Gode ting kan sagtens skabe onde ting

Vesttyske Rhineland-Palatinate er en af de roligere og mere fredfyldte provinser i Bundesrepublikken. Med idylliske landsbyer, flot natur og en større vinproduktion samt hovedstaden Mainz, med en af landets laveste kriminalitetsrater, så begynder man ikke just at ryste i bukserne over dette indre billede.

Men bag den polerede facade ulmer noget ondt i mørket. Den tyske kvartet Consvmer finder muligvis ikke inspiration til deres raseriprægede metalcore i den omkringliggende natur, men derimod fra samfundsmæssigt forfald, forbrugerisme, menneskelig lidelse og mentalt helbred. Av for en kombination. Om de elementer er noget, de har set i fjernsynet eller oplevet på egen krop, melder historien intet om. Men noget siger mig, at man ikke bliver så voldsom og aggressiv bare af at se fjernsyn.

Når uforudsigelighed bliver en dyd

Man kan let fristes til at tro, at Consvmer er endnu et fremstormende tysk metalcoreband blandt den efterhånden enorme klynge af unge sure tyskere. Bandet selv beskriver dog deres lyd mere som alternativ metal. Det kan jeg godt forstå. Bevares, vi starter nok primært på metalcorebase, men denne er krydret med flere subgenrer, hvilket netop giver det originale islæt på pladen. “Wunden” bygger et interessant atmosfærisk lydbillede op, og tempostyring bruges eminent til at holde den hårde tone og det emotionelle i konstant balance. Deathcore-intensiteten bringes på “Willenlos” og “Sucht” med knusende guitarer og gutturale vokaler. Sidstnævnte skæring er med et besøg fra Acranius, som er så langt fra schlager, som man muligvis kommer.

Consvmer følger ikke de konventionelle musikalske regler for albumstruktur, og selvom man kun bliver begunstiget med 27 minutters musik på deres tredje album, så skal jeg lige hilse og sige, at intensiteten er skruet op på elleve hele vejen igennem. Consvmer skriver selv, at de er eksperimenterende, uforudsigelige og konstant i udvikling. Det synes jeg, er en helt perfekt beskrivelse af det, man hører på Abgrund. Særligt uforudsigeligheden er utroligt rammende. Det er en eventyrlig rejse at høre albummet første gang, for man har vitterligt ingen anelse om, hvad der rammer en på næste nummer – eller sågar i det næste minut af indeværende skæring. 

Instrumentalt ligger vi lidt op ad den djenty Odeholm-guitar, som er det bærende element i det svenske band Humanity's Last Breath. En guitar, der er stemt så dybt, at man skulle tro, det var en bas. De helt særlige skærende lydeffekter bringer en uroskabende og småuhyggelig tilføjelse til det i forvejen aggressive lydbillede. Bandet synger kun på tysk og kommer vokalmæssigt meget sjældent i nærheden af noget, der ikke kan beskrives som dæmonisk og vildt. Undervejs bliver lytteren også præsenteret for korte, sære samples, der sammen med det instrumentale lydbillede skruer maksimalt op for uhyggen og får samtlige hår til at rejse sig på kroppen.

Mit eneste kritikpunkt er, at uforudsigeligheden kommer til at blive et lidt for stort og bærende element. Altså kræver det noget af lytteren for at følge med, og det er ikke altid, at alle lyttere er helt med på den leg. Paradoksalt så kan jeg modsat også godt frygte, at lidt af det spændende ved at lytte til pladen forsvinder, efter at uforudsigeligheden bliver forudsigelig. Det må tiden vise – men det tager altså ikke noget fra, at det er en spændende, innovativ omgang, Consvmer har lagt for dagen på Abgrund. 

Ondt, mørkt og klar til større scener

Normalt er jeg ikke stor fan af lyrik på sprog, jeg ikke forstår, men sjældent har det føltes mere ligegyldigt end på Abgrund. For det første er vokalen så hård og ødelæggende, at selv hvis det var på engelsk, havde jeg nok ikke fattet et pip alligevel. På en eller anden bizar måde så kommer det tyske i den her sammenhæng kun til at gøre lydbilledet lidt mