Nu metal med hjerte og groove
De californiske pionerer i P.O.D. slog for alvor igennem omkring årtusindskiftet med deres helt egen cocktail af nu metal, raprock, punk, reggae og alternativ metal. På papiret burde det næsten ikke fungere. Men med albummer som The Fundamental Elements of Southtown og især Satellite ramte de en nerve, som stadig mærkes i dag. “Alive”, “Boom” og “Youth of the Nation” var ikke bare hits. De var tidslommer og lyden af MTV, discmen og alt for store cargo-shorts.
Mindre spektakel, mere sjæl
Hvor mange bands i dag bygger enorme produktioner med visuals, pyro og millimeterstyrede cues, føltes koncerten med P.O.D. denne fredag på Copenhell næsten befriende analog. Fire mand. Instrumenter. Sange. Publikum. Mere skal der egentlig ikke til. P.O.D. forsøgte ikke at imponere med tricks, de ville have forbindelse til publikum.
Sonny Sandoval i front havde et imponerende nærvær. Han både sang, rappede og råbte med sin karakteristiske rå kant, som vi alle genkender, fra dengang de brød frem for mere end 30 år siden. Men hans menneskelighed bar showet frem. For han var langt fra den klassiske utilnærmelige rockstjerne. Han var mere den karismatiske fyr i vennegruppen, der samlede hele rummet. Og til denne koncert samlede han så hele pladsen foran Hades, som sjældent har været bedre pakket end her.
Mens sveden løb ned ad ryggen, fik armene gåsehud, mens klassikerne blev fremført med tunge riffs, små melodiske detaljer og reggae-inspirerede rytmer, som alle dage har været deres signatur. Sammenspillet mellem bandmedlemmerne er limen i hele maskineriet. Det var stramt, organisk og med en bounce, som mange tungere bands mangler. Og det var synligt helt tilbage mod bakken. For menneskemængden bølgede til rytmerne, og lige som det næsten blev for sommerferievuggende, så ramte “Satellite”, pulsen ændrede sig, og 90’erne ramte os lige i solar plexus. “Alive” gjorde publikum euforiske, og “Youth of the Nation” fik publikum til helt gnidningsfrit at rulle fra pit til fællessang. Og det er i denne forløsning, P.O.D. står allerstærkest. For hvis jeg sammenligner med mange yngre bands, så savner jeg nok et ekstra gear. Havde vi behøvet, at de spillede Beatles for eksempel? Nej. Kunne vi have brugt et gear op til gengæld? Ja, tak. Og deres nyere materiale savner lidt oomf, da lyden ikke i mine ører rigtigt har fulgt med tiden. Samtidigt havde de ikke fået legendestatus som de gamle nu, og derfor landede de heller ikke på samme måde live. Men de fleste fremmødte så dog virkelig tilfredse ud, når fællessangen indfandt sig igen. Så hvis det var det, man kom for, så var man helt sikkert gået glad derfra. Jeg er dog ikke ligefrem overbevist om, at de fik sikret sig nogle nye fans denne dag. Deres bounce og tilgængelighed kan tolkes som modenhed, men for dem i publikum, der ikke hørte det i 90’erne, kan det opleves som en anelse tamt.
Der var du jo, min gamle ven
Ahh ja, nostalgiens vingesus flyver højt i disse dage, og gensynet med P.O.D. fredag eftermiddag var både en fornøjelse og lidt tamt. Efter et par dage i Helvede med flere urimeligt gode og hårde koncerter fremstod P.O.D. som lidt af en tidslomme på godt og ondt. Men P.O.D. har heller aldrig forsøgt at bevise, at de stadig er fremtiden. De mindede os til gengæld om, hvorfor de betød noget til at begynde med. Forbindelsen til vores allesammens gamle reggae-rappende ven er der stadig. Mine knæ gør bare mere ondt nu end dengang. Men da mine teenageårs omkvæd ramte, så skrålede jeg med, præcis som alle andre foran Hades gjorde det.
