En naturlig afslutning
For en uges tid siden sendte de svenske post-metal mestre, Cult of Luna, EPen The Raging River på gaden. ”En EP?”, tænkte jeg, så snart det gik op for mig, at der er tale om en udgivelse på i alt 38 minutter. I gamle dage kaldte vi altså den slags for en LP. Men lad det nu ligge, for Johannes Persson, guitarist og primær-råber i bandet, udtalte inden udgivelsen, at The Raging River var en naturlig afslutning på A Dawn to Fear-projektet, og det satte straks forventningerne i vejret hos denne anmelder. De var nu allerede pænt store, for når det kommer til Cult of Luna, har jeg en beklagelig tendens til at være en ukritisk fanboy. Men kan svenskerne virkelig følge op på mesterværket fra 2019?
En hilsen fra Lulu
Første single ”Three Bridges”, der også åbner albummet, er Cult of Luna, præcis som vi kender dem. Det samme er en sang som ”I Remember”, men ingen af disse numre har ret meget nyt eller ekstraordinært at byde på. Bundniveauet er dog så højt, at det hverken bliver kedeligt eller ligegyldigt. Anderledes imponeret bliver man, når ”What I Leave Behind” går i gang. Tunge og insisterende riffs lægger ud, mens Perssons intense vokal i første og andet vers kun understøttes af trommer og bas. Tangenter og endnu en guitarlinje blander sig, og får det hele til at løfte sig endnu højere. Eminent sangskrivning, og her er pludselig absolut ingen tegn på stagnation.
Mere tvivlsomt er det, når Mark Lanegan, en af grungens grundlæggere og især kendt fra Screaming Trees og sit hyppige samarbejde med Queens of the Stone Age, kommer på besøg. Det virker som et forsøg på at finde tilbage til den smukke ” With Her Came the Birds” fra 2006, der faktisk blev skrevet med Lanegan i tankerne, men det lykkes ikke rigtigt. Faktisk giver Lanegans flegmatiske vokal lidt mindelser om salig Lou Reed og hans kontroversielle samarbejde med Metallica. Der er således tale om et vaskeægte Lulu-moment.
Svenskerne gemmer som så ofte før det bedste til sidst. ”Wave after Wave” er endnu en opvisning i betagende post-metal, hvor man ikke kan undgå at lade sig skylle over af de på en gang intense og varme riffs. Et stykke inde i denne smukke udladning begynder noget, jeg bliver nødt til at kalde et afdæmpet techno-beat som et akkompagnement til trommerne. Senere insisterer svævende guitar-stemninger på at gøre lytteren opmærksom på, at Cult of Luna, yderst passende genren taget i betragtning, er helt hinsides metal. Vi får også et ekko af Pink Floyds ur-havmåger fra ”Echoes” i endnu en af de lange, næsten hypnotiserende afslutninger, som Cult of Luna mestrer som få.
Bandet, der aldrig skuffer
Da Cult of Luna i 2013 udgav en EP (Vertikal II) som opfølger på hovedværket Vertikal, var indholdet en markant afstikker fra det oprindelige album. Med denne EP er vi mere ovre i en naturlig forlængelse, hvilket ganske vist gør det mindre interessant, men ikke nødvendigvis mindre vellykket. Der er ikke så mange sublime momenter på The Raging River, som Cult of Luna har forvænt os med, men to sange, der er på niveau med det bedste bandet formår, er nu heller ikke helt skidt. Man må nu spørge sig selv, om svenskerne overhovedet i stand til at lave et gennemført dårligt album? På et eller andet tidspunkt skuffer de vel, men det blev heller ikke denne gang.
