Gatecreeper

Gatecreeper kom på med amerikansk attitude og amerikansk selvtillid. De spiller selvfølgelig også absolut klassisk amerikansk dødsmetal, så andet ville være underligt. Før de overhovedet var gået i gang, var guitarist Eric Wagner i gang med at kommandere og hidkalde respons fra publikum, og allerede efter første nummer blev der krævet både wall of death, circlepit og ‘headbangers in the front!’ Det virkede, som om guitarist og frontmand Chase Mason ikke helt var enige om, hvad de ville have, men de fik nu heller ikke så meget af publikum, at det gjorde en forskel. De fik heller ikke mange point for deres soundboard-hornlyde, der lige blev skudt ud midt i andet nummer.  At være første band på en torsdag kl. 18 ud af fire metalartister er en utaknemmelig opgave, men Gatecreeper lignede trods sløv start nogen, der kunne løfte opgaven. Til det tredje nummer havde de varmet både sig selv og publikum op, og der kom også en lillebitte circlepit i fronten. Sætlisten reflekterede desværre ikke opvarmningsopgaven, og efter to-tre velspillede og tunge, men også langsomme og lidt basale numre begyndte det at blive lidt drøjt. Pendulet svingede dog også den anden vej, og Gatecreepers thrashede speedriffs gav flere blandt publikum anledning til både at hoppe og danse. Bandets næstsidste nummer, “Sick of Being Sober”, fik sat så meget gang i det yngre segment, at vi fik fornøjelsen af en stor circlepit i fronten. Desværre kunne det afsluttende nummer, “Flamethrower”, ikke bære energien videre, og selvom bandet kommanderede til pushpit og ballade, så fik de ikke en skid. 

Måske var det den sæsonbetonede juleale, de serverede i baren, der taler nu, men Gatecreepers musik var lidt ligesom en sildemad. Var det gourmet? Næh. Men det var sgu meget lækkert. Og når du har lyst til det, er der ikke andet der kan slå til.

6/10

Amorphis

Allerede ved andet band var publikumstilslutningen markant stærkere. Desværre kom finske Amorphis ikke superheldigt på scenen med intronummeret “Bones”. Forsanger Tomi Joutsens stemme kunne simpelthen ikke stå distancen på clean-vokalen, og energien kom bare aldrig helt op. Han fandt heldigvis sin stemme igen allerede på andet nummer, og derfra virkede det ikke, som om noget som helst kunne stoppe de genre-flydende finner. Sættet gav os lidt af hvert fra Amorphis' vældige bagkatalog. Især “The Moon” skilte sig ud som et absolut herligt epos af progressive rytmer og finske folkemelodier. Følelsen af indlevelse var især hjulpet godt på vej af det imponerende lysshow, der var programmeret perfekt til aftenens sætliste. 

Amorphis svinger mellem den samme storladenhed fra filmsoundtrack som Nightwish til at være mere vikingesure i skægget end Amon Amarth. Bandet har eksisteret siden ‘90, og deres sange bevidner en kæmpe nysgerrighed efter tidens tendenser i metalgenren. Efter at have afsluttet et storladent powernummer, udbrød Joutsen: ‘We’re very old’ (og hashtag metoo, kammerat), for derefter at dykke ned i deres doomede bagkatalog. Et godt eksempel på at evnerne i Amorphis spænder vidt. Først halvvejs inde i deres 45 minutter lange sæt meddelte Joutsen, at de havde udgivet et nyt album for blot et par uger siden, og de gav os nummeret “Dancing Shadow”, der ejede så meget Eurovision-potentiale, at ingen blandt publikum kunne stå stille. Det var generelt et taknemmeligt publikum, der var troppet op for at se aftenens anden akt, og de var med Amorphis hele vejen til det sidste. Trods det at afslutningsnummeret, “The Bee”, også haltede på vokalen, var ingen blandt publikum synderligt irriterede over det. Der blev klappet og sunget med til sidste strofe, og det ville nok ikke have gjort nogen noget, hvis Amorphis havde fået lov til at spille den fulde time.

7/10

Eluvietie

Modsat Amorphis var der, i hvert fald der hvor denne anmelder stod, ikke mange blandt publikum, der lod til at kende Eluveitie. Hvis ikke på grund af direkte uvidenhed, så muligvis mangel på interesse for folk metal. De otte eventyrere fra Schweiz lod sig dog ikke gå på af sådanne småting, og allerede fra første sekund fyldte de scenen ud. Rent lavpraktisk fyldte de jo også det hele qua orkestrets størrelse, men det, der fyldte salen, var deres rendyrkede spilleglæde og karisma. De kom godt fra land med velvalgt åbner i det melodeath-prægede nummer “Ategnatos”, og selvom frontgøjler Chrigel Glanzmann hurtigt kan forveksles med en havenisse med dreadlocks, har han en vokal, der rivaliserer hovednavnets egen Alissa White-Gluz. Bandet førte sig frem med mesterlig kontrol over deres uortodokse mix af folkede danserytmer og hæsblæsende growls, og forsangerinde Fabienne Erni leverede vokal, der levede op til hendes elverlignende look. 

Det varede ikke længe, før Eluveitie havde solgt konceptet til publikum, og der bredte sig en fuldstændig ekstatisk stemning på gulvet. En lettere beruset herre udbrød mellem fjerde og femte nummer begejstret: ‘HVAD FANDEN ER DET? DET DA SINDSSYGT, DET DEEER’, og det står hen i det uvisse, hvorvidt hans hals overlevede det brøl, han efterfølgende fremmanede, da hurdygurdyen lod tonerne fra “A Rose for Epona” klinge ud i salen.

