Coronatus - Recreatio Carminis

Recreatio Carminis

· Udkom

Type:Album
Genre:Folk metal
Antal numre:13

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tysk Opera-Goth Metal når det er bedst!

Musikalsk er tyske Coronatus ganske lettilgængelige – Der ligger en solid og straight metal som bund, der shines op med klassiske/middelalder instrumenter – Hovedsageligt klaver, violin og orkester-effekter. Musikken er ikke teknisk avanceret, men Coronatus får de forskellige elementer til at harmonere, og deres numre går som regel rent ind ved første lyt. Vokalerne er helt klart dét, der gør Coronatus unik – To kvindevokaler, hvoraf den ene er sopran/opera, og den anden mere rock-agtig. Hertil kommer i ny og næ et pift af growl og korsang. Teksterne, der er på tysk, engelsk eller latin, omhandler de klassiske temaer, som kærlighed, liv, død og religion. Coronatus så dagens lys i Ludwigsburg tilbage i 1999, hvor Giorgios Grigoriadis og Mats Kurth startede det som et projekt. Først efter at Giorgios Grigoriadis i 2004 forlod projektet, lagde Mats Kurth kræfter i, for at finde en fast bandbesætning, og det var hér, at Coronatus, efter en casting af to sangerinder, endte ud med at beholde dem begge, i stedet for at vælge én. Gennem årene var der en del udskiftninger af bandmedlemmer, men i 2007 udgav bandet deres første album, Lux Noctis. Herfra gik det fremad, på trods af, at der fortsat var en hel del udskiftninger, på både instrumenter og vokaler. I 2008 udkom det andet album, Porta Obscura, fulgt af Fabula Magna i 2009, og Terra Incognita i 2011. Fælles for de fire albums, alle udgivet via Massacre Records, er produktion og lyd af topkvalitet.

Den 25. Oktober udkommer bandets femte album, Recreatio Carminis. Albummet er produceret af Markus Stock (Eluveitie, The Vision Bleak, Eisregen) i Klangschmiede Studio E, og udkommer via Massacre Records. Coronatus leverer på Recreatio Carminis 13 skønne numre, der har masser af klassiske elementer og er meget melodisk. Albummet er godt skruet sammen, men jeg kunne godt have ønsket mig en smule mere bid, i form af bare lidt mere gennemtrængende metal og mere growl, som på de foregående albums. Teksterne på Recreatio Carminis synges på tysk eller engelsk, og kvindevokalerne er på dette album meget dominerende. Sopranen, Ada Flechtner, leverer en helt fantastiske vokal, der får et godt modspil af Mareike Makosch' jordbundne vokal. Bandet topper med hele 3 sangerinder på de sidste to numre, "Fernes Land" og "Sie stehen am Weg", hvor Carmen R. Lorch er med som gæstesangerinde.

Coronatus formår at få de forskellige elementer til at harmonere, og resultatet er et velklingende, melodisk og majestætisk album. På trods af, at det er et lækkert album – Både musikalsk og produktionsmæssigt - Håber jeg dog, at de igen skruer lidt mere op for guitar & growl på deres næste album!

Få en forsmag på Recreatio Carminis, og tjek videoen til nummeret Fernes Land ud her: