Ungarn er også langt at køre for en vaccination

Til december skal min kæreste og jeg være forældre til en lille søn. Noget, vi glæder os utroligt meget til, men Jesus Kristus, hvor er der også meget man skal forberede sig på. Blandt de lidt mindre ting er, at børn sjovt nok også bliver syge, og at man derfor skal have en læge, man stoler på, så man er sikker på, at den lille guldklump er i gode hænder. Måske man skulle overveje de gæve ungarere i bandet Paediatrician. Ud fra navnet er valget jo oplagt. Tilbage i februar besluttede ungarerne at dele ud af deres erfaringer på pladen Tales From the Hospital.

Historier, patienten aldrig må høre

Grunden til at Paediatrician nok bliver valgt fra, har noget at gøre med, at de er musikere og ikke læger. Plus at bands, der gør sig i goregrind og brutal dødsmetal, sjældent har et specielt reglementeret forhold til lægegerningen.

Til gengæld har ungarerne helt styr på, hvordan tung og klam musik skal sys sammen. Slamriffs og rytmer på “Emergency Room” har den helt rigtige indstilling til alsidigheden i Makitas elværktøj, som bestemt spænder fra kælderrenovering til hjernekirurgi. “Nephrotic Syndrome of the Decomposed” rammer lige i hjertet af goregrinden og dennes skramlede vamle lyd af stavblenderamputationer. Det er en fryd at være vidne til Tales From the Hospital og dens halve times obskøne medicinske behandlinger. Hvad der dog for alvor gør Tales From the Hospital til en interessant — eller modbydelig, hvis man spørger Etisk Råd og ordensmagten — sag, er dynamikken og samspillet guitar og trommer imellem. “Unidentified Pills” har rigelige mængder blastbeats og bensavsriffs, men samtidig er trommeslager Balázs Pöcs ikke bleg for kreativ ondulering af ribbenene, mens guitarist Ferenc Pokornyik skal bruge lidt ekstra tid på at skære igennem lårbenet. Når Pöcs på “The Joy of Amputation” skal tæve brystkassen itu, supporterer Pokornyik gladeligt med alsidige riffs, der lever op til nummerets titel. At føre den brutale død og goregrinden sammen som Paediatrician gør, er som sådan ikke hjernekirurgi. Men at udelade bedøvelse, få den brutale død til at åbne patienten med en rusten sav, lade goregrinden projektilørle ned i den åbne torso for derefter at have genrerne til at tagteame hinanden i en traumatisk udgave af det muntre køkken inden patienten lukkes med pigtråd, er svært ikke at holde af.

Det er dog meget svært at holde af, når titelnummeret og “Donor Organ Freezer” for en kort bemærkning runder, hvad der bedst kan beskrives som en cirkusklovnerytme. Det er en klassisk goregrind-rytme, men med et klap på to- og firetakt så åndssvagt, at Morten Jensen roterer i sin grav. Og jeg hader lyden af den rytme. Lilletrommen ligger også en anelse højt i mixet, men det er så meget mere reglen end undtagelsen i brutal død og goregrind, at kritikken er lig et træk på skuldrene.

En gullasch, der ikke er for sarte sjæle

Selvom jeg ikke vil se så meget som skyggen af Paediatrician i en lægelig sammenhæng med min søn, så skal han på sigt bestemt ikke snydes for den dejligt grusomme og grindede brutale død, som ungarerne lægger for dagen på Tales from the Hospital. Det er kreativt, alsidigt og med en dynamik, som alt for mange bands i genren ikke lader til at have evnerne til at udføre. Så mangler du en medicinsk væmmelig og vammel, men musikalsk vidunderlig børnelæge, så kig ikke længere end til Paediatrician.