Interview med Joachim Asgaard (Vansind)

Vansind @ Rolf Meldgaard/www.rolfrawphotography.dk Vansind @ Rolf Meldgaard/www.rolfrawphotography.dk

Danske Vansind stormer frem på folkmetal-scenen, har udgivet det anmelderroste album 'Mørket' og topper en lang række af koncerter i ind- og udland med et besøg på dette års COPENHELL. I den forbindelse har vokalist Joachim Asgaard stillet vores nysgerrighed og svaret på vores mange spørgsmål.

Siden I snakkede med os sidst for cirka tre år siden, er der sket nogle udskiftninger i lineuppet. Kan I fortælle, hvem der er med i Vansind anno 2024?
J. Asgaard og Line på vokal, Kirk og Nikolaj på guitar, James på bas, Rikke på keys, sækkepibe og fløjte og Danni på trommer.

Nu er det jo små tre måneder siden, at I udgav jeres debutplade, Mørket. Jeg vil derfor fortsætte med nogle spørgsmål om denne.

Hvordan føles det at have udgivet jeres første full-length album?
Det er en god fornemmelse at have en hel plade ude. Den giver os nogle gode muligheder, og vi synes selv, at den er blevet rigtig god. Den har også hjulpet os til nogle gode koncerter rundtomkring i Danmark og Europa. Så alt i alt er det rigtigt godt, at vi har fået den ud til lytterne.

Er I selv tilfredse med slutproduktet, eller er der ting, I ville gå tilbage og ændre, hvis I kunne?
Man kan altid finde småting, man ville have gjort anderledes eller ville ændre, hvis man kunne, men alt i alt er det småting, som ikke betyder noget for lytterne, og de er de vigtigste, når pladen først er ude. Vi kan bruge vores erfaringer i forbindelse med tilblivelsen af denne plade til at gøre den næste endnu bedre og mere interessant for lytterne.

Hvordan har den kreative proces for denne plade været – har den været anderledes end for EP’en MXIII, hvor Line fortalte, at I allesammen havde været med til at skrive sangene?
Processen har mindet meget om EP’en. Alt foregår i øvelokalet, hvor vi skriver sammen som band. På den måde har alle været en del af tilblivelsen af sangene, og det mener vi, er noget af det, som definerer, hvad Vansind er. En måde at gøre tingene på, som involverer alle, og derfor bringer det bedste frem i hele bandet i stedet for at være en enkelt mands vision.

Hvad har fungeret som inspirationskilde til det lyriske univers på Mørket – er der nogen konkrete begivenheder, der har stået fadder til sangteksterne?
Teksterne er skrevet med inspiration fra den nordiske mytologi og historie. Det har egentlig været et ønske om at bruge dette helt fra start som en præmis for Vansind. Vi bruger den nordiske tradition i forhold til melodier, historier og samfundsbeskrivelse som udgangspunktet for det univers, vi ønsker at skabe for lytteren.

Hvilke musikere/bands har fungeret som musikalsk inspiration for jer?
Da vi er syv personer i bandet med meget forskellige baggrunde i forhold til musik, er der naturligvis også utroligt mange inspirationskilder, som er medvirkende til, at vi skriver den musik, vi gør. Men rock/pop/metal/folk og en snert progressiv er helt sikkert med i mixet.

Hvilken sang på Mørket repræsenterer efter din mening bandet bedst?
Jeg vil mene, at sange som “Grib Til Våben” eller “Blót” er meget sigende om, hvad Vansind er for en størrelse. De er fyldt med historie, mytologi, håb og gode melodier, som giver lytteren en oplevelse.

Hvilken sang er din personlige favorit og hvorfor?
Her vil jeg igen sige, de to sange “Grib Til Våben” og “Blót” og så måske sangen “Frigg” er virkelig nogle sange, som jeg er rigtig glad for både at lytte til, men også at spille live for publikum.

