”A’hva sagde I den hed??”
Som anmelder dukker der en gang imellem noget op på ens skrivebord, som man umiddelbart ved første øjekast kan se, at man kommer til at elske. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg er en lidt sær starut, og min smag i musik følger trop. Messier 16 er en norsk kvintet, der selv hævder, at de gør sig i progressiv blackened dødsmetal. Det tager dog ikke et geni at tænke sig til, at der nok er lidt mere til historien end vante musiske rammer, endda med anmærkeren ”progressiv” taget i betragtning. Der er numeraler i bandnavnet. Deres sangtitler følger meget underlige nominative strukturer. Albummet, som denne anmeldelse drejer sig om, hedder noget abstrakt, og dets kunst følger ligeledes med. Og, ikke mindst, så er de norske. Dette bliver underligt, spørgsmålet hviler blot på, om særligheden kommer til at virke performativ, eller om der er tale om autentisk særegenhed.
En musikteoretikers våde drøm
Det første, man møder på Shouts from the Cliffs of Heterodoxy, er to minutter med æterisk koral sopranskønsang, der forvrænges blot en smule af elektroniske effekter. Det er spøgelsesagtigt men himmelsk, hjemligt men fremmedgørende. Og allerede her har vi pladens missionserklæring, for på resten af pladen møder Messier 16 lytteren med komplekse blandinger af diametralt modsatte kompositionsteknikker, stilarter og følelser.
Det er umuligt at proppe en genre på Shouts from the Cliffs of Heterodoxy. De kalder sig selv for ’progressive black/death’, men dette synes jeg ikke selv rækker i forhold til at beskrive, hvad der er i vente på pladen. På tredje nummer, ”Gloom Chaser”, bydes vi i første halvdel op til dans med en smuk blackgaze, der til tider understreges af pop-punkagtige trommer, før et længere interludium, der langsomt bygges flere lag med mere dissonans ovenpå, tager os over i ren atmosfærisk black. To sange senere, på ”Time-Swayed Cities”, er riffsne tilnærmelsesvis taget direkte ud af tech-death højskolesangbogen, men med en neoklassisk sans for harmonisk bevægelse. ”Mollusk Herald” kunne lige så godt være en Meshuggah-sang i corpse-paint. Alle disse genrer, ofte blandet sammen på et nummer, udføres mesterfuldt, og selv voldsomme stilskift har ofte overgange så velkomponerede, at den røde tråd bevares intakt. Følelserne, der udledes af de kompositionelle træk, er også mangeartede og komplekse; der er nostalgi, der er melankoli, der er ugengældt kærlighed, og der er ærefrygt, ofte samtidigt.
Denne makroplansanalyse giver dog stadig ikke udtryk for, hvor detaljeorienteret Messier 16 er, og hvor klar de er på at overraske. Alt er utroligt velproduceret med alle frekvenser og instrumenter repræsenteret klart i lydbilledet, og flere gange kommer uventede elementer i spil: På ”Blank Absurdist Form” spiller bassen en lead-rolle, der minder om Beyond Creation i begyndelsen, og der er en fantastisk synthesizersolo. Førnævnte ”Time-Swayed Cities” slutter med et industrielt noise stykke. Pladen slutter endda med dens absolut bedste nummer, ”Trauma Gift Repression”, blandt allerede fantastiske sange, og det er ikke engang et metalnummer, men endnu et smukt korarrangement! Det ville være umuligt at dykke ned i alle de små detaljer på Shouts from the Cliffs of Heterodoxy, men hver lille detalje er perfekt placeret og spiller en rolle i helhedsoplevelsen af en både smuk og grim oplevelse.
Messier 16 begår enkelte fejltrin, men de er små og tilforladelige. På nogle sange kan trommeslager Jonathan Hamre blive lidt for glad for at spille hurtigt under ellers åbne passager og fylder lydbilledet for meget, og på de mere rendyrkede tech-dødsnumre kan oplevelsen blive lidt for kaotisk til et punkt, hvor man næsten mister sit sted i musikken. Men disse ubekvemmeligheder ødelægger altså ikke Shouts from the Cliffs of Heterodoxy. Jeg hører dem blot som tegn på over-ivrighed, hvilket er langt bedre end sin modsætning.
Nogle gange er den bedste måde at sige noget på den mest indviklede måde
Hvis du ikke er til kaos, uvante rammer, overraskelser eller det avantgarde, så er dette ikke pladen for dig. Og det udelukker efter min mening, desværre, alt for mange metalhoveder. Dette er nemlig en plade, der fortjener at blive hørt. Som sin titel giver den udtryk for sine idéer på en måde, der er ubeskrivelig. Den er legende, men dybt seriøs, bitter og sød og smuk, men grim. ”Trauma Gift Repression” er noget af det smukkeste, jeg længe har hørt, og ”Mollusk Herald” noget af det tungeste. Og disse udtryksformer komplimenterer ikke blot hinanden, de kompletterer det mangefacetterede helhedsbillede, der er Shouts from the Cliffs of Heterodoxy.