Voksne hjemmeboende børn skal sættes fri
Mere eller mindre samtlige lande i verden kan fejre uafhængighed fra at være blevet enten koloniseret eller besat af det ene eller det andet land – et af de få lande, der ikke kan, er Spanien, som til gengæld er skyld i omkring 30 landes uafhængighed. Et af disse uafhængige lande er nabolandet Portugal. Cirka 380 år er der gået, siden Spanien lod Portugal flytte hjemmefra, men derfor kan hændelsen stadig inspirere i 2023. Det kunne i hvert fald være årsagen til, at portugisiske Besta på deres seneste plade har valgt at lægge grinden på hylden og kalde pladen Terra Em Desapego – hvilket betyder "Et Land i Løsrivelse".
Man kan godt tage ved lære af sine børn
Den grindcore, som har præget bandets lyd siden 2012, er nemlig mere eller mindre forduftet, og i stedet er fokus lagt på en lyd inspireret af alt, Max Cavalera nogensinde har lavet udenfor Sepultura, dog med en god sjat hardcore i stedet for stammeelementerne.
Så er du godt bekendt med Soulfly, Cavalera Conspiracy og Go Ahead and Die, ja, så finder du absolut intet nyt under solen hos Besta anno 2023 – medmindre du gerne vil vide, hvordan disse bands lyder på bagmandens modersmål. Har du dog sovet under en sten de sidste 25 år, jamen så velkommen til den mest vellydende og medrivende plade, som hverken du eller Go Ahead and Die vidste, de kunne lave. Åbneren "Olhar Seráfico" og "Patologia Profunda" baldrer så mange fabelagtige riffs af, at du fra første sekund bliver taget i nakken, kastet ud til de frådende mængder, som crowdsurfer dig ekspres til moshpittens glubske ulve – og selvfølgelig nyder du både tur og endestation i fulde drag. At levere denne slags riffs har Kreator selvfølgelig gjort, allerede inden Poison var en pigegruppe. Det, der gør Terra Em Desapego værd at gribe fat i, er den vanvittige vrede, som især "Terra De Má Memória" lægger for dagen. Det er stadig thrashen, som sætter dagsordenen, men Bestas grindede og hardcorede bagland agerer bedre motor end et ATACMS-missil monteret på en sæbekassebil. Livet er simpelthen for kort til langtrukken og langsom thrash!
Netop det langtrukne er dog Bestas helt store akilleshæl. Det lyder nemlig ikke til, at bandet efter 10 års grind helt har gennemskuet, hvordan thrash metal spilles mest effektivt. Deres numre lander næsten konsekvent i en af to lejre. På "Olhar Seráfico" satser Besta på grind-ideologien og fyrer så mange riffs af på seks minutter, at man som lytter tror, man har hørt mindst seks numre, eller også gør bandet som på "Veias Em Catarse" og cykler rundt mellem de samme to riffs, indtil man spørger sig selv, om man har sat nummeret på repeat. At "Veias Em Catarse" også byder på den mest formidable, storladne og mest malplacerede solo, jeg længe har hørt, øger kun min lyst til at cosplaye et spørgsmålstegn.
Gateway drugs har vi alle brug for
Jeg skal dog – igen – pointere, at i hele det Stalinorgel af riffs, som Besta skyder af, er samtlige riffs, isoleret set, fuldtræffere. Det er sammenhængen, der gør Terra Em Desapego til lyden af et umedicineret damp-barn. Er man dog til grind og gerne vil se appellen i thrash – eller omvendt – så synes jeg, man skal tage Terra Em Desapego under thrash-armen, No/Más' Consume / Deny / Repeat under grind armen, og så ellers holde en kæmpefest.