Interview med Glemsel

Glemsel Glemsel

I slutningen af 2020 udgav Glemsel demoen Demo, som vi var meget imponerede af. I den anledning stak vi dem en stabel spørgsmål omkring bandet, Demo og hvad målet med det hele er.

Lad os starte helt fra nul. Hvem er med i bandet, og hvordan blev I dannet? 

Vi er Sune på guitar, Joachim på trommer, Mikkel på bas og Asmund på guitar og vokal. Sune og Joachim begyndte at spille sammen i 2018, hvorefter Asmund tilsluttede sig i 2019. I 2020 sluttede Mikkel sig til på bassen.  

Både jeres navn og titlerne på jeres ep'er, Unavngivet og Demo, giver indtrykket af, at I gerne vil forblive ukendte. Men hvad er tankerne bag dette? 

"Unavngivet" er valgt, fordi vi ikke havde et decideret behov for at have én samlende titel til sangene på ep’en. Det samme gør sig gældende for demoen, som hedder "Demo", fordi det er en demo.

Mht. bandnavnet så er vi, som så mange andre (især i denne genre), optagede af livet og døden. Særligt den uundgåelige glemsel, der overgår ethvert liv efter døden, synes vi, er et interessant tema. Mange mennesker går igennem livet med en følelse af vigtighed, og at ens tilstedeværelse på en eller anden måde er i centrum for ens omgivelser. Alligevel er de fleste mennesker få generationer efter deres død glemt. Dette emne fylder ret meget hos os, og er et gennemgående tema i vores musik. Derfor synes vi også, at det var passende at have et bandnavn, der repræsenterer de emner, vi godt kan lide at arbejde med. Så vores navngivning er ikke med henblik på at være mystiske, det afspejler derimod vores fascination af livet og døden.

Det er tydeligt, at I er inspirerede af den norske black metal scene, men på Demo kommer I også lidt mere rundt i verden. Hvad og hvilke bands er I ellers inspirerede af?

To gennemgående temaer i vores tekstunivers er menneskehedens grådige og ubetænksomme tendenser og, som vi snakkede om før, livets betydning efter døden. F.eks. behandler "Rædsel" skovbrandene rundt om i verden forrige år, og "Ved Graven" handler om mindet, et menneske efterlader sig efter døden. Det er ikke direkte inspiration fra andre bands, men bare emner, der interesserer os.

Af bands, vi generelt lytter til, er bl.a. Portal, Behemoth, Moonsorrow, Afsky, Akhlys, Ligfærd m.fl. og meget andet som f.eks. folkemusik og klassisk musik. Som så mange andre kommer vores inspiration fra en bred vifte af kunst, musik, natur osv. Vi forsøger at gøre vores musik sammenhængende, men ikke at drage inspiration fra ét specifikt sted.  

Hvad synes I selv er den største forskel på Unavngivet og Demo?

Produktionen, uden tvivl. Vi har udviklet os sangskrivningsmæssigt, men vi mener, at den største forskel ligger i den mere rå produktion på demoen. Vi føler selv, at det materiale, vi arbejder på nu, har brug for et mere råt udtryk end lyden på "Unavngivet", hvilket demoen gerne skulle afspejle.

Vi har haft en del snakke om, hvor vi vil hen lydmæssigt, og har i samarbejde med Anders Jacobi, der har produceret og mixet både "Unavngivet" og "Demo", været mere minimalistiske og straight-to-the-point i vores tilgang til demoen. På denne måde repræsenterer "Demo" måske også et lille skifte i "vores lyd" og måden, vi skriver sange på. Vi vil gerne udvikle os hele tiden, og derfor var målet med demoen også at videreudvikle på udgangspunktet fra "Unavngivet" og se på, hvordan vi kan gøre ting anderledes og bedre.  

I forlængelse af dette, hvad har så været den største udfordring ved skrivning og indspilning af Demo? 

Det var en udfordring at vælge de sange, der skulle med på demoen. Da vi blev enige om, at udgive en demo, havde vi en del materiale, der repræsenterede vores nuværende musikalske ståsted ret godt. Men formålet med demoen var også at holde udgivelsen forholdsvis kort. Så det var lidt svært at vælge de sange, der passede bedst sammen som helhed.  

Den største udfordring var dog nok det praktiske. Vi stod selv for både produktion og udgivelse af kassettebåndene hvilket medførte en del bump på vejen. Det tog derfor også en smule længere tid end forventet, så det gør vi nok i samarbejde med andre fremover.

Hvilken del, eller hvilket nummer på Demo er I mest stolte af?

Det er svært at udpege en enkelt del eller ét nummer. Vi har alle bidraget til demoen i nærmest lige høj grad, hvilket nok er det vi er mest stolte af.  

På trods af 2020 ikke var verdens fedeste år, hvad har så været den største oplevelse med Glemsel?

Det at udgive på Vendetta Records var rigtig stort for os. Men den største oplevelse i 2020 må være vores debutkoncert i Pumpehuset med Afsky og Offermose. At komme ud og spille på trods af pandemien, og så på en scene som Pumpehuset blandt bands, som vi selv rigtig godt kan lide, er en koncertoplevelse, vi kommer til at huske.  

Nu der bliver hvisket i krogene om vaccinepas, har I så nogle planer for fremtiden?

Vi har nogle koncertplaner fordelt ud over 2021, men som med alt andet i år, så er det selvfølgelig ret uvist, hvordan det kommer til at udspille sig. Vi regner dog stærkt med, at vi skal i studiet i år og arbejde på næste album.

Hvis vi kigger endnu længere ud i fremtiden, hvad er så målet med Glemsel om eksempelvis fem år?

Det er selvfølgelig fedt at få lov til at spille koncerter – både i og uden for Danmark. Vi har en masse målsætninger koncertmæssigt, som vi gerne vil indfri og opnå. Men det vigtigste for os er egentlig at lave musik, som vi selv kan lide og nyder at spille. Hvis det kan resultere i nogle gode oplevelser for os og andre, er det virkelig fedt. Men hvis ikke, så gør det heller ikke noget, så længe vi kan se os selv i det, vi laver.

Hvordan vil I nå dette mål og undgå at gå i glemmebogen? 

Forhåbentlig bliver vi ved med at have lyst til at lave musik som Glemsel. På trods af corona-pandemien har 2020 været et ret godt år for os. Vi vil gerne blive ved med at bygge videre på det, vi har nu, og så må vi se, hvad det fører til. Meget af det her handler jo også om at have det sjovt og lave noget, som man synes er værd at bruge tid på. Og lige nu føler vi alle fire, at Glemsel er et meningsfuldt projekt at investere en masse tid og kræfter i. Uanset hvad, så går vi jo alle i glemmebogen på et eller andet tidspunkt, så vi kan lige så godt fokusere på det, vi synes, der er noget værd nu, og så se, hvor det bærer os hen.  

Tak for spørgsmålene!

Tak for jeres tid