Når thrash bliver cool
Det danske thrash-band Thus blev kåret til Årets Danske Håb i 2024 her på redaktionen, og debuten fra samme år, The Terminal Condition of Existence, scorede en flot karakter på siden – det samme gjorde deres Copenhellkoncert i 2025. Med benhårde riffs, kompromisløs intensitet og et band, der kun synes at have accelereret siden debuten, var spørgsmålet nu, om Thus kunne løfte forventningerne endnu en gang denne kolde aften. Forhåbentlig ville energiniveauet igen ramme det nådesløse gear, som tidligere har gjort dem til et af landets mest lovende thrash-navne.
Benzin til knallertbøllerne
Hvis man vil have sendt pitten i centrifugerende cirkelbevægelser, skal man blot sætte Thus på scenen. Hele salen var et opkog af energiudladninger til tonerne af ungdommens nye bud på klassisk thrash. Man fik næsten lyst til at iføre sig fingerløse læderhandsker og gasse op på den gamle Puch Maxi, når Tobias Pejs Hornstrup gearede op i guitarens riffs. Dog havde Thus den hæmsko, at den begrænsede spilletid ikke gav plads til pauser. Det medvirkede til, at man undervejs nåede at blive en del forpustet af det hæsblæsende tempo, og da der ikke var meget variation i fremdriften, blev det hele lidt ensformigt i længden. Manglende publikumskontakt til trods var Thus’ spilleglæde dog ikke til at tage fejl af. Frederik Jensens stemme fejlede intet og leverede klassiske, lækre growls, hvis vindstød blæste lytteren helt tilbage til dengang, far var dreng med langt hår og et splinternyt knallertkørekort. Deres inspiration fra blandt andet melodisk dødsmetal friskede lydbilledet op, men jeg savnede stadig flere nybrud, der kunne bryde bandets ellers noget klassiske udtryk. Lyden i salen forekom ikke helt ideel, og måske medvirkede dette til, at der manglede en del basbund i lydbilledet. Dette gjorde sig dog ligeledes gældende, da jeg sidst så dem spille. Måske er det en gennemgående tendens ved deres livekoncerter, for på studieversionerne af sangene fungerer basbunden upåklageligt. Thus’ trommeside er udpræget klassisk, og jeg savner mere rytmisk variation … omend der ikke er noget som et dugga-dugga-taktslag til at sende pitten i omdrejninger.
Nostalgiporno for dinosaurer
Nogen har sagt, at meget moderne thrash er forældet nostalgiporno fra en svunden tid, som det blot vil resultere i en lam remake af Jurassic Park at genoplive. Den nogen var vist mig. Det er dog heldigvis lovligt at blive klogere, og bands som Thus har siden vist mig, at thrash sagtens kan udvikle sig og vokse, når den blandes med elementer fra for eksempel melodisk dødsmetal. Thus forstod så sandelig at oppiske stemningen og at genoplive thrashens gamle dinosaur denne aften. Der er stadig plads til forbedring, men forholdene taget i betragtning leverede de en glimrende koncert at køre knallert til.
