Tag orkerne fra Ringenes Herre, tilsæt lidt Texas Chainsaw, og du har et godt billede af A Band Of Orcs
Orker bruges primært i fantasy-sammenhæng, blandt andet i spil. Men de kan i få tilfælde bruges i musikkens verden også. Det er tilfældet med A Band Of Orcs fra Californien, som spiller en blanding af thrash metal og dødsmetal. De blev dannet i 2007, og har siden da har de udgivet en EP og nogle singler. Når de optræder, er de klædt ud som orker, og bruger også deres ork-aliaser i stort set alle band-sammenhænge. Det gør at få ved hvem de egentlig er. Her i 2012 kom deres debutalbum, Adding Heads To The Pile så, og man kan sige de fanger en orkers natur godt, selv i musikken.
Albummet ligger ud med nummeret "Prepare For The Domination", som starter med et rigtig godt riff. Derefter sætter resten af bandet ind med deres tunge musik, og den hårde vokal. Lige fra start kan man fornemme den brutale, hovedløse tromlen i kamp, og den ekstreme aggresivitet, som man ser hos orker i stort set alle sammenhænge, og det fortsætter gennem hele albummet. Man bliver dog hurtigt træt af det. Allerede på andet nummer, "When The Hills Run Red", begyndte jeg at få hovedpine over musikken, og det skete i hvert fald gennem de første par gennemlytninger. I andet nummer finder vi også første guitarsolo, som er ganske god, og viser en del evne, men passer også til musikkens stil. Der er også to instrumentale, hvor den mest mærkværdig er "The Darkness That Comes Before", hvor de går ned i tempo, og der kommer mere tromme på. Det er et tiltrængt bræk fra deres "battle, kill, slaughter"-stil, som ellers ses gennem albummet. På nummeret efter sætter de også tempoet ned til noget tåleligt, men stilen er den samme. Sidste nummer, "A Deeper Evil", som er den anden instrumentale, går de endnu længere ned i tempo, men formår stadig at holde stilen! Og jeg ved ikke om det bare er mig, men den stil passer overhovedet ikke til et instrumentalnummer. Det lyder mest af alt som om at deres vokalist tog sig en pause, og de andre ikke vidste hvad de skulle stille op. Det prydes dog en smule af en ganske god solo.
Aldrig har jeg oplevet et band, der rammer et væsens natur så fantastisk godt, fiktivt eller ej. Havde det nu bare været et mere nobelt eller episk væsen, tror jeg at jeg havde været helt solgt. Men næh nej. De vælger noget simpelt, tungt og brutalt som orkere. De skal have ros for den måde de rammer orkeren på, og for en rigtig god leadguitarist, men man skal være opmærksom på, at man kan få en grum hovedpine hvis man ikke er vant til den slags musik.
In The Keepers Chamber er albummets tredje nummer, og her man begynder at få hovedpine, hvis man lytter albummet igennem fra start.
