Hvis man ikke findes på nettet, findes man så?

Når man er et helt nyt band i 2026 som Astar her, så er man virkelig nødt til at kæmpe med næb og klør – og eventuelt bruge beskidte tricks – for at nogen skal opdage en. Konkurrencen er så absurd hård, og samtlige bjerge, der skal bestiges, er uendeligt høje samt nærmest lodrette. Derfor undrer det mig, at bandet er så godt som usynlige på internettet. Ingen SoMe-profiler udover en Instagram-konto, som virker mere død end Tollundmanden.

Trods det at de har fået pladen spillet via Black Metal Promotion, så er den kun tilgængelig på YouTube og Bandcamp. Ergo har bandet virkelig brug for en manager … eller også er de totalt ligeglade med alt den slags moderne nonsens og satser på, at musikken og ambitionerne er nok til at bringe dem frem i lyset. Jeg synes dog stadig, at det ser lidt sort ud …

Provokerende søvndyssende

Journey Beyond the Ages er en spøjs størrelse. Musikken minder en hel del om bands som Caladan Brood, Obsequiae, Summoning og sågar Dödsrit, samtidig med at bandet også formår at blande sin ridder-black med diverse elementer hentet fra klassiske heavybands som Diamond Head og Cirith Ungol.

Ergo er resultatet en melodisk, synthesizer-drevet black metal, godt spædet op med klassiske fræser-riffs, men også de mere fodslæbende proto-doompassager. Alt det lyder jo – på papiret – som en ret sej omgang. Og det er det vel egentlig også. Albummets åbner, ”Hyberborean Sky”, er absolut et godkendt nummer, hvor bandet virkelig spiller med de musikalske muskler – og det er altid smart at starte et album med sådan et nummer.

Desværre kan resten af albummet slet ikke matche det – langt fra, faktisk. Jo længere vi kommer ind i albummet, desto længere væk fra det niveau kommer vi, og når man kommer til et nummer som ”Legacy of the Fall”, det sjette ud af ni numre, ja, så er man hægtet totalt af. Den fire minutter lange keyboard-intro til det efterfølgende nummer, ”The Emerald King”, giver en lyst til at slukke og gå ud for at glo på sin plæne gro, bare for at lave noget mere interessant. Det er simpelthen decideret søvndyssende i en sådan grad, at det bliver provokerende. Men så, bedst som alt håb lod til at være ude, så brager bandet igennem med titelnummeret, et virkeligt godt nummer. Og som med ”Hyberborean Sky” formår de rent faktisk at kombinere alle bandets ideer og skabe et særdeles helstøbt nummer. Men egentlig er det faktisk endnu mere provokerende, for Astar beviser her, at de jo godt kan lave drønfed musik, og at de ikke bare var heldige at lave et enkelt godt nummer.

Fiskemodellen

Derfor er man nødt til at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor spilder de så tiden med at fylde albummet med alt muligt andet underlødigt nonsens, og hvorfor gemmer de albummets måske bedste nummer til sidst? Jeg er godt bekendt med fiskemodellen, der handler om, at man skal starte med et bid, have en fyldig midte og så slutte med et gedigent smæk med halen. Astar har bare glemt alt det med den fyldige midte – og det må man altså ikke, medmindre man da ønsker at kede sit publikum noget så bravt.