Ja da! Selvfølgelig kom der en toer, Hr. Bredahl må åbenbart have 48 timer i døgnet. Men kvantitet er som bekondt ikke kvalitet. "Pain Is The Game" betræder stort set det samme territorium som "Inferno Museum" gjorde det sidste år. Dog er det som om man har fokuseret på alle de ting jeg fandt irriterende ved etteren, træg og monotont sangskrivning og Bredahls mildt sagt irriterende psycho sangstil, der passer fint til Hatesphere men her virker absolut på forkert plads. Havde man i det mindste haft en spade der sparkede røv på skiven ville jeg gerne have tildelt en ekstra knoglemand, men denne tynde twang twang boing bum lyd her ville endda have været svag på en Good Charlotte skive. Trist men sandt, bandet rammes af samme sygdom som de fleste bands i deres kategori, nemlig at de spiller rå musik med en "pæn" lyd, hvilket omtrent giver ligeså meget mening som Poul Dissings tekster.