Der er noget absolut fantastisk i, hvordan metalgenren kan rumme og ligefrem omfavne et ottemandsorkester med alt fra klassisk elspade og bas til violin, harpe, hurdygurdy og dobbeltfløjte. Set udefra skulle man aldrig tro, det ville virke, men hold kæft, hvor det fucking virkede. Trods kæmpe pladsmangel på den proppede scene gav Eluveitie indtryk af, at de ejede det hele. De gjorde flot brug af lys til at fremhæve deres artister i vigtige stykker, og med undtagelse af harpen var bandets lyd næsten mirakuløst i balance, hvilket ikke er nogen nem opgave, når man har så mange forskellige instrumenter med.

Eluvietie gav den så meget arm, at man let kunne glemme, at de ikke var hovednavn, og denne anmelder håber inderligt, at de snart besøger København igen. 

9/10

Arch Enemy

De svenske melodeath-mastodonter Arch Enemy viste denne aften, at de også havde fået memoet om Ozzy Osbournes endelige rejse til hans trone i helvede. De hyldede mørkets fyrste ved at lade hans umiskendelige stemme åbne ballet over højtalerne, mens et kæmpe banner med bandets faste slogan, 'Pure Fuckin Metal’, dækkede for scenen. De fleste havde nok forventet, at banneret ville droppe direkte fra Ozzy ind i et breakdown af en anden kaliber fra Arch Enemys sprudlende katalog, men ak. Som hos mange andre bands på turné i dette år virkede hyldesten til Ozzy som en eftertanke, og de havde desværre ikke fået planlagt et tilfredsstillende klimaks ind i scenografien. Efter et minuts penge blev højtalerne langsomt dæmpet, og lidt klodset fik vi serveret den forventede egentlige intro, ”Set Flame to the Night”. Efter lidt sjov leg med spotlights, der skød fra ryggen af bandet og sendte store skygger mod banneret, faldt det store gardin endelig, og showet åbnede med deres nyeste hitsingle, ”Deceiver, Deceiver”.

Der var tæsk på menuen fra starten, og trods en rodet begyndelse stod de 30 år stærke veteraner i Arch Enemy komplet selvsikkert på scenen. Med en mesterlig levering af ”Dream Stealer” cementerede svenskerne hurtigt, hvorfor de bliver betragtet som pionerer inden for melodeath-genren. Desværre begyndte luften langsomt at gå af ballonen, og måske var det den førnævnte juleale, der begyndte at forlade denne anmelders blodstrøm, men energiniveauet i hele salen lod også til at blive påvirket. Al kontakt med publikum og tilstedeværelse på scenen kom udelukkende fra frontkvinde Alissa White-Gluz, og som aftenen skred frem, blev hendes pose mere og mere tom. Det er ellers en opgave, som alle, der har sæt Arch Enemy før, kan bevidne, at hun typisk løfter med bravur, men denne aften kunne det have klædt drengene at støtte med lidt karisma. Gluz skulle løfte tungt her, og man kunne ikke undgå at se kontrasten fra lige at have bevidnet otte mennesker i Eluveitie, der alle kunne levere charme og energi op til Gluz’ onewoman-army-show. 

Fra midten af salen var det også nemt at mærke på publikum, at Arch Enemy stille og roligt tabte dem, og folk fik mere travlt med at gå i baren og småsnakke. Selv til den nemmeste fællessang i verden, ”Sunset over the Empire”, var der sløj tilslutning fra midten og bagud. Efter en lille ekskursion tættere mod fronten, hvor publikum faktisk sang med, blev energiniveauet markant bedre, og alle adlød Alissas gentagne ordrer om ‘jump on the beat’ til “No Gods, No Masters”. Her kom også en enkelt meget klodset crowdsurfer op, men herren forsøgte håbløst at lave piruetter i luften og måtte hurtigt ned igen.

Arch Enemy havde ellers rigeligt med hurlumhej med for at fejre deres 30-årsjubilæum. På scenen stod et kæmpe arrangement af lyssøjler og ekstra spots, der kunne snurre rundt om dem selv. Ens øjne var konstant tryllebundet af et imponerende programmeret lysshow, men selvom scenografien var skøn, var der ikke nok energi fra scenen til at få publikum ordentligt med. 

Selv tættere på fronten, hvor de fleste ellers havde holdt godt ud hele aftenen, kunne udmattelsen mærkes, da det lakkede mod enden. Efter det klassiske fakeout, hvor bandet går af og på igen, blev vi genstartet med liderlig guitar og crowdpleaseren “Nemesis” - et nummer, denne anmelder flere gange har slået sig til svensker på i moshpitten. Men trods glæde og tilslutning på fællessang under omkvædet var der ikke meget mosh eller dans at komme efter.

At denne torsdag aften skulle stå som den svageste koncert, denne anmelder har set med Arch Enemy, stod ikke på 2025-bingokortet. Men når man headliner for en fem timer lang koncert på en torsdag aften, så kræver det altså bare enormt meget energi fra bandet selv, og opgaven kan ikke løftes af lys og balloner alene. Måske de 30 år også markerer, at Arch Enemy må til at se indad og ikke insistere på kun at spille koncerter, der varer halve dage.

7/10