Blå blink og kama sutra
Har man på den ene eller den anden måde generet ordensmagten, er der adskillige måder, man kan blive immobiliseret på. Håndjern eller strips er et gennemgående tema, og er man flere, kan man endda få en tur i det famøse futtog. Peberspray er også ganske effektivt, og har man været træls i en længere periode, er en gang bly sidste udvej. Den klassiske benlås er dog fjernet fra sortimentet, efter at denne type immobilisering har ført til både hjerneskade og død grundet luftmangel. Savner man dog lidt spænding i hverdagen, så kan benlåsen stadig opdrives i form af bandet Benlås, der i december var klar med ep'en Benlås #2.
Villakvarteret trænger til en rusketur
Med et slag god gedigen rock, der hverken er bleg for at kigge til punken eller hardcoren, så burde der da også være rig mulighed for at tabe pusten.
“Grow Up” åbner ep'en udmærket, i hvad man næsten kunne kalde klassisk lettilgængelig småpunket hardrocket stil. Det fungerer, men der mangler noget særpræg for at være rigtig interessant. Her kommer vi så til “Nabostrid” og “What if What”. Farlige Typers lettere frustrerede hverdagsproblematik-rock, der får hjælp af Kvelertaks håndmadsuddelende hardcorerock i skøn fængende forening. Især “Nabostrid” med sit selvsikre, mørke, nærmest militante vers og lækkert flabede omkvæd er lyden af dig, der har givet din nabo et par borgerlige ord om hans gamle plæneklipper og larmende møgkøtere og nu endelig kan nyde en kold øl i liggestolen i fred og ro. Håndtering af hverdagens småproblemer i en familieorienteret hardcore rock-manér er en glimrende, men alt for lille nichegenre. Og apropos familieorienteret, så er “What if What” meget tæt på at være lige netop en sådan udgave af Kvelertaks Splid. Ja, det kunne være fedt at fræse landevejene tynde på en Puch Maxi med gutterne, men Benlås ved godt, at du har kedelige voksenforpligtigelser, og lader dig i stedet få følelsen, mens du og gutterne tager familiens stationcar en tur ned over æ’ græns’ til Mutter Poetzsch inden den årlige sommerfest.
Nu kan det godt lyde, som om Benlås er alarmerende tæt på en midtlivskrise, og selvom de ofte balancerer på den seje side af krisen, så bliver Benlås #2 til tider også en kende desperat. Titlen alene på “Jegrn Mand” virker tvivlsom, og inklusionen af blackede guitarstykker, små-croonet vokal og et omkvæd, der lyder som et breakdown med diskusprolaps, tangerer næsten den triste desperation hos en nyskilt, halvgammel mand i sin nyindkøbte sportsvogn. Den hardcorede “Hvad regnede du med?” har ganske vist gode intentioner om at være en fandens karl, der skal ud og slå på tæven, men desværre bliver den holdt tilbage af fornuftens stemme om, at vold er strafbart, og en plet på straffeattesten har mange konsekvenser. Vil man spille hardcore, der deler ørefigner ud, så skal man ikke holde sig tilbage, så bliver det kedeligt og ligegyldigt.
En hårfin grænse
Midtlivskriser og en håndbremse af kedelig fornuft til trods, så har Benlås fat i noget rigtigt med deres hardcorede, familieorienterede hårde rock. Villa, vovse og Volvo har aldrig været sejt, men på Benlås #2 bliver denne tilværelses få muligheder for gedigen sejhed alligevel belyst ganske udmærket. Problemstillinger ved denne tilværelse må også gerne luftes, desperationen må bare ikke lyse som et fyrtårn.
