Californiske Almost Dead har begået et hektisk, heftigt og hæsblæsende femte studiealbum, der på én gang demonstrerer bandets spændvidde og sætter lytteren på en prøve.
De 12 numre på Brutal Onslaught rangerer et sted mellem thrash, klassisk 80’er-heavy og 90’er-hardcore med elementer af sepulturiansk groove, teknisk death a la Gojira og en Pantera-klassisk tightness i riffs og komposition. Det er dygtigt lavet, men det er også krævende for lytteren og lugter lidt af god, gammeldags kunstnerisk ubeslutsomhed.
Byg-selv-burger eller kunstnerisk greb?
Lad os begynde et helt andet sted, nemlig hos en burgerrestaurant med konceptet ’build your own’. Her vælger du selv basen (lyst brød, groft brød, intet brød) og dernæst diverse fyld, herunder selvfølgelig bøffen: okse, kylling eller rødbede? Rare, medium eller well done? Og – voila! – her har du din helt personlige burger, fit to taste.
Med Brutal Onslaught præsenterer Almost Dead lytteren for en ligeledes appetitvækkende portefølje af muligheder spændende fra genre til sangstil. Skal det være thrash eller hardcore, groove eller heavy? Hvad med lidt blackened på toppen? Clean, fry scream eller growl?
Det er da så absolut ikke den værste slags valgmuligheder at stå med; problemet her er bare, at disse aldrig skulle have været lagt ud til lytteren. Bandmedlemmerne i Almost Dead skulle have sat sig ned, kigget hinanden dybt i øjnene og besluttet sig for, hvad de egentlig er og vil.
Hvem ved, måske er dette sammensurium aldeles intenderet – et kunstnerisk greb, hvis effekt ganske enkelt er gået hen over hovedet på denne anmelder. I så fald må man jo bøje sig i støvet og ikke desto mindre erklære Brutal Onslaught for ”et lidt krævende album”.
Det hele på den halve tid
Selv samme lægger rigtigt fint fra land med en forfriskende ungdommelig, nærmest Alien Weaponry-agtig, intro til nummeret ”Cage Fighter”, der sætter scenen ved at flette den ældre thrashede heavy metal sammen med noget nyere, mere metalcoreinspireret.
Et nummer som ”Lost My Way” rykker virkelig, ligesom ”Masked Pain”, ”Ideal Remains” og ”Downfall” med deres herlige introer markerer positive nedslagspunkter på Brutal Onslaught. Almost Dead er gode til introer, som dog i tilfældet her ofte kommer til at love mere, end de kan holde. Med eksempelvis førnævnte ”Masked Pain” varsler introen et virkelig tungt nummer for så helt at skifte scene til noget mere letbenet og hurtigt. Man føler sig lidt snydt, lidt ærgerlig, over ikke at få de mange gode ideer tænkt til ende.
For så vidt angår vokalen, kan Tony Rolandelli både growle, synge rent og skrige, og han gør det hele på den halve tid. Det betyder, at man også på dette punkt sidder med fornemmelsen af at blive smidt af Almost Deads eksprestog med kun flygtige minder om turen i bagagen.