Thrash på en ny(-ere) måde
Thrash fans er generelt en ret konservativ gruppe. Bands, der begår sig inden for denne genre, skal normalt ikke bevæge sig ret langt væk fra udgangspunktet, før de sociale medier flyder over med protester fra utilfredse fans. Det har de fleste af de store navne i genren været udsat for på et eller andet tidspunkt, mens de bands der undgår det, stort set altid udgiver det samme album igen og igen. Imidlertid er der nyere bands, Skeletonwitch er et godt eksempel, der ganske succesfuldt har formået at skubbe til grænserne for, hvad thrash kan og er. I 2017 var det blandt andet amerikanske Power Trip, der bragede igennem med en opdateret – man fristes næsten til at kalde det moderne – udgave af thrash, og nu er der så kommet endnu et forsøg fra USA: bandet Black Fast, der med deres nye album Spectre Of Ruin allerede har fået en del positiv opmærksomhed, også her på vores side af Atlanten.
Insisterende. Kompromisløs. Black Fast
Black Fast debuterede med en EP i 2011, hvor teknisk, blackened thrash var på menuen, og det er det stadig her på Spectre Of Ruin. Første nummer, ”Cloak Of Lies”, starter brutalt og uden nogen form for intro, direkte med verset, der fremføres med en rå, skrigende vokal. En voldsom og overraskende indledning, der dog virkeligt effektivt sætter scenen for, hvad der er i vente.
Anden sang, ”Silhouette Usurper”, introducerer en ret opfindsom måde, hvorpå man kan kombinere et klassisk thrash riff med et ægte, melodisk black riff. Fart, hooks og temposkift sidder alt sammen lige i skabet. Flere steder byder Spectre Of Ruin faktisk på metal, der er lidt mere black end bare ”blackened”. Det hører man for eksempel på “Mist Of Ruin”, der frembringer anelser af mismod, som normalt kun ægte black metal kan. Dog kan bandet ikke dy sig for at smide klassiske thrash-breaks indover, uden at det på nogen måde ødelægger helhedsindtrykket. Med mixet af virkelig velspillet thrash, tremoloriffs, dobbelt stortromme og vild skrigevokal, slipper Spectre Of Ruin aldrig grebet om dine boller, men fortsætter hele pladen igennem de ubønhørlige og kompromisløse angreb på alle dine sanser.
I længden bliver det dog lidt for meget med den insisterende afvisning af dynamik og harmonier. Den smule melodi, der trods alt er på Spectre Of Ruin, kommer fra de utroligt lækre, men som regel alt for korte guitarsoloer. De pusterum soloerne giver lytteren, kunne Black Fast med stor fordel udnytte meget mere.
Det andet store problem på dette album er ensformighed. Alle sange fra nummer 3 til og med nummer 7, starter på præcis samme måde! Det samme introriff og det samme trommebeat, på fem numre i træk. Det er jo både vanvittigt og decideret uopfindsomt, specielt for et så talentfuldt band som Black Fast. Det bliver ikke bedre af en alt for komprimeret, nærmest indelukket lyd – tænk Death Magnetic afspillet på en gammel transistorradio, pakket ind i en dyne og gemt væk på nederste hylde i et tøjskab. Lyden lægger desværre endnu en underlig begrænsning på bandets og pladens udfoldelser.
Er der en producer til stede?
Det er længe siden denne anmelder har hørt et album, der starter så lovende, men slutter så meget som en fuser. På trods af det og de andre kritikpunkter ovenfor, er Spectre Of Ruin utroligt nok stadigvæk en ret vellykket plade. Hvad kunne det dog ikke blive til, hvis deres pladeselskab hostede op med budget nok til en seriøs producer?
