Apocalyptica spiller koncert i Amager Bio, København S .
Apocalyptica - Apocalyptica Plays Metallica Vol. 2

Apocalyptica Plays Metallica Vol. 2

Udkom

Type:Album
Genre:Symfonisk metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fire ryttere svinger sig i sadlen en sidste gang

Metallica-feberen hærger nok en gang hen over rødbedemarkerne forud for giganternes forestående genkomst i Danmarks nationalarena. Det markerer vi naturligvis lystigt her på Heavymetal.dk, senest med den genoptrykte Boomerblog om Load (1996), der i disse dage fejrer 28-års fødselsdag. 1996 var også året, hvor dengang fire, finske konservatoriestudenter fra Helsinkis globalt anerkendte Sibelius Akademi debuterede med netop en ode til Lars Ulrich og kompagni. Knap 30 år senere, yderligere otte mellemliggende studieudgivelser og mere end fire millioner solgte skiver stempler cellisterne i Apocalyptica atter ind med en ny stribe fortolkninger i form af Plays Metallica vol. 2. Foruden yderst prominente gæster markerer dette 10. værk afslutningen på mere end 20 års samarbejde med trommeslager Mikko Sirén.

I hjertevarm erindring

Mange milepæle omkranser Plays Metallica vol. 2, hvorfor det naturligvis er nærliggende at kaste et kortvarigt blik mod Plays Metallica by Four Cellos. Udover en noget mere rustik, nogen ville nok kalde den primitiv, produktion så udmærkede albummet sig gennem sit ’sikre’ sangvalg. Hvor fokus dengang primært lå på de største hits fra henholdsvis Master of Puppets og Metallica, har den tilbageværende trio anno 2024 valgt at ryste posen noget grundigere, hvilket giver os en væsentlig bredere repræsentation af Metallicas efterhånden omfattende diskografi. Med undtagelse af ”St. Anger”, hvor de substituerende percussions for Ulrichs notoriske lilletromme meget symbolsk skærer lige så meget i ørerne som på originalen, har finnerne dog fortsat valgt at se bort fra materiale dateret på denne side af det nye årtusinde. Det er nu en marginal anke på et mestendels fremragende værk, der åbner på blændende vis med en dobbelttracket intro til ”Ride the Lightning”. I perfekt balance hæves det nedskruede tempo til normal hastighed, mens Apocalyptica ligeledes bør saluteres for gengivelserne af nummerets legendariske lead riff.

Med videre tanke på, at ”The Unforgiven” var blandt sin forgængers mest mindeværdige oplevelser, er tilstedeværelsen af ”The Unforgiven II” måske knap så overraskende. Ej heller, at nummeret ender med at udgøre albummets måske mest esoteriske sanseoplevelse. I hvert fald lige indtil vi når ”Blackened”, hvor en vis Dave Lombardo gør et gæstende comeback. Slayers forhenværende trommetornado lagde således skind til adskillige skæringer på Reflections Revised fra 2003. Selv hvis vi vælger at se bort fra de åbenlyse forskelle i kvaliteten mellem Lombardo og husorkesterets eget personel, så excelleres der her gennem et eminent C-stykke med ufatteligt mange akkorder akkumuleret over en imponerende kort periode. Dermed har pulsen dårligt lagt sig, førend ”The Call of Ktulu” med Cliff Burtons originalt bevarede baslinje sender formodentlig især det ældre lyttersegment en betagende tur ned ad mindernes allé. En smuk hyldest til Metallicas faldne kriger, der desværre forlod os alt, alt for tidligt.

Blandt flere begavede dispositioner finder vi også placeringen af næstfølgende ”The Four Horsemen”, der meget passende afvikles sammen med nuværende bassist, Rob Trujillo. Med Burtons bidrag frisk i erindring gives de mere dedikerede instrumentalentusiaster her en enestående lejlighed til at nærstudere forskellen mellem de respektive stilarter. På bagkant af en noget urolig fortolkning af ”Holier Than Thou”, hvor flere passager beklageligvis ligger lidt for højt til celloen, træffes et strategisk klogt valg med deepcuttet ”To Live Is to Die”, hvor vi straks befinder os på noget mere smult vande. Det bringer os således frem til albummets konfliktramte crescendo, reprisen af monumentale ”One”, der første gang gjorde sin entré på Inquisition Symphony helt tilbage i 1998. Mens instrumenteringen på det nærmeste får englene til at synge, kan det samme ikke siges om den versoplæsende krigsveteran, der til lejligheden spilles af ingen ringere end fader Hetfield ham selv! En lidt ærgerlig ridse i overfladelakken på en ellers særdeles vellykket tribut til de aldrende titaner.

Tak for (næsten) 30 års tro tjeneste

Sædvanligvis føler nærværende anmelder sjældent meget mere end … skal vi kalde det moderat begejstring … for coverudgivelser, medmindre disse på en eller anden måde tilfører originalen noget unikt. Og det må sandt for dyden siges, gør sig gældende i tilfældet Plays Metallica vol. 2. Bevares, der er ikke den samme rå charme at spore, der gjorde debuten fra 1996 så speciel, ligesom der også sagtens kan sættes spørgsmålstegn ved enkelte af de udvalgte sange, der ikke alle fungerer 100 % gnidningsløst hele vejen igennem. Ja, jeg vil endda gå så langt som at bøje mig for eventuelle puritaneres forventelige protester over for morfar Hets konverserende krigsanekdoter. Men så har vi også nidkært fundet samtlige huller i en ellers vidunderligt velsmagende ost, der burde få selv de mest laktoseintolerante ved bordet til at overveje, om ikke en tur på tønden ville være samfulde 49 minutters strabadser værd. Latrinære fortrædeligheder til side så skal i hvert fald lyde en varm anbefaling af både dette (album) og hin koncert i Amager Bio, hvor Apocalyptica lægger vejen forbi i slutningen af tredje kvartal.

Tracklist

  1. Ride the Lightning
  2. St. Anger
  3. The Unforgiven II
  4. Blackened
  5. The Call of Ktulu (in memory of Cliff Burton)
  6. The Four Horsemen (ft. Rob Trujillo)
  7. Holier Than Thou
  8. To Live Is To Die
  9. One (ft. James Hetfield)