Din guide til den mesopotamiske underverden

ANZV tager navn efter en dæmon, der går igen på tværs af mesopotamiske religioner, især den sumeriske. Allerede her tegner der sig et billede af, hvad denne atmosfæriske blackened death metal-kvintet fra Portugal har på dagsordenen. Skal du alligevel have en ledetråd mere, så er bandets album nummer to kaldet KUR, der i oldtiden havde flere betydninger såsom ‘bjerg’ og ‘fremmed land’. Ydermere tjente det som stednavn for den forhistoriske underverden; et mørkt grottekompleks, hvor dæmoner og andre under- og overjordiske skabninger regerede. Konceptet er i højsædet, men kan eksekveringen stå distancen, eller falder foretagendet til underjorden med et hult drøn?

Et galleri af oldtidens dæmoner

“Far, er det sådan nogle, der spiller rollespil?”, spurgte min store dreng, da han en passant fik øje på æstetikken på bandets promobillede, og det kan jeg ikke fortænke ham i. Når man som band skruer sit koncept op på 11, står den individuelle identitet for fald, og grænsen mellem gennemført og det at spille rollespil i den mørke skov bliver hårfin. Lad os se, hvilken kategori det forhåndenværende falder i.

Samtlige af albummets 10 numre er navngivet efter skabninger og elementer, der har sin gang i de ældgamle religioner. Endnu et vidnesbyrd om bandets raison d’être. Allerede da “Ekur” med hvislen i vindspillene rækker sin kolde hånd ud og byder mig ned i underverdenen, er jeg lutter øren. Jo længere jeg når ned i mørket, jo mere udfolder musikken sig. Her er ikke tale om traditionel black metal, hvor essensen ofte er minimalisme og bevidst low-fi. Kombinationen med death metal giver os en skøn sammenvævning af, hvad de to genrer favner, helt fra hæsblæsende blast beats til arrangementer, der leder tankerne hen på kammermusik. ‘Atmosfærisk’ er ofte en utaknemmelig beskrivelse, men i dette tilfælde er den rammende – og i positivt forstand. Det yder næsten ikke instrumenterne retfærdighed at fremhæve dem hver for sig, da de indgår i en sammentømret enhed, hvor der ikke er meget plads til solistiske udfoldelser. Her er det den højere enhed, der er for øje. Flere steder beriges denne med hårrejsende messesang. På “Imdugud” kan jeg næsten for mit indre øje se en flok kutteklædte skikkelser stå og frembringe disse toner i en enlig fakkels skær, omsluttet af et tykt mørke.

Alt er dog ikke fryd og gammen i dæmonernes land. Teknisk formåen og flair for det konceptuelle er så absolut i front, men disse overskygger undertiden narrativet, og der opstår hist og her problemer med pacingen. Bevares, isoleret set er der tale om småting, men alt i alt bevirker det, at nogle af passagerne kan være svære at skelne fra hinanden – lidt ironisk går nogle af dæmonerne, grundet talrige navne for den enkelte, da også igen på tværs af numrene.

Jeg kom for dæmonerne. Stemningen fik mig til at blive

Der er ingen tvivl om, at ANZV bevæger sig på et territorium, der allerede er erobret af Behemoth og deslige. Der er nu ikke skyggen af ærefrygt at spore hos portugiserne, og selvom de står på skuldrene af Nergal og kompagni, så er det immervæk deres egne ben, de gør det med.Albummet fungerer uden tvivl bedst som koncept. Ikke at der er noget galt med det, jeg har bare svært ved at se mig selv sætte et enkelt nummer på – effekten forsvinder simpelthen ude af kontekst. Ikke desto mindre vil jeg helt sikkert have KUR in mente, når det rette sindelag melder sig. Der er lidt vej op til de højere karakterers luftlag, men når bandet allerede på anden udgivelse udviser stilsikkerhed og solidt forankret sammenspil, så er vejen i den grad banet. Syv meget store kranier herfra.