Definitionen af sindsyge
I 1981 definerede man sindssyge således: 'At gøre det samme om og om igen, mens man forventer et anderledes resultat'. De sidste mange år har Amon Amarth bevist gentagne gange, at de og jeg simpelthen ikke er samme sted. Jeg ville gerne have, at de laver en mesterlig omgang melo-død lig Surtur Rising, Fate of Norns eller Versus the World. Men det lader til, at de er rigtig glade for at lave øl, fisse og hornmusik primært henvendt til weekend-fadøls-fædre på Wacken og lignende festivaler. Men alligevel bliver jeg ved med at anmelde dem, for jeg bliver ved med at klamre mig til håbet om, at de – en dag – vender tilbage til deres rødder. Ergo må jeg jo være sindssyg … eller naiv.
Gammel kærlighed ruster aldrig
Lad mig lige starte med at slå fast – endnu en gang – at jeg virkelig elsker Amon Amarth. Sammen med Metallica og Rhapsody har de været det band, der har betydet mest for min musikalske opdragelse. De sidste par år har dog været ret hårde, og jeg må erkende, at min kærlighed da virkelig heller ikke har været så stærk og intens, som den var for 10-20 år siden. Derfor tilgik jeg pladen her med en sund portion skepsis. Dels fordi de to forrige udgivelser virkeligt viste, at store mængder skepsis var berettiget. Dels for at undgå at sidde tilbage med en skuffelse så tyk, at selv ikke den skarpeste daneøkse ville kunne kløve den. Men er The Allfather Awakens så en enorm skuffelse på niveau med Berserker? Nej, heldigvis ikke! Bevares, det er ikke et gennemført mesterværk som Surtur Rising eller en klassiker som Twilight of the Thunder God, men mindre kan også gøre det. Albummet formår egentlig at behage både fans af det gamle Amon Amarth og af det nyere. Vi har de store arena-baskere, der indbyder til både fællessang og roning, men samtidig får vi afgjort nogle af de tungeste numre, bandet har skabt i årevis som “Kvasir’s Blood” og “Die With A War Cry”. At de har valgt at inkludere singlen “We Rule The Waves” fra 2025, undrer mig en kende. Det nummer er i øvrigt utrolig irriterende, for sangen er faktisk ret god og på mange måder et klassisk Amon Amarth-nummer, og der er da også lånt lidt rigeligt fra bandets ældre numre. Men lyrikken er simpelthen så åndet ... og utrolig iørefaldende, hvilket egentligt er træls, når nu det er så åndsvagt.
Lyrikken er klart albummets svageste led, for Hegg ligger utrolig højt i mikset, og hans growl har aldrig været tydeligere. Jeg elsker bestemt hans stemme, men det er umuligt ikke at krumme tæer over 'perler' som ’Eight legs of thunder, eight-legged wonder!’, fra “Eight Legs of Thunder”, men igen … jøsses, hvor er det dog umuligt at få rystet ud af bevidstheden!
Så jo, man kan roligt tillade sig at sige, at The Allfather Awakens er noget af det bedste, vi har hørt fra Amon Amarth i omtrent et årti – trods åndsbolle-lyrik og underlige valg. Det mest mærkværdige valg er dog, at de ikke åbner albummet med den akustiske vikinge-hymne “Upphaf” (endelig har bandet lavet noget, der kan beskrives som viking metal!). Den havde fungeret perfekt som en stemningsskabende intro, men i stedet bliver den serveret halvvejs igennem albummet, og selvom det faktisk er et godt nummer, så dræber den totalt stemning og tempo. Det undrer mig også, at den ikke er fulgt op af et efterfølgende nummer, da det netop er så stemningsopbyggende, så derfor havde det fungeret perfekt, hvis et andet nummer samlede melodien op, men ak!
Heldigvis er "Gjallarhorn" en ganske stærk måde at starte en plade på, og sangen minder da også om tidligere åbningsnumre som “Valhal Awaits Me” og “Deceiver of the Gods”. Ydermere er jeg utrolig glad for, at de har fyret Andy Sneap som producer og i stedet gået over til Jacob Hansen – Sneaps lyd er simpelthen så steril, flad og klinisk. Ikke nok med at musikken simpelthen er af en højere kvalitet, men albummet lyder slet og ret også meget bedre, varmere og rundere, hvilket også skyldes, at de to guitarister er gået tilbage til at bruge Marshall-forstærkere.
Drengene er tilbage … ish!
Har man ligesom jeg været skuffet over alt, Amon Amarth har produceret siden Jomsviking, så kan man godt ånde lettet op og sætte The Allfather Awakens på anlægget. Måske kan man endda tillade sig at håbe på, at den næste skive bliver endnu mere öld skööl. Hvem ved, måske bliver 2029 året, hvor vi får en Fate of Norns 2. Albummet er overordnet set fejlfrit og blottet for dårlige sange om sprut-geder, dødsriger og det at skåle. Bevares, der er da masser af ting, som jeg undrer mig over, for eksempel eurodance-guitaren i “The Allfather Awakens”, som ellers er et rigtigt fint nummer, valget af guitartone er bare ret malplaceret. “Raven God” burde de have skåret fra, det er intet andet end fyld, og sådan kan man – helt generelt – godt fluekneppe sig vej gennem hele albummet. Det ændrer dog ikke på, at det er en god plade – og ærlig talt er jeg bare glad for, at Amon Amarth igen er til at holde ud at lytte til.
