppens kreative hovedkræfter, vokalist og guitarist Johannes Persson flyttet tilbage til Umeå, langt nordpå i Sverige, hvor resten af gruppen hele tiden har hørt hjemme. Det er måske derfor ikke så overraskende, at titlen på svenskernes nyeste album er blevet The Long Road North.
I regn og slud, i sne og frost
At der faktisk er tale om en rejse, erkender man straks, for åbningsnummeret ”Cold Burn” starter med lyden af et tågehorn, som på en eller anden måde stadig er umiskendeligt Cult of Luna. Præcis det samme er de pulserende rytmer, de enkle og drømmende riffs, samt ikke mindst Johannes Perssons råbende vokal. Det over ni minutter lange ”Cold Burn” slutter af med tågehornet igen, og indikerer på den måde, at vi er ankommet nordpå. Vi er hjemme. En perfekt start, men ikke nok med det, de næste fem sange fortsætter det umådeligt høje niveau. Smukke, melankolske melodier væves på nærmest magisk vis ind og ud af de langstrakte forløb. Samtidig introduceres nye temaer, der for de fleste andre grupper ville være grundlaget for selvstændige sange, fem eller ti minutter inde i de lange numre, der altid udgør fixpunkterne på et Cult of Luna album.
Højdepunktet er som så ofte før albummets længste nummer, ”An Offering To The Wild”, for den indeholder alt det, jeg lige har beskrevet, og så endda lidt mere. For er det ikke en xylofon, man pludselig hører? Og er det ikke den i metal snart allestedsværende saxofon, der skaber noget uro i introens ellers gudesmukke og adskillelige minutter lange tema? Jo såmænd, og sangen slutter af med et eminent crescendo, hvor selv saxofonen går helt amok. ”An Offering To The Wild” er dermed et nummer, jeg uden tøven vil udnævne til at høre til blandt svenskernes allerbedste. Stærkt står i øvrigt også de typiske kortere og mere afdæmpede numre, svenskerne altid med nænsom hånd stryger ud over deres album. Især ”Into The Night” der pludselig kan tolkes som en hyldest til netop afdøde Mark Lannegan kendt fra Screaming Trees og Queens of the Stone Age, som medvirkede på The Raging River fra sidste år. Det bliver den ikke mindre smuk og rørende af.
Men på trods af alt dette, er The Long Road North desværre ikke endnu et mesterværk fra Persson & co., for på de sidste tre numre taber de i høj grad pusten. Jeg plejer at sige, at en Cult of Luna sang tager den tid, en Cult of Luna-sang skal, og at det samme gør sig gældende for deres plader, men det er absolut ikke tilfældet her. Thomas Hedlund banker dygtigt og energisk på trommerne som altid, men det virker som forgæves slag i luften, for med kedelige riffs og uinspirerede melodier sker der pludselig intet interessant omkring den dynamiske trommeslager. Især titelnummeret er en 10 minutters ørkenvandring, og det ændrer en fin Neurosis-lignende afslutning med harmonika desværre ikke på.
”Less is more” er nogle gange korrekt
Inden jeg lyttede til The Long Road North første gang, var jeg overbevist om, at her var en kandidat til et forrygende album om Corona-tiden. For hvem kunne dog bedre sætte ord og musik på alle vores tab og frustrationer under pandemien? Men det virker bare ikke, som om det har haft nogen betydning overhovedet, da det primært er indre kvaler, og hvordan man slipper fri af dem, som The Long Road North handler om. Havde de dog bare bevaret overblikket og skåret et kvarters tid væk, var det blevet til endnu et mesterværk i rækken.
