Bimbo mod manosfæren
Når mænd, der hader kvinder, er så organiserede og talrige, at den britisk-amerikanske journalist Louis Theroux har lavet en dokumentar om dem, må det stå grelt til. Slam-scenen er kendt som et åbent, sikkert samfund, der favner autister, transmennesker … og ja, generelt alle de personer, hvis ‘labels’ gør mænd med skægpest og en kropsdunst som ostehandlerens bioskraldespand særdeles usikre på deres egen identitet. Alligevel er der ikke mange kvinder i den genre. Det gør metal/hardcore-bandet Brat fra New Orleans noget ved. Forsanger Liz Selfish giver ikke køb på at være en bimbo – ikke ment som et skældsord, men en ærestitel.
Det er ikke længe siden, at tragedien ramte, da bimboernes ærespræsident, Dolly Parton, døde. Vi mistede den universelt elskede countrysanger med indbyggede airbags og højt hår for at komme tættere på himlen, og intet var det samme. Brat har særligt ladet sig inspirere af Dolly, idet de tager alle country-balladerne om døde kvinder og vender dem om, så kvinderne ikke længere er ofre, men mordere. Det er sateme girl power! Som semimorderisk og gennemsur er det netop musik som denne, jeg har manglet. Nu skal det blive interessant, om de kan holde kadencen efter deres første album samt den vellykkede koncert på Stengade.
Girl boss – man murderer
En kort intro leder os hurtigt over i albummets første egentlige sang, nemlig “AILEEN WUORNOS”. Hun var en frontløber inden for et af de mange felter, hvor kvinder er underrepræsenterede. Og nej, jeg mener ikke STEM, topchefer eller udstillede kunstnere på verdensgallerierne … nej, jeg taler selvfølgelig om seriemordere. Mænd har alt for længe domineret det felt, og det er på tide, at kvinderne kommer på banen. Den amerikanske seriemorder Aileen Carol Wournos dræbte syv mænd, der ifølge Wuornos havde forsøgt at voldtage hende. For det modtog hun seks dødsdomme – så retten må have ment, at mindst en af mændene fortjente det. Sangen er kort og brutal som et knivstik durk i hjertet, og nummeret glider gnidningsfrit over i det næste som en skarpt slebet slagterkniv gennem brystmuskulaturen.
“SPECULUM BLEED“ er en body-horrorhistorie om en helt horribel gynækologisk undersøgelse, hvortil man bare må sige ‘avs’. Der er desværre en del af rytmekompositionerne, som ikke fungerer på dette nummer. Trommeslageren Dustin Eagan er ellers særdeles dygtig, men det er tydeligt, at han har forsøgt sig med noget andet end de klassiske slamming grindcore-kompositioner på dette nummer. Det skal han lade være med. Slagene uden for rytmen falder fladt og distraherer mere, end de tilføjer til det samlede udtryk. Generelt er en af Brats styrker nemlig, at du ved, hvad du får: habil, gedigen grind med smæk bagi – denne gang ikke til sekretæren, men chefen.
Bandet kalder sig selv metal/hardcore, men det her er sgu grind. Lev med det. På “BOTCH TOX” er Eagan tilbage i blodsporet fra den fejlslagne plastikoperation og udfører velkomponerede temposkift, der højner hele lydbilledet.
Musikalsk er der ikke meget nyt under solen, og til tider bliver det en anelse ensformigt … men at kalde slamming grind ensformigt er som at kritisere stranden for at have for meget sand. Til gengæld er rytmerne fængende, og på eksempelvis “MANSLAYER” formår Brat ulig de fleste andre slamming grind-bands at skabe sangbare kompositioner. Det samme gælder “TROPHY HUNTER”, som jeg til min forlovedes forfærdelse tit synger med på derhjemme. Men det er jo kun godt at holde dem på tæerne … heldigvis har han endnu ikke hørt “WAYS TO KILL YOUR HUSBAND”, der jo bare kunne give mig gode ideer.
Der er nogle lidt mystiske indspark på pladen som eksempelvis “BONE SPURS”, der sendte mig direkte til Netdoktor (også kaldet Hestenettet for hypokondere). Det er nok en reference til Trump, der ifølge ham selv ikke kunne komme i militæret grundet netop denne lidelse. Indsparket understøtter den humoristiske tone, som bandet har kørt konsekvent gennem hele deres karriere. Man kunne dog godt være dem foruden, så musikken stod rent i sin egen ret.
Selfishs vokal er som altid ufatteligt imponerende. Guitaren træder mere i karakter på “ASKING FOR HELL” og “MEDIA SLOP”. Den sidstnævnte sang er et kærkomment, tandsplintrende cirkelspark imod AI. Derudover er det også først her, man opdager, at guitaren ellers var savnet under enkelte af de andre numre. Nuvel, dens riffs er ikke nyskabende, men den giver alligevel en ekstra dimension i musikken og måtte gerne have været mere prominent på flere af de andre sange. Den kommer dog glimtvis igen pladen igennem og skinner lige stærkt hver gang. Slam er ikke kendt for de store riffs, og det behøver genren heller ikke. Den finder sin kilde til blodig brutalitet andre steder, eksempelvis i det hæsblæsende tempo, de stramme rytmekompositioner og ikke mindst den stærke, dybdetrawlende vokal. Generelt føles sangene kontinuerlige og glider glat over i hinanden, så man ligesom med en family-size pose chips pludselig har onduleret hele molevitten og er sulten efter mere.
Kameler med hooker heels
Brat har ikke skabt et perfekt album, men alligevel udviklet sig mærkbart siden sin første fuldlængde-spiller, Social Grace fra 2024. Da jeg mødte Selfish efter koncerten på Stengade, virkede hun ulig sin optræden på scenen helt nervøs. Det har hun ingen grund til at være, for hendes stemme er den bærende væg i Brats musikalske hus, og uden hende ville det hele styrte i grus som et gammelt håndværkertilbud. Som den franske filosof Simone de Beauvoir sagde: ‘Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.’ Denne kønshermeneutik er særdeles sand for bandet Brat. De tager både den stiletbærende, barbiebimbo-æstetik på sig og insisterer alligevel på en brutalitet, der ikke modsætter sig femininiteten, men indlejrer sig i den. For fans af queer horror såsom Jennifers Body vil dette samspil virke naturligt, mens metal-manosfæren nok lige må sluge et par fuck me-pumps-bærende kameler. Men det har de også kun godt af.