H.P. Lovecraft levede ikke forgæves

Sulphur Aeon kom første gang på min radar tilbage i 2018, da de udgav den fænomenale The Scythe of Cosmis Chaos, som vi (ligesom forgængeren Gateway to the Antisphere) kastede hele 10 flammende kranier efter. Scythe var bandets tredje album, men første gang jeg selv stiftede bekendtskab med dem – og hvilket bekendtskab det viste sig at være! Mangt et dødsmetalband er blevet stiftet som hyldest til horrorforfatteren H.P. Lovecrafts litterære værker, men få har gjort det med samme bravur som Sulphur Aeon. Blitzende riffs, dynamiske fills på trommerne og maniske temposkift er bagklædet til den forfærdende forestilling, mens forsangeren ”M” indtager rollen som sindssyg ypperstepræst, der formidler de frygtelige fortællinger om frygtindgydende intergalaktiske uhyrligheder med sine messende growls. Kvintettens diskografi er fyldt med perler for blackened death metal-entusiaster, såsom ”Incantation”, ”Titans" og ikke mindst den mastodontiske ”Lungs Into Gills”, som jeg sjældent går en dag uden at høre. Ja, jeg vil gå som langt som til at kalde Sulphur Aeon for et af de bedste dødsmetalbands i nyere tid. Det var derfor en no-brainer for mig, da Seven Crowns and Seven Seals dukkede op på redaktionens online-opslagstavle. Den nåede dog ikke at være i ørerne i mange minutter, før min begejstring ebbede ud.

This one time, at cosmic horror band camp…

Konceptuelt er Seven Crowns and Seven Seals en hyldest til Azathoth, der ikke er hr. hvem-som-helst. Som næsten alt andet i Lovecrafts horrorunivers er Azathoth en skabning, hvis kræfter og funktion er genstand for megen spekulation. Den gode Howard var notorisk tro mod sit koncept gennem hele sit forfatterskab og gav sjældent specifikke detaljer om menneskehedens kosmiske overherrer, men alene små bidder til læserens egen fortolkning.  Den gængse teori er, at Azathoth er en almægtig skabning af ufattelig størrelse, der lever i midten af universet, og de facto fungerer som den øverste ”guddom” i Cthulhu-mytologien. Derude, midt i det mørke ingenting, sover han til lyden af kaotiske melodier fremført af frygtelige skabninger, der febrilsk spiller på deres fløjter og trommer for at fastholde Azathoth i sin søvn ud i al evighed. Hvorfor? Fordi al fysisk virkelighed skabes (og alene eksisterer) i denne monstrøsitets drømmeverden; universet ophører med andre ord med at eksistere i det sekund, han måtte vågne. Så koster det altså i bødekassen, hvis den tværfløjte forlader læberne så meget som et sekund! Men ak, hvis det har været Sulphur Aeons mission at sikre, at Azathoth ikke vågner lige foreløbigt, så har de ramt plet. Fra et eksistentielt synspunkt er det selvfølgelig prisværdigt, men for de af os, der havde håbet at blive beriget med endnu et black/death/doom-gadekryds i verdensklasse, lever Seven Crowns and Seven Seals desværre ikke op til forventningerne.

Lad os starte med det positive: uagtet alle mine frustrationer, så er Sulphur Aeon uomtvisteligt nogle rigtigt dygtige musikere, og rent musikalsk er Seven Crowns and Seven Seals et ganske hæderligt værk. Hvis du bare skal bruge noget ildevarslende baggrundsmusik til din D&D-aften med vennerne, så kan numre som ”Hammer from the Howling Wind” og ”Arcane Cambrian Sorcery” så rigeligt klare jobbet. Hvis du ”bare” gerne vil høre udmærket dødsmetal, er albummet et stensikkert køb. Jeg har såmænd også fuld respekt for, at man som musiker ønsker at eksperimentere i stedet for bare at træde vande. Men eksperimenter kan jo som bekendt fejle, og det må desværre siges at være tilfældet her – i hvert fald, hvis man holder bandet op imod dets egne standarder. Det præger selvfølgelig karaktergivningen, og min mavesurhed i det følgende skal læses med dét forbehold, for isoleret set er der altså tale om en udmærket udgivelse inden for genren.

Med alle høflighederne af vejen: Der mangler slet og ret noget tyngde sammenholdt med bandets tidligere udgivelser. Sulphur Aeons genistreg har altid har været selve produktionen, specifikt designet til at forstærke den ominøse atmosfære og aktivere lytterens ”fight or flight”-mekanisme i en sådan grad, at man ubevidst tager sig selv i at gribe efter knivene i køkkenskuffen. Denne signatur-atmosfære er dog ikke til stede på Seven Crowns and Seven Seals, hvor produktionen er markant mere skarp end på de tidligere udgivelser. Det giver en større tydelighed på instrumentalsiden, og det er selvfølgelig positivt, hvis man blot ønsker at nyde, hvor teknisk dygtige tyskerne er på deres respektive instrumenter. Men det er på bekostning af tidligere tiders klaustrofobiske kompakthed, og efter seks gennemlytninger savner jeg stadig fornemmelsen af, at jeg ligger på offeralteret hos en dødskult og afventer min skæbne til ekkoet af tordnende trommer mod algebefængte tempelvægge. Jeg kan sagtens høre, hvad Sulphur Aeon gerne vil. Ambitionen har med al ønskelig tydelighed været at skabe noget mere profetisk, mere højtravende, men det er ikke veleksekveret. Det er blevet alt for poleret, alt for spacey og alt for melodiøst. Introen til titelnummeret lyder 1:1 som introen til ”Tech Noir” af det britiske synthwaveband (!) Gunship. Generelt er overforbruget af synth blandt Sulphur Aeons største syndere på Seven Crowns and Seven Seals. Man føler sig hensat i en søvndrukken ketamintåge, hvor man med jævne mellemrum hviskes lidt ligegyldigt kattejammer i ørerne. Det er næsten provokerende, når man samtidig får demonstrationer på, hvilket band Sulphur Aeon kan være, når de træder sømmet i bund – hør for eksempel føromtalte ”Arcane Cambrian Sorcery” (albummets bedste) samt guitarsoloerne på ”Usurper of the Earth and Sea” og ”The Yearning Abyss Devours Us All”. En skarp påmindelse om, at et højt niveau er noget, man når, og ikke noget, man har.

Seven CrownzZz and Seven SealzZz…

Seven Crowns and Seven Seals har fået rigtig mange pæne ord med fra andre metalsites, og generelt bedre karakterer end den, der er givet af overtegnede. Jeg vælger dog at fastholde, at en overflod af gospelagtige virkemidler, navlepillende, pseudo-Pink Floyd guitar-pingeling og Frank Jensen-hviskerier i øret ikke er det lydbillede, hvor Sulphur Aeon præsenterer sig bedst. Jeg vil til enhver tid anbefale alle dødsmetalentusiaster at høre tyskernes diskografi fra ende til anden, men start for Cthulhus skyld med debuten Swallowed by the Ocean’s Tide. ”Sie sind hier” hvisker frontmanden ”M” på intronummeret ”Sombre Tidings” med henvisning til vores alles udenjordiske overherrer. Sulphur Aeon dukker desværre aldrig rigtig selv op på Seven Crowns and Seven Seals.