Battle Born

De britiske legebørn i Battle Born rykkede rollespillet ud af den mørke skov og ind på scenen, da de indtog den med flamingohåndvægte og plastiksværd. Umiddelbart virkede det som en lidt spøjs booking at kombinere power metal med chokrockinspireret 80’erthrash. Min undren over aftenens lineup blev ikke mindre under koncerten, men på trods af den lidt umage parring af genrer var det umuligt ikke at være underholdt. Trommeslager Charles Lamacraft-Perrett var det eneste af bandmedlemmerne, der på noget tidspunkt stod stille. Guitaristerne Will Kerr samt Tom O’Dell og bassist Matt Hudson tonsede ørkesløst frem og tilbage over scenen, og forsanger Jack Reynolds havde mere energi end en Duracell-kanin på speed. Rytmerne rullede hurtigt ud over scenen og beredte publikum på kamp. Særligt “Battle Born” havde fart over feltet, og under deres nyeste single, “One on One”, blev der i den grad dømt fællessang. Man smittedes af bandets store spilleglæde og blev helt rundtosset af at se dem snurre i cirkler med høj guitarføring og endnu højere humør. Der kunne dog godt have været større variation i sætlisten, da ens ører undertiden blev mættet af de hæsblæsende harmoniers højspændte tempo. Kompositionerne mindede om dem, som man har hørt før fra et hav af lignende power metal-bands. Battle Born har således endnu ikke fundet deres eget, karakteristiske præg, der skiller dem ud fra mængden af læderlændeklædeklædte rollespilsnørder. Kerr og O’Dell leverede flere fine soloer med fingrene flyvende over guitarernes rødglødende strenge. Lamacraft-Perrett sendte trommerne ud på slagmarken, hvor de kæmpede en brav kamp, og ved slagets ende var hver en rytme slagtet. Reynolds kaldte de firbenede tropper sammen med sin hundefløjte af en stemme, hvis toneleje flere gange steg mod tenorens tinder. Han udviste således en imponerende ambitus og stor sangteknisk kunnen, men det blev lidt trættende at lytte til i længden. Under koncerten håbede man på, at han snart ville give både sine lunger og vores ører en pause og trække vejret. Det var dog heldigt, at han formåede at svinge stemmebåndene højt, for der var lidt udfordringer med lyden, da mikrofonerne for eksempel af og til helt blev overdøvet af de andre instrumenter. For fans af power metal var det en fest, mens dem, der blot kom for at opleve W.A.S.P.s genoplivning af 80’ernostalgien, fik sig lidt af en overraskelse. De skulle nok have spurgt om lov, før de tog til rollespil i den mørke skov.

7/10

W.A.S.P.

Kapabel eller kaput?

De skortede hverken på selvtillid, charme eller lækkert hår, da W.A.S.P. først tordnede frem, og deres plakater hurtigt blev fast inventar på 80’ernes teenageværelser. ’We’re never getting old!’, proklamerede forsanger Blackie Lawless på hittet “I Wanna Be Somebody”, som både åbnede deres debutalbum og koncerten. Det løfte kunne de dog ikke holde. Ingen er for seje i kødet til at blive gennemtygget af tidens tand, og W.A.S.P. er blevet gamle. Det kan man ikke klandre dem for, selvom bandets alder var på alles læber denne aften. Alle i salen sendte en stille bøn op til DIO og de andre rockguder om, at Lawless ikke som visse andre fra sin generation var visnet med tiden og havde tabt både stemme og forstand. Det lovede godt inden koncertens start, og publikum begyndte allerede at huje, da Lawless’ skinnende hvide lædercowboystøvler kunne skimtes bag scenetæppet. W.A.S.P.s debutalbum er generelt en ren hitparade med klassikere som “L.O.V.E. Machine” og rocksjæleren “Sleeping (In The Fire)”, og der var således meget at se frem til. Forventningens glæde blev særligt pirret, da et par stage hands opstillede et forvokset sølvskellet midt på scenen. Det mindede mest af alt om en campy spøg og skæmt-version af Korns H.R. Giger-mikrofonstativ. Således ventede man i spænding på, om W.A.S.P. kunne levere det show, som kulisserne lovede, eller om de ligesom den discman, der udkom samme år som albummet, var blevet kaput og burde kasseres til alderdomshjemmet.

Still filthy

Selvom W.A.S.P. var lidt for stivbenede til helt at gøre Battle Born kunsten efter med maratonløb over scenen, præsterede de alligevel at ryste liv i de gamle læderklude. Bandet leverede albummets hits dampende varme, som var de lige udkommet frisk ud af ovnen, og publikum tog imod dem med vidt opspilede munde. Lawless sang glimrende – næsten lidt for glimrende. Flere blandt publikum debatterede efter koncerten, hvorvidt W.A.S.P. havde gjort som KISS på Copenhell og anvendt playback. Det er plausibelt, for mellem numrene bevægede Lawless’ mund sig flere gange, uden at publikum dog kunne høre de ord, der blev udbasuneret til de andre bandmedlemmer. Særligt trommeslager Aquiles Priester lod til at få et par røfler med under koncerten, selvom han generelt spillede upåklageligt. Måske ser hans ansigt bare sådan ud, men Lawless lignede en, der har lyttet til soft jazz som ventemusik i tre timer, men stadig er nummer to i telefonkøen. Hans slette lune gik dog ikke ud over musikken (men det er også svært, hvis denne er optaget på forhånd). Guitarist Douglas Blair Lucek bar hele publikumskontakten på sine brede skuldre og formåede at spille sig godt ud over scenen med velklingende soloer, sære grimasser og masser af øjenkontakt med masserne. Særligt under “The Flame” formåede han at tænde ild under publikum, og 80’ernes tidsånd blev vakt så meget til live, at man næsten kunne lugte hårsprayen og sololien. Uden Luceks engagement havde det virket, som om bandet ikke rigtigt gad være der, men blot lirede hits af, som de egentlig var blevet trætte af at spille efter 40 år. Ét hit blinkede dog som et fyrtårn ved sit fravær: den sang, der sendte et ramaskrig gennem Amerika, da den ramte radioerne og gjorde bandet berømt og berygtet. Det kan ikke have været bornerthed, der fik W.A.S.P. til at kassere “Animal (Fuck Like a Beast)” fra sætlisten, for de havde ingen kvababbelser over “On Your Knees”. Folkene bag Filthy 15-listen, der oprindeligt fik fjernet sangen fra albummet, har åbenbart sat sit præg på bandet. Det var ærgerligt, for koncertens sætliste kunne have brugt det ekstra skud energi, som sangen ville have givet. Derudover manglede “Show No Mercy” og coveret af “Paint It Black”. Begge sange kom først med på senere genudgivelser af albummet, så deres fravær kan undskyldes, selvom de var savnede. 

7/10