Cirith Ungol - Forever Black

Forever Black

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Bedre sendt end aldrig

Ja ja, jeg ved godt, at Forever Black udkom tilbage i april, men når nu albummet kommer hele 30 år efter det forrige, så går det nok, at vi anmelder det et par måneder efter dets udgivelsesdato.

Bandet gik egentlig i opløsning tilbage i 1992 kort tid efter udgivelsen af Paradise Lost trods enkelte opsamlingsalbums og liveudgivelser, men nu må vi antage, at hvad end der fik dem til at gå i opløsning, er gået i glemmebogen, for nu er bandet samlet igen og er atter klar med en ond omgang proto-metal, der stinker af 1970’erne, stramme læderbukser og de slidte, gemte Sværd & Trolddom-bøger fra det lokale kommunebibliotek.

Proto retro!

Cirit Ungol (som de i øvrigt selv udtaler Sirith Ungol, til stor irritation for de passionerede Tolkienfans derude) er nogle gamle røvhuller – det er de skam godt selv klar over, og de erkender fuldt ud, at deres lyd skal afspejle det faktum. Der er noget utrolig charmerende over deres retrolyd og det faktum, at man ikke kan høre, at Forever Black er lavet i 2020 – det er, som om bandet har stået stille i en sin helt egen tidslomme, hvor en generation ikke er passeret. Trods dette er bandet dog – unægteligt – blevet bedre musikanter og er langt mere skarpe, end de var tilbage i 70’erne, hvor deres evne – eller mangel på samme – til at spille i takt gav dem en syret, legesyg og nærmest progget lyd. Disse elementer er stadig at spore på Forever Black, men de er slet ikke lige så tydelige som på tidligere udgivelser, hvilket måske vil skuffe de gamle fans, men omvendt kan være med til at tiltrække nye fans – de fans, der måske tidligere havde afskrevet Cirith Ungol netop på grund af dette.

Men udover det, så lyder de nu ganske, som de plejer: vi er stadig i et proto-metallisk univers, hvor hård rock møder de episke fabler fra gamle rollespilsbøger om helte, drager og onde skurke med hang til kutter og lange monologer om, hvor onde de er, med et tvist af hvad der senere skulle blive til thrash og doom-metal. Hele herligheden bliver leveret med Tim Bakers særprægede vokal. En vokal, der får en til at tænke på en ung Tim ”Ripper” Owens, Bruce Dickinson og Rob Halford – for evnen til at skrige, så samtlige vinduer og glasartikler nord for alperne splintres i tusind stykker, besidder den gode Baker stadig.

Dog er albummets styrke, nemlig sin charmerende retrolyd, også albummets svaghed. Forever Black bringer ikke noget nyt til bordet, der er ikke noget, man ikke har hørt før, og hvert eneste riff, hver eneste solo, hver eneste lyriske strofe er noget, man har hørt uendeligt mange gange i metallens verden de sidste 50 år, men det er jo bestemt også netop præmissen, så der er jo som sådan ikke noget at pege fingre ad. Man bliver jo heller ikke overrasket over, at en måge skider på ens forrude, det er jo i dens natur, og det har den altid gjort, og det vil den altid gøre.

De gode gamle dage…

Forever Black er dog bestemt ikke nogen gusten og våd mågeklat, det er en ganske underholdende og utroligt charmerende portion retrometal fra dengang, far var dreng, og vil med sikkerhed fornøje de mange fans derude, som har ventet i en livstid på nyt fra Cirith Ungol, samt alle dem, der mener, at alt var bedre i gamle dage.

Tracklist

  1. The Call
  2. Legions Arise
  3. The Frost Monstreme
  4. The Fire Divine
  5. Stormbringer
  6. Fractus Promissum
  7. Nightmare
  8. Before Tomorrow
  9. Forever Black