Extreme prog med lidt for mange eksperimenter
Alle gode gange tre?
Med den fremragende debut fra 2015, The Malkuth Grimoire, stormede den tyske supergruppe Alkaloid hensynsløst ind i bevidstheden på mange fans af teknisk og progressiv death metal. Og da de i 2018 udgav opfølgeren Liquid Anatomy, var man ikke længere i tvivl; prædikatet ‘super’ var en underdrivelse af de helt store. Pladen er et mesterværk, og jeg indrømmer blankt, at jeg belønnede skiven med for få kranier. Otte styk har nemlig vist sig slet ikke at være nok, for hold da helt magle, hvor den plade voksede i tiden efter. Jeg bøjer mig i støvet og mener nu i bagklogskabens klare lys, at den burde have haft mindst et kranie mere.
Kvintetten er efter afsked med guitarist Danny Tunker blevet en kvartet, og de resterende medlemmer med respektive fortider i blandt andre Obscura, Necrophagist og Dark Fortress er nu endelig klar med deres tredje album, Numen. Det er langt hen ad vejen Alkaloid, som vi kender dem, men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, jeg ikke var en smule skuffet.
Selv de bedste kan ramme forkert
Med et mesterværk som Liquid Anatomy in mente, er det næsten uforskammet at forvente, at Numen er en plade af samme sublime støbning. På den anden side er det svært ikke at sammenligne. Som minimum kan man dog, de fire musikeres fantastiske evner taget i betragtning, sætte barren en anelse højere, end man ellers ville have gjort. De Lovecraft- og science fiction-inspirerede tyskere i Alkaloid er nemlig ikke bare hvem som helst, og de viser i dén grad også muskler lige fra pladens start. På åbningsnummeret, “Qliphosis”, kaster verdens mest undervurderede trommeslager, Hannes Grossmann, samt guitarist Christian Münzner, bassist Linus Klausenitzer og ikke mindst frontmand Morean sig direkte ud i løjerne. Her er gruppens extreme prog en gedigen blanding af progressiv melodisk death metal tilsat rigelige mængder fusionsjazz og instrumental showoff. Umiskendeligt Alkaloid. På efterfølgende “The Cambrian Explosion” fortsættes de gode takter, den dundrende dynamik og de medrivende melodier, men i et endnu højere tempo, der tilføjer thrash til listen over bandets mange facetter. Og som om man ikke allerede sad og hev efter vejret efter den hæsblæsende start, fuldendes tretrinsraketten med den slagkraftige single “Clusterfuck”. Efter Alkaloid-standarder er formlen her noget mere simpel, og sangens omkvæd fængende som bare pokker – næsten helt poppet (!) – men det klæder pladen med lidt balance i regnskabet; det må godt være let fordøjeligt i perioder, så lytteren kan restituere efter en krævende sonisk svømmetur i de stormfulde og snørklede prog-vande.
Efter den heftige start bliver der desværre lidt længere mellem de for alvor ophidsende passager. Bevares, intet af det, Alkaloid rører ved, er direkte dårligt, men bortset fra “A Fool’s Desire”, der er lækker oldschool death, der undervejs bliver melodisk prog a la Dream Theater, skal vi helt hen til pladens afslutning, før vi igen får smagsprøver på bandets talenter. Men det kommer vi til – først skal vi igennem det akustiske instrumentalnummer, “The Black Siren”, der egentlig er et fint lille mellemspil, mens titelnummeret, “Recursion”, og “The Folding” er ret så syrede og intetsigende. Eksperimenter skal altid være velkomne, men hvad der sædvanligvis kendetegner Alkaloid, kommer slet ikke i spil her og det er desværre første gang, jeg oplever bandet ramme helt forbi skiven. Men så er det trods alt formildende omstændigheder, at der som nævnt lukkes og slukkes med en genistreg. Den over tretten minutter lange afslutter, “Alpha Aur”, er intet mindre end fantastisk, og jeg tør godt kalde det et af de bedste numre, bandet til dato har skrevet. Det tåler virkelig mange gentagelser og trækker for alvor helhedsindtrykket af en ellers jævn plade i den rigtige retning.
Dejligt genhør med lidt skuffelser undervejs
Numen rummer i alt elleve skæringer, hvoraf fem er formidable, tre er anstændige, og de resterende tre er under middel. Det skaffer selvsagt ikke albummet en af de allerhøjeste karakterer. Dog er vi stadig i den pæne ende af skalaen, for når alt klapper, er Alkaloid direkte mesterlige, og den slags trækker op. Syv kranier er bestemt en rigtig fin karakter, men når vi taler Alkaloid, vil man også vide, at gruppen kan gøre det meget bedre. Det er uden tvivl den svageste af bandets tre skiver, omend fans stadig bør tjekke den ud. Guitar- og prog-entusiaster skal ligeledes give den et lyt, da der selvfølgelig er masser af lir og fede riffs spredt ud over det hele, og så kommer vi altså heller ikke uden om det faktum, at Numen rummer nogle yderst solide skæringer. Og kan I så lige tage at komme til Dannevang!
