Grænser mere åbne end Dansk Folkepartis værste mareridt

Der er en talemåde, der siger, at imitation er den største form for ros, som man kan give. Og det kan der selvfølgelig være en vis rigtighed i. Hvis du gør noget så godt, at andre kopierer det, må det, du har gjort, have en vis kvalitet. Men hvornår krydser imitation over i plagiat, og hvor går grænsen? Et spørgsmål, der sikkert kan filosoferes om i flere timer, men canadiske Cruel Fate bruger kun lige knap en halv time på at undersøge dette grænseland på deres seneste plade Destin Cruel.

Selv teenagesløvhed har større ambitioner

Kvartetten lægger i hvert fald på ingen måde skjul på, at de rigtig godt kan lide Asphyx. Grave og Bolt Thrower er også at finde blandt inspirationskilderne, men det er mest Asphyx, lidt mere Asphyx og så også lidt fra Red Alert spilserien.

Numre som “Triomphe de la Mort” og titelnummeret stamper ustoppeligt afsted i sit militante, nærmest industrielle midttempo, hvor generaler brøler ordrer ud over deres uovervindelige krigsmaskiner, som bare venter på at blive sluppet løs og farve slagmarken rød af fjendens blod. Det er Red Alerts “Hell March”-tema skruet op på et Warhammer 40K kaosniveau. Nu var der jo bare lige det med spørgsmålet om inspiration, imitation og plagiat.

På trods af at Cruel Fate har en ufattelig fed lyd, så går der utrolig hurtigt Asphyx-jam i den, når de bare slækker en smule på den militære disciplin. En lille hollandsk melodi eller rytme var til at forstå. Men når numrene “Descente aux Enfers” og “Feu Christique”direkte tyvstjæler med arme og ben fra Asphyx og specielt Deathhammer-pladen uden så meget som at hviske undskyld, så bør straffen være Death… The Brutal Way. “Descente aux Enfers” lægger sig så meget op ad hollændernes “Into the Timewastes”, at ikke engang et sæt tvillingemødre med egne tvillinger ville kunne se forskel – kigger man på længden af de to numre, så er forskellen også kun et sekund. “Feu Christique” klarer sig en smule bedre. Skæringen lægger aldrig skjul på, at “Deathhammer” har jordens fedeste riff, og at bruge klør fem-rabat på riffet forekommer som det mest naturlige i verden, så er det kejtede skift fra krigsmaskine til hymne for faldne soldater nummerets redning. Ikke en god redning, vel at mærke. Det er et auditivt cykelstyrt, men trods alt ikke plagiat.

Som en iskold Dansk Pilsner

Kaster man al kritisk sans og kvalitetsbevidsthed over bord, så behøver jeg ikke engang en spåkugle for at forudse, hvordan Destin Cruel bliver en sen dødsmetalfavorit i 2023. Det er tungt, militant og yderst hårdtslående. Det er desværre også bare håbløst uoriginalt, og hvert sekund, jeg har tilbragt med canadiernes plade, har jeg spurgt mig selv, om de virkelig ikke er klar over hvor mange censorer, der ville have givet dumpekarakter til Destin Cruel.