Stoner-rocken genopfindes på fornem vis!
Tredje gang er lykkens gang
Det britiske stoner-band, Black Moth, er ude med deres tredje langspiller, som har fået titlen Anatomical Venus. Op til udgivelsen har de, i modsætning til tidligere, samarbejdet med flere af folkene bag blandt andre Napalm Death og Dimmu Borgir samt Nick Caves trommeslager, Jim Sclavunos - og det kan høres. Resultatet er nemlig yderst fornuftigt.
En sær men dejlig blanding af stilarter
Anatomical Venus starter solidt med det ualmindeligt medrivende nummer “Istra”. Hvis man allerede her synes, at der er lidt 90’er-retro over sagerne, så har man tænkt det samme, som undertegnede gjorde fra første gennemlytning. Det er nemlig ikke kun forsanger Harriet Bevan, der er tydeligt inspireret af de tidlige 90’eres helte som f.eks. Shirley Manson, som nogle måske vil kunne huske fra post grunge-bandet Garbage; resten af kvintetten trækker også godt på gode gamle Soundgarden- og Alice In Chains-virkemidler i form af masser af tunge grooves, feedbackstøj og dovne riffs.
Pladen fortsætter i samme medrivende stil og de forskellige sanges niveau hæves yderligere. Her skal især det lange, tunge nummer “Severed Grace” samt den doomede “A Thousand Arrows” nævnes. Det er på én gang Red Fang og Kyuss, men det er også både Black Sabbath, Nick Cave og den føromtalte klassiske grunge. Forvirret? Det kan jeg godt forstå! Det lyder også lidt sært, men når man har hørt Anatomical Venus, vil man sagtens kunne forstå det, og er man bare en anelse vild med nogle af de nævnte bands, vil man med stor sandsynlighed også kunne lide skiven.
Melodier, hooks og grooves danner grundlag for en samling meget lyttervenlige kompositioner, der varmt kan anbefales. Den velkendte stoner-rock får en kærlig behandling og et tiltrængt nyt udtryk, når den dumper ned i skødet på Black Moth. Ikke fordi der generelt er noget galt med stoner-rock anno 2018, men et friskt pust og en ny, interessant tilgang er altid velkomne.
Klart anbefalelsesværdig
Det er meget tydeligt, at Black Moth op til denne plade har været fast besluttede på at hæve barren en tand eller tre. I forhold til tidligere er produktion, udtryk og sangskrivning blevet klart forbedret, og bandet er nu klar til at konkurrere i en bedre liga end tidligere.
Men det er ikke kun indpakningen, der er lækker. Indholdet er nemlig også værd at bruge tid på. Er man til klassisk stoner og en slat doom, der trækker lidt i den gamle grunge med fløjlsblød kvindelig vokal, er Anatomical Venus et must. Alle andre bør også give den et lyt, for den tilbagelænede, men stadig energiske og melodiske støj er ekstremt behagelig og vanedannende.
Det er en flot og medrivende plade, der fortjener otte kranier.