Satan is real, but you’ve got a friend in Jesus
Area 53-festivalen finder sted i den østrigske by Leoben og har eksisteret siden 2017 – dog med pause på grund af corona . I 2017 var det en endagsfornøjelse, men festivalen har langsomt vokset sig større og løber nu over tre dage med mulighed for camping. På trods af, at festivalen gæstes af store navne, er det en relativt billig fornøjelse: Festivalbilletten kostede 109 euro (cirka 800 kr.), og man skulle kun af med 35 euro (cirka 250 kr.) i gebyr for campingpladsen, der er udstyret med toiletter, brusere, madboder – og bistand fra oven i form af festivalens helt egen Jesus, der lavede en pilgrimsvandring om lørdagen og gennemgående sørgede for god stemning på festivalpladsen. Area 53 er ikke dedikeret til en bestemt genre inden for metal, så de 27 optrædende bands ramte et bredt spektrum fra det livsbekræftende og melodiøse til det mørke og grusomme; således var publikum også meget diverst, men alle hyggede sig med hinanden. En kunstner, hvis navn i særlig grad skilte sig ud, var Jazz Gitti, der mest lød, som om hun var gået forkert i byen, men det var slet ikke tilfældet, for selv om det drejede sig om en 77-årig dame, der underholdt med schlagermusik, var det noget, publikum elskede og passioneret sang med på. Køen til hendes meet and greet var tre gange længere end til de andre kunstneres, så hun skrev autografer under de to efterfølgende koncerter.
Værd at skrive hjem om
Festivalens headlinere var blandt metalgenrens creme de la creme og gjorde en flot indsats, hvilket man kan læse om i anmeldelserne af disse: Feuerschwanz, Kreator og Hammerfall, så dette indlæg skal beskæftige sig med de andre grupper, der gjorde det mindst lige så godt. Jeg kommer med en præsentation af de bands, jeg ville give otte eller flere kranier. Andre af de mere kendte bands som for eksempel Soulfly, Wind Rose og Crypta gjorde det pænt, men ikke så flot som dem, der følger her:
Trouble in the Neighborhood
For mig var festivalens ultimative højdepunkt det lokale band Trouble in the Neighborhood. De leverede lørdag eftermiddag et enestående og yderst overbevisende show, selv om der var ret tomt foran scenen, fordi alle stod i kø til at få en autograf af den folkekære Jazz Gitti eller gemte sig i skyggen for den gloende hede. Men de, der havde fundet sig en fin plads i nærheden af scenen, vippede anerkendende med deres solbrændte hoveder – og det af god grund, da bandet på charmerende vis formår at være “retro” og nyskabende på samme tid.
Og hvis det ikke allerede er grund nok til at være absolut forelsket i deres musik, fik lytterne en mundharmonikasolo med i købet. Siden bandets opstart har de fem bandmedlemmer kun udgivet EP’en Stoned from Life, men den 10. juli 2023 udgav de en ny single ved navn “Freeman”, så der er måske håb om en plade fra dette fantastiske band. Så 10 kranier af 10 mulige med kryds og slange herfra! Og hvis du godt kan lide stoner- og/eller psykedelisk rock, så vil jeg varmt anbefale at give dem et lyt med det vuns!
Beast in Black
Længe har finske Beast in Black været et band, som jeg ikke har skænket synderligt meget opmærksomhed. Men da de kom ind på scenen fredag aften, kunne jeg undre mig over, hvorfor det egentlig var tilfældet. For bandet havde gennemgående en god kontakt til publikum, og lydmæssigt var der – udover nogle få opstartsvanskeligheder – ikke noget at sætte en finger på. Der blev skruet op for sanger Yannis Papadopoulos’ mikrofon, og så gik det ellers derudad med en god omgang powermetal fra øverste skuffe. En sang, der både på grund af sit opløftende budskab og det medrivende omkvæd var et af koncertens højdepunkter, var “No Surrender”. Et andet nummer, som var en sand glæde at se og høre, var “Sweet True Lies”. Her var det dog særligt publikums indsats, der overbeviste, for der er intet bedre end at se en masse metalhoveder synge med på “Baby, baby, tell me more of your lies…”. Alle bandmedlemmer så ud til at være oprigtigt glade for at være kommet frem til Leoben, for de havde – ligesom Hammerfall – haft udfordringer med transporten, da de var fløjet ind fra Helsinki om formiddagen. Trommeslager Atte Palokangas fik lov til at vise, hvad han kunne, og leverede en vild trommesolo. Alt i alt var det en megafed koncertoplevelse, og jeg kan varmt anbefale, at det danske publikum giver dem en lytter, når de kommer til Danmark i forbindelse med Epic Fest i januar 2024!
Dust Bolt
Da det tyske thrashmetal-band Dust Bolt trådte ind på scenen torsdag eftermiddag, stod det ned i stænger, og størstedelen af de fremmødte havde fået sig en regnponcho på, som man kunne få helt gratis i den lokale radiostations bod. Men det skulle skam ikke hindre nogen i at moshe til den store guldmedalje! Dust Bolts musik var båret af en tung lyd, der gik rent ind og rensede øregangen – på den gode måde. Vi fik masser af fede guitarriffs, og bandets ihærdige og energiske udstråling fik også gang i festivalens første crowdsurfer. Da sanger og guitarist Lenny B. så forlod scenen for at stille sig ned i menneskemængden med guitar og mikrofon, opstod festivalens største circle-pit omkring ham, da han talte ned fra fire. Et fedt syn – også for den, der bare pænt kiggede på. Derudover kan I glæde jer til, at bandet udgiver et nyt studiealbum i februar 2024.