Lige p.t. har I to musikvideoer ude, der begge er blevet virkelig flotte. Kan I godt lide at lave musikvideoer, eller er det bare noget, I føler, man skal?
Det at lave musikvideoer er noget, jeg altid har set som en del af det sjove kreative arbejde i forhold til at være et band. Det giver en supergod energi i bandet og nogle sjove oplevelser sammen at lave en musikvideo. Samtidig bliver de også et godt billede af, hvor vi var som band på det pågældende tidspunkt, og det er sjovt at se tilbage på også om nogle år, hvor vi forhåbentlig har udviklet os og er kommet et helt nyt sted hen.

Hvor meget indflydelse har I selv haft på musikvideoerne?
Meget stor indflydelse. De er som udgangspunkt tænkt hjemmefra på forhånd, og især “Den Første Fejde” var meget skriptet på forhånd, hvordan vi ønskede at lave den. Vi er også blevet ret godt tilfredse med resultaterne af de to videoer.

I har jo fået en del – berettiget – positiv respons fra både ind- og udland for Mørket. Havde I regnet med så stor en succes?
Man kan aldrig regne med succes, men vi havde da en idé om, at vores musik ville ramme nogle mennesker positivt. De positive tilbagemeldinger, der havde været på EP’en, gjorde, at vi havde et håb om, at folk ville kunne lide det, og heldigvis viste det sig, at rigtig mange mennesker har taget overordentligt godt imod pladen.

I har også været booket i udlandet en del gange. Er der en forskel på det danske og det udenlandske publikum?
Egentlig ikke. Vi har fået utrolig god respons både i Danmark og i udlandet. Og der er rigtig mange, der har støttet os. Det har været enormt positivt alle de steder, vi har været, og det er bare utroligt dejligt, at vi også kan komme ud over den danske grænse. Det giver os en masse rigtig gode oplevelser og er med til at lade os vokse som band.

Kan du give et bud på, hvorfor dansksproget metal er populært i udlandet?
Jeg tror, det handler om sammenhæng. Vi er et dansk band, som skriver ud fra dansk historie og mytologi. Det eneste, som giver mening, er at gøre det på dansk. Det er ment oprigtigt fra os, og vi er ikke bange for at vise, hvad og hvem vi er.

I år har I jo en del optrædener rundtom i Danmark – og I er booket til COPENHELL. Ser I COPENHELL som et ridderslag?
COPENHELL er en kæmpe chance for at få vores musik ud til et endnu større publikum. Der vil helt sikkert være mange, som ellers ikke ville få øje på os, som nu får muligheden for at opleve Vansind. Og det er da selvfølgelig en stor ting for os som et nyt band på scenen at få lov til at spille der. Vi glæder os rigtigt meget og håber, at rigtigt mange vil komme og se os til sommer på Refshaleøen.

Hvordan ser det ud på den danske folkmetal-scene, og hvordan ser I jeres egen placering på den?
Den danske folkmetal-scene har det rigtigt godt for tiden. Der er kommet mange gode bands frem, som på hver deres særegne måde bringer noget til scenen. Heldigvis er der stor variation i den vej, de forskellige bands har valgt at gå, men fælles for os alle er, at vi spiller musik med et positivt udtryk og elsker at holde en fest med vores publikum. Der er også et ret godt sammenhold i Danmark mellem folkmetal-bands, og vi har det altid godt sammen, når vi mødes ude på spillestederne.

Hvordan ser de næste måneder ud for Vansind?
Rigtigt mange koncerter i Danmark og udlandet. Og vi glæder os virkelig meget til at starte sommerferien med en forhåbentlig fuldstændig fantastisk oplevelse på Danmarks største scene for vores musik, COPENHELL 2024.

Er der noget, du ønsker at tilføje?
Tusind tak, fordi I vil lave dette interview med os. Vi håber, at en masse mennesker vil få lyst til at give vores plade et lyt og forhåbentlig komme og høre os live engang i fremtiden.