26 divideret med 6

Den græske metalscene er primært kendt for to ting: retro-riffs og gebrokkent engelsk. Man må sige, at det er et memo, som Battleroar har fået og nærstuderet, for de har masser af begge dele! Trods at ensemblet har været aktivt i hele 26 år, så er det ikke blevet til mere end seks plader, hvoraf Petrichor netop er den sjette. Men kigger man på de respektive udgivelsers fødselsår, kan man da også se, at det ikke just er et band, der har haft super-duper-travlt. Det er da også hele otte år siden, at disse athenske krigere sidst udkom med noget, så lad os da derfor se – og høre – hvad de har fundet på denne gang! 

Seje riffs, slatten vokal

Albummets titel er en reference til den videnskabelige forklaring på den duft, vi kender fra en regnvejrsdag. Med andre ord hedder pladen ’duften af våd jord', hvilket må siges at være en af de mere underlige titler, jeg er stødt på længe. Det er heller ikke ligefrem en titel, der får en til at tænke på store slag, heltedåd eller de andre klicheer, som man forventer fra et powerband som Battleroar. Titlen er dog ikke det eneste ved albummet her, der får en til at klø sig undrende i nakken. Hvis vi nu udelukkende fokuserer på det instrumentelle, så har jeg ikke mange fingre at sætte på det, for Battleroar spiller faktisk megafedt. Der er virkelig tale om traditionelt græsk metal her, det er de klassiske 80’er-riffs, som vi kender dem fra Iron Maiden, Mercyful Fate, Manilla Road og Manowar. Dog med det der helt særlige hellenske tvist, som især Rotting Christ jo nærmest har haft patent på siden starten af 90’erne. Tag nu bare c-stykket i ”Wield the Myth” (eller ”Wiled the Myth”, som den hedder, ifølge den promo vi har fået tilsendt, apropos gebrokkent engelsk), det er som taget direkte ud af Themis-brødrenes drejebog.

Havde det ikke været for den nye sanger Michalis Karasoulis’ vokal, så havde I godt kunnet bilde mig ind, at det her var et Rotting Christ-tributband. Så musikken i sig selv, megasprød – masser af point for den, og tilføjelse af en violinist er også særdeles spitze.

Desværre er Petrichor ikke et instrumentalt projekt. Karasoulis er ikke den værste vokalist, jeg nogensinde har hørt, men han er godt nok også langt fra at være den bedste. Han lyder, som om han prøver at emulere Eric Adams, Blazy Bailey og Bruce Dickinson på én gang – og det er lige så rodet, som det lyder.

Men det værste er, at musikken trods alt har for meget kant og mørke til, at hans fløde-helte-vokal matcher – der er slet og ret en tydelig auditiv dissonans mellem vokalen og det instrumentale. Hvilket er en skam, for hver for sig fungerer de to dele udmærket (den ene noget bedre end den anden, bevares), men sat sammen er det lidt som at hælde bearnaisesovs udover en vaniljeis.

Måske skulle det håndklæde smides i ringen …

Summa summarum, så er Petrichor en frustrerende omgang. Jeg ville så gerne have, at den lykkedes, og at den kom sikkert i mål. Men ak, hver gang man kan se målstregen, så åbner Karasoulis gabet, og bum, så ryger det hele direkte på røven. Igen, han kan bestemt synge, men han skal simpelthen ikke synge i Battleroar. Og så skal han måske også overveje, om ikke han burde finde sin egen stemme i stedet for at parodiere sine helte. Jeg har lyst til at skrive, at der er masser af potentiale i Battleroar, men efter at have spillet i snart tre årtier uden at være kommet nogen vegne er det måske på tide at sige 'nå, dét var det, drenge, tak for kampen!'