Mere sikker end sexet
Hvis der var en pris for ’Årets mindst sexede booking’, var Anthrax en oplagt kandidat. Vist er det mindste band af the Big Four ligesom resten af thrash-legenderne i gang med deres femte årti, og vist har de udgivet en stribe klassikere i løbet af deres karriere. Selvom deres gode udgivelser ikke kun er begrænset til 80’erne, så har deres bølle-thrash-med-et-glimt-i-øjet på en eller anden måde svært ved at slippe ud af thrashens formative årti. Men altså, pladserne på festivalens store scener skal jo fyldes ud, og at gøre det med et professionelt ensemble, der som regel leverer varen, er trods alt et rimeligt sikkert kort. Og så er man altså også et skarn, hvis man klager over at få endnu en tur rundt i manegen med ”Caught In A Mosh”, ”Madhouse” og alle de andre favoritter.
Metalhistorie
På Copenhells trejde dag – årets varmeste, i hvert fald indtil lørdag – var det befriende endelig at slippe for solen. Min bekymring for om der virkelig ville være energi tilbage hos det solstikramte Copenhell-publikum, forsvandt som dug for solen, for vi skulle da i den grad have en omgang klassisk thrash fra bugten. Fyrværkeriet fra Helviti-scenens fødselsdagsfest var knap forstummet, før Anthrax’ introsange, ”The Number of the Beast” og ”I Can’t Turn You Loose”, gjaldede ud over Hades, og så skal jeg da love for, at newyorkerne sparkede en ny fest i gang. Først ”Among the Living", dernæst “Got the Time”, som gruppen for længst har gjort til deres egen. Hverken band eller publikum så sig tilbage. En særdeles sprælsk leveret ”Madhouse” understregede, at savnet af gruppens faste holdepunkt gennem næsten alle årene, trommeslager Charlie Benante, slet ikke var så stort som frygtet. Darby Todd var en fænomenal erstatning, men hans CV er også ret imponerende.
Et af mine favoritmomenter opstod, da vi nåede til ”Metal Thrashing Mad” fra debuten, der blev indspillet i 1983. Det kan selvfølgelig ikke nægtes, at det var nostalgifaktoren, der gjorde udslaget, for jeg købte jo det album, da det udkom. Men den sang var altså præcis det skelsættende moment, da Anthrax blev til et thrashband, og den nye subgenre ikke længere var et lokalfænomen fra bugten ovre vestpå. Metalhistorie. Før de gik i gang med ”Keep It in the Family” spurgte en særdeles veloplagt og stærkt syngende Joey Belladonna, hvor mange der aldrig havde set Anthrax før. Lidt overraskende røg der mange arme i vejret, men alle blev hurtigt indlemmet som en del af familien. Selv der hvor jeg stod, forholdsvis langt fra scenen, opstod der et spontant lille pit. Og gudhjælpemig om folk ikke også sang med på “It’s for the Kids”, første single fra gruppens kommende album. Afslutningen med ”Indians”, karaoke-sangen ”Antisocial” og ”I Am the Law” var nok forudsigelig, men sådan det skulle det jo være denne aften. Personligt har jeg altid fundet omkvædet i ”Indians” forholdsvis bøvet, men folk lappede det i sig, og det er næppe urimeligt at påstå, at netop den bøvethed er en af grundene til, at vi elsker Anthrax.
Long Live Rock ’n’ Roll
Både Scott Ian og Joey Belladonna virkede oprigtigt rørt over stemningen og modtagelsen, de fik. Især Belladonna havde svært ved at forlade scenen, så han blev og fik os til at synge med på Rainbow-klassikeren ”Long Live Rock ’n’ Roll”. Det slog mig, at denne koncert indtil videre var den sidste i rækken af thrash-legender, der har leveret på topniveau på Copenhell de senere år. Testament, Exodus, Kreator, Desctruction og nu Anthrax. Nostalgi kan sgu stadigvæk noget …
Sætliste
Among the Living
Got the Time
Madhouse
Caught In a Mosh
Metal Thrashing Mad
Keep it in the Family
Breathing Lightning
It’s for the Kids
Medusa
Indians
Antisocial
I Am the Law