Angus McSix
Da jeg så, at Angus McSix var på plakaten, blev jeg faktisk ret irriteret, for jeg var overbevist om, at Thomas Winkler var rigtig træls og dårlig til at synge. Men jeg æder hermed det hele i mig igen! På trods af, at hans entré på scenen var ret mislykket, da han snublede i sin guldkappe, og det ene skulderpolster faldt af (det bekræftede naturligvis mine fordomme), så varede det ikke mange minutter, inden Angus havde alle publikummer på sin side. Ja, Angus er hans navn, for han måtte konstatere, at nogle troede, at han var Angus McFive, andre at han var Angus McSix og andre igen, at det var Angus McSeven, så til en melodi, der til forveksling mindede om introen til AC/DC’s “Thunderstruck”, brølede vi alle “Angus!”. Han meddelte også publikum, at han var færdig med enhjørninger og drager, hvilket sangen “Laser-shooting Dinosaur” var et vidnesbyrd om. Man kunne godt have mistanke om, at der var lidt backingtrack i spil, for bandet bestod af to guitarister – den karismatiske og kun 23-årige Thalìa Bellazecca samt Orden Organs Sebastian Levermann, der begge assisterede på kor – men havde ingen bassist. Levermann holdt sig fornemt tilbage og bar maske under forestillingen, mens Thalia tog kontakt til publikum og bad dem om at skrige som amazoner i introduktionen til “Amazons of Caledonia”. Da der skulle være plads til mere spas og fjolleri, fik Mr. Baffo fra Nanowar of Steel chancen for at blive en “Eternal Warrior”, hvis han kunne ride hen til baren og hente øl på en “plastic pegasus of steel”. Efter flere forsøg lykkedes dette forehavende, og koncerten kunne fortsætte med afstraffelsen af en stakkels goblin og sangen “Just a Fool Will Play Tricks on Angus McSix”. Thomas Winkler beviste sine kvaliteter som selvironisk entertainer, og lyden var i orden, så der er 8 af 10 laserskydende dinosaurusser herfra!
Kommende stjerner?
Præcis som Wacken har Area 53-festivalen også en konkurrence for metalspirer, og denne løb af stablen den 29. april 2023. De to vindere blandt 74 kandidater var Dead Territory og Streambleed, der optrådte henholdsvis torsdag og lørdag, hvor de måtte spille 30 minutter hver. Dead Territory åbnede festivalen med melodisk dødsmetal og gjorde en pæn indsats. Vokalen, der skiftede mellem clean sang og growl, var ikke så tydelig, men der var ordentlig knald på trommer og guitar. Streambleed spiller groovemetal, og her gik sangerens vokal rigtigt fint igennem: Man kunne både forstå hans growls og den clean sang. De andre bandmedlemmer var også rutinerede og leverede et eminent show.
En nejer og en trællert
Desværre bød fredagen på to bands, der ødelagde min personlige festival-oplevelse lidt. De skal alligevel omtales, da mange af de andre festivalgæster så ud til at nyde disse kunstnere. Gutalax kommer fra Tjekkiet; de spiller grindcore og synger om emnet lort. Allerede ved mit besøg i det lokale byggemarked om torsdagen undrede jeg mig over, at folk, der tydeligvis var festivalgæster, købte wc-rensere og svuppere, men det blev straks opklaret, da folk mødte op til denne koncert i beskyttelsesdragt viftende med deres respektive lokumsutensilier. Det var meget underholdende og gjorde, at man kunne holde denne koncert ud, hvor alle sange lød akkurat ens, fordi der ikke blev sunget, men kun lavet lyde. Og så hjælper det altså ikke, at man har fundet på kreative sangtitler som “Fart fart away” eller “Diarrhero”!
Nanowar of Steel fra Italien er et andet band i samme boldgade, men det betegner i det mindste sig selv som en parodi. Bandet har helt klart en særlig egen underholdningsværdi, men musikalsk set er det et lidt haltende foretagende: Det skulle være powermetal, men samspillet mellem musikerne manglede ved denne koncert, så der var mere kaos end konsensus. I forbindelse med “Il Cacciatore Della Notte” skulle publikum ikke blot synge med, men også bruge deres hænder til at illustrere perleuglen, som denne sang er en hyldest til. For at man ikke skulle være i tvivl, havde Nanowar medbragt deres helt egen perleugle, der dansede for. Og i sin introduktion til “Norwegian Reggaeton” fortalte sanger Mr. Baffo, at de havde fået opskriften på røget laks af Varg: Man skal bare fange en laks, dræbe den, lægge den ved siden af en kirke, som man så skal brænde af. Også IKEA-kataloget har tjent som inspiration for de morsomme italienere. Det så og hørte man under “Valhalleluja”, hvis tekst absolut ikke giver mening, men blev tydeliggjort ved, at den anden sanger Potowotominimak skulle nå at skrue et LACK-sofabord sammen, inden sangen var forbi. Kort sagt: Der var mere til øjnene end til ørerne!
Hvor mange cigaretter kan du ryge? Dem alle!
Alt i alt var det en virkelig god festival, hvor der var styr på organisationen; for eksempel blev tidsplanen overholdt til punkt og prikke, og køen til mad- og drikkeboderne var aldrig særlig lang. Priserne holdt sig også inden for rimelighedens grænser, der var et stort udbud af merch, og medarbejderne var virkelig flinke og imødekommende. To ting, der dog trækker ned, er, at ikke-rygere ikke har nogen mulighed for at trække vejret uhindret. Da størstedelen af de fremmødte tilsyneladende var kæderygere, ville det give mening med et ikke-ryger-område. Den anden ting, der kunne arbejdes på, ville være muligheden for betaling med kort i de forskellige boder.
