Der skydes, i dækning!

Ukrainske 1914 er måske nok et relativt nyt og ungt band, men på rekordtid har de skabt sig et navn takket være især den forrige udgivelse fra 2019, The Blind Leading the Blind, som ikke modtog andet end ros og anerkendelse fra metalverdenen. Deres dystre kombination af black, death og doom metal har vist sig at være den perfekte genrekombination, når det drejer sig om at fortælle om en af de mest rædselsvækkende katastrofer i menneskehedens historie, nemlig Første Verdenskrig. Bandets tredje album, Where Fear and Weapons Meet, har nu ramt os, som var det en østrig-ungarsk mortergranat, og spørgsmålet er, om denne eksplosion vil efterlade et endnu større krater end The Blind Leading the Blind?

Kreativitet og nytænkning

1914 er ikke just det første metalband, der nogensinde har valgt at fokusere på Første Verdenskrig. Men der, hvor 1914 alligevel skiller sig ud fra den myriade af bands og udgivelser, der handler om ”krigen, som skulle ende alle krige”, er deres sans for detaljer samt historiefortælling. Normalt er lyrikken i black metal relativt ligegyldig, og vokalen begraves derfor ofte i mixet, da den som regel blot agerer krymmel på kagen. Men det memo har de ukrainske soldater tydeligvis aldrig fået, for Dmytro Kumars (også kendt som overløjtnant Ditmar Kumarberg fra Infanteri, Regiment nr. 147, 2. division) snerrende vokal gjalder så højt og tydeligt, at der ikke findes den kanon, der ville kunne overdøve hans forpinte galde. Men når man vælger at bruge tekster fra breve, som engelske officerer sendte til mødrene til de døde soldater, som lyrisk materiale, ville det være spildt – og nærmest respektløst – hvis det ikke var klart og tydeligt. Det er desuden de her detaljer, som er med til at hive Where Fear and Weapons Meet op på et usædvanligt højt niveau, for den autenticitet, det tilføjer albummet, giver musikken et dokumentarisk element – og dermed sættes der stor, fed sort streg under krigens rædsler og umenneskelighed. Ligeledes er bandets brug af diverse radioklip, taler med mere fra 1914-1918 kun med til at cementere ovenstående påstand.

1914 er heller ikke bange for at eksperimentere eller tænke ude af boksen, hvis det er det, der skal til for at skabe et bedre produkt. ”Coward”, en folkesang skrevet af Sasha Boole (Me and that Man), der på ingen måde er et metalnummer, men blot en deprimerende hymne om en britisk desertør, der bliver skudt. Det er rimeligt modigt at vælge at proppe sådan et nummer ind halvvejs igennem albummet, men den måde, som nummeret glider ind i den efterfølgende sang, ”… and A Cross Now Marks His Place”, er intet mindre end genialt. Det samme gør sig gældende, når det kommer til at benytte sig af Nick Holmes (Paradise Lost) som gæstevokalist på selv samme nummer, for hans vokal er en perfekt kontrast til overløjtnantens gutturale smerteskrig.

Rent musikalsk minder 1914 måske nok om en perlerække af andre bands, og der trækkes tydelige spor til Asphyx, Bolt Thrower, God Dethroned og Septicflesh. Men få bands formår at jonglere mellem knogleknusende dødsmetal, ugudelig dyster doom og maskingeværlignende black metal så nemt og elegant som 1914 – selv det at konvertere folkemusikeren Eric Bogles klassiker ”The Green Fields of France” fra en lidt sørgmodig hymne til et decideret depressionsbombardement fremstår totalt problemfrit. Det virker faktisk til, at intet er umuligt for denne ukrainske hær.

Bøj dig i støvet

Hvor The Blind Leading the Blind åbnede dørene for 1914, er det Where Fear and Weapons Meet, der stadfæster bandets eksistensberettigelse. Ikke nok med at vi bliver præsenteret for et overflødighedshorn af eminent sort og slimet dødsmetal som ”Pillars of Fire (The Battle of Messines)”, ”Don’t Tread on Me (Harlem Hellfighters) og ”Mit Gott Für König Und Vaterland”, men bandets detaljebevidsthed, historiefortællingsevner samt nysgerrighed og legelyst gør, at Where Fear and Weapons Meet ikke fortjener andet end ros, anerkendelse og direkte ærbødighed.