If it ain’t broke, don’t fix it… Men!

Benediction har efterhånden mange år på bagen og kan, sammen med bands som hedengangne Bolt Thrower, Carcass og Napalm Death, godt tillade sig at kalde sig pionererne inden for britisk dødsmetal. Scriptures er bandets første nye udgivelse siden Killing Music fra 2008, et album, der måske var tættere på grindcore end reel dødsmetal, men da Dave Hunt fra Anaal Nathrak var bandets fungerende vokalist, så var det vel også forventeligt. Nu er Dave Ingram tilbage ved roret som frontmand, og som ved et trylleslag lyder Benediction, som de gjorde tilbage i 90’erne – dog med en bedre produktion, bevares! Men er det så godt eller skidt, at de lyder, som om vi skrev 1996 og ikke 2020?

Flade trommer og gammelmandsgrynt

Lad os få én til på det rene: Benediction har ikke genopfundet sig selv, og der er ej heller tale om en stak dybe tallerkner. Scriptures er en stor hed portion öld skööl dødsmetal, uden pis og papir, fis og farvelade. Intet af det, du hører på albummets 12 numre, er banebrydende, nytænkende eller genrebrydende – det er præcis, hvad man kan og bør forvente af Dave Ingrams Benediction.

Den største forskel på Scriptures og Grind Bastard (som var det sidste Benediction-album, han var med på), er, at Dave er blevet en del ældre og måske mere lyder som sin landsmand og kollega Karl Willets fra Bolt Thrower, hvilket klæder musikken. Hvad der dog ikke klæder musikken, er de umådeligt kedelige og ensformige trommer, som også har en utrolig flad lyd det meste af tiden, som fjerner en hel del dybde og aggressivitet fra resten af musikken. Jeg siger ikke, det skulle erstattes af blastbeats, men måske deres trommetekniker skulle skifte batterierne i høreapparatet.

Næste problem er, at når man er indstillet på at have så banal en lyd, som Benediction insisterer på at have, så skal man holde tungen lige i munden – hvilket man ikke gør ved at lave 12 numre, der lyder så ens – less is more, drenge! Jeg har hørt albummet en håndfuld gange efterhånden, og jeg har stadig svært ved at kende forskel på enkelte numre, de bliver simpelthen for ens og mudret, som var det den grå-grønne, grumsede Limpopoflod.

Derfor er det mest spændende nummer på albummet ”Progenitors of a New Paradigm (ft. Kam Lee)”, som med enkelte guitarpassager lyder mere som et tidligt Death-nummer – hvilket altid er en god ting. Men når nu bandet har gravet Kam Lee frem, så er det nok heller ikke så sært. Men derudover er der en seriøs mangel på identitetsskabende finesser og elementer i blandt de 12 sange.

Fingerspitzgefühl? Du kan få et amagerkys!

Scriptures er ikke et dårligt album, og det er absolut et album, der vil virke utroligt tiltalende for dem som elsker 90’er-dødsmetal, army caps og cargobukser. Og man skal da heller ikke bebrejde dem for at lyde, som de gjorde sidste gang, de blev bestyret af Dave, men man kan altså godt høre, at det var i 1998 – meget vand er løbet i åen siden da. Så altså, summa summarum, hvis du er pjattet med ikke-så-meget-pis-dødsmetal fra dengang, far var dreng, jamen så lyt da til Scriptures, for pokker! Men søger du nytænkning og fingerspitzengefühl, så skal du nok lede andetsteds.