Eders knarkvogn
Tamás Kátai er omtrent lige så præcis som et atomur. Siden debuten fra 1999, Sublunary Tragedies, har den ungarske multikunstner udgivet et værk stort set hvert andet år. Det er især de sidste ti år, at denne præcision er blevet virkelig tydelig. Jeg har personligt fulgt Thy Catafalque ganske nøje siden Alföld fra 2023, og XII: A gyönyörű álmok ezután jönnek fra 2024 er nok min favoritudgivelse fra bandet – selvom det virkelig er svært at vælge. At Kátai stadig er i stand til at opretholde den kunstneriske ild efter så mange år, er vanvittigt, især når man tænker på, at han jo også er begyndt at rejse rundt på landevejene. Som titlen indikerer, er XIII: Sárga erdő album nummer 13. Det er jo et tal forbundet med alskens ulykke og overtro, så spørgsmålet er da derfor også, om eders kistevogn er blevet til eders knarkvogn?
Eders varevogn
Noget af det fedeste ved at smide en Thy Catafalque-skive på anlægget er, at man aldrig ved, hvad man får. Bevares, man er altid helt sikker på musikalske kompositioner i verdensklasse samt et enormt højt ambitionsniveau, men derudover famler man i blinde. XIII: Sárga erdő er bestemt ingen undtagelse. Ambitionerne er præcis lige så tårnhøje som forventet, og spilletiden matcher så sandelig også. 64 minutters musik får man simpelthen serveret her, hvilket gør skiven til den længste udgivelse siden Meta fra 2016.
Det er dog ikke kun længden af værket, der er med til at gøre album nummer 13 til en gedigen sværvægter. Hvis man var så heldig at se Thy Catafalque optræde på Spillestedet Stengade tilbage i 2024, så ved man, at Kátai er rigtig glad for bas. Det er han så sandelig stadig, for samtlige 12 sange – uanset om det er de tunge metalsange som ”Tömbök” eller de blødere electro-folk sange a la ”Cseremisz”, så er de spækket med basguitar. Den er simpelthen hovedpersonen.
Apropos hovedperson, så er det ganske vist fortsat Kátais soloprojekt, men det ville være synd at sige, at han har været alene om at kreere værket. 34 gæsteoptrædener, 20 mandlige korsangere og 9 forskellige vokalister, hvoraf to af dem er de klassiske gengangere, Martina Veronika Horváth og Bálint Bokodi – nå ja, det er også den første Thy Catafalque-skive, hvor trommerne bliver bestyret af et væsen af kød og blod i stedet for mikrochips og kredsløb.
Men kan man høre alt dette, kan man mærke, at det her er resultatet af mere end 60 menneskers kreative, kollektive safter? Er det en eksplosion af kunst, kreativitet og utæmmet vildskab!? Tjoh … altså … ikke rigtig. Albummet lyder ret meget som et sammenkog af de sidste ti års udgivelser. Især kan der trækkes røde tråde til albummerne Meta, Naiv og Geomatria. Hvilket er ret ironisk, når nu Katái selv har udtalt, at der ikke er nogen rød tråd på albummet her. Og ærligt talt, hvad hjælper det at have en hel varevogn fyldt med venner og bekendte, hvis resultatet aldrig for alvor kommer op i højeste gear?
Eders automatgear
Med andre ord, så følger XIII: Sárga erdő den klassiske Thy Catafalque-formel: tonstung ekstremmetal, der kombineres med cyberpunk-beats, jazz og østeuropæisk folkemusik. Formlen fejler bestemt intet, og ej heller gør resultatet – helt overordnet, altså. Jeg savner dog både noget mere bid, men også mere variation. Hvor er de numre, der virkelig tager fat i én og rusker én fra sans og samling? Sange som ”Vasgyár” fra XII: A gyönyörű álmok ezután jönnek eller ”A földdel egyenlő” fra Alföld. Jovist, ”Tömbök” kommer da tæt på, men lige ved og næsten …
Nok er musikken fortsat utrolig flot og gennemført, men det begynder altså at virke lidt, som om ligvognen her kører i automatgear, og det er – uanset hvordan man vender og drejer det – ikke synderligt avantgarde, er det vel?
