Thy Art Is Murder i Amager Bio den 2. oktober 2023
Foto: Rolf Meldgaard · Se flere billeder i galleriet

Thy Art Is Murder

Amager Bio, København S

Officiel vurdering: 8/10

Thy Art Is Murders nye frontmand var klædt på til kamp, men blev taget godt imod af publikum i Amager Bio, hvor luften var mættet af sved og symbolik.

Fra sofa til show

Hvad gør man, når stjernen er blevet sat af holdet, og man bliver bedt om at spille hans plads i de kommende yderst vigtige kampe? Man tager en dyb indånding – og så giver man den gas.

På samme måde gik Tyler Miller fra med egne ord at sidde i sofaen det ene øjeblik til at turnere med de australske deathcoreveteraner Thy Art Is Murder det næste. Miller har hidtil slået sine folder hos landsmændene i Aversions Crown, men blev i al hemmelighed rekrutteret af de øvrige medlemmer af Thy Art Is Murder som erstatning for forsanger Chris ”CJ” McMahon. Dette vel at mærke inden McMahon eller nogen anden vidste, at han skulle afskediges.

Med en pladeudgivelse, en uskøn fyring, et højspændt drama og en ulmende shitstorm i bagagen tog australierne inklusive Tyler Miller således i slutningen af september hul på den turné, der bragte dem til Amager Bio en våd og lun efterårsaften.

Destroyer of 80’er-pop

Ikke færre end tre potente opvarmningsbands havde fyret op under publikum, hvis tålmodige venten på hovednavnet blev belønnet med alt godt fra skuffen med 80’er-pophits. Efter en lige dele rørende og løjerlig fællessang til a-has ”Take On Me” troede man ikke, det kunne blive meget mere særpræget, men Thy Art Is Murder havde skam taget medbragt lidt 90’er-krydderi i form af eurodancehittet ”We Like to Party” med Vengaboys!

Det var således på flere måder en lettelse, da aftenens hovednavn lod sig åbenbare på scenen med den tunge ”Destroyer Of Dreams”, der trods – eller måske netop på grund af – sit lidt slæbende tempo fungerede rigtigt godt som åbningsnummer.

Herefter fik vi mulighed for at høre klassens nye dreng gøre sig i bandets ældre materiale, nemlig ”Death Squad Anthem” og ”Make America Hate Again”, inden ”Blood Throne” fra det fremragende nye album Godlike rev publikum rundt.

Riffs? Hvilke riffs?

Halvdelen af aftenens 14 numre lange sæt var hentet fra nyudgivelsen, og de blev taget endog rigtigt godt imod af et entusiastisk dansk publikum. Det samme gjorde Tyler Miller, der klogeligt undlod at kommentere bandets kontrovers med forgængeren og i stedet blot kort og koncist præsenterede sig selv.

Der var ikke megen hjælp at hente hos resten af bandet, hvor hvert medlem passede sit instrument og lod frontmanden om at interagere med publikum. Men de spillede så også rigtigt godt – stramt og uden slinger i valsen – selv om lydforholdene gjorde det svært at høre navnlig leadguitaren for rytmesektionens bulder og brag. Det ødelagde desværre lidt de mere riffbårne numre som den blændende ”Join Me in Armageddon”, hvilket stod meget klart, da guitarerne efterfølgende rent faktisk kunne høres på den ligeledes blændende og langt mere afdæmpede ”Bermuda”.

Symbolsk snevejr

Tyler Miller gjorde en endog rigtigt god figur og havde ikke behøvet den militære kampvest, han med en nærmest morbid symbolik havde iført sig til lejligheden. Den lumre luft i Amager Bio var i det hele taget tyk af symbolik denne aften: Foruden frontmand Millers kampvest lod bandet to gange snevejrslignende konfetti drysse ned over publikum.

Det kan godt være, vi er ude i en dansklærerfortolkning her, men lur mig om ikke snefnuggene er en hilsen til alle dem, der efter Chris ”CJ” McMahons exit har svinet Thy Art Is Murder til på sociale medier. McMahon blev blandt andet fyret på grund af nogle uheldige ytringer i en onlinedebat om transseksualitet, og det har altså fået en vred skare til at kaste om sig med regnbuevittigheder og spotske prædikater. Blandt andet betegnelsen ”snowflake”, der angivelig henviser til nogen som værende særligt sarte og krænkelsesparate.

Ud over et par enkelte, der ganske kortvarigt benyttede intermezzoet før ekstranumrene til at råbe på ”CJ”, syntes modstanden at være noget nær fraværende her til lands. Thy Art Is Murder blev vel modtaget, og bort set fra det til tider ujævne lydmix og en unødvendig rumklang på Millers dybe growls spillede bandet en rigtigt fin koncert på dansk grund.

SÆTLISTE
Destroyer of Dreams
Death Squad Anthem
Make America Hate Again
Blood Throne
Join Me in Armageddon
Bermuda
Human Target
Holy War
The Purest Strain of Hate
Godlike
Keres
Everything Unwanted
Reign of Darkness
Puppet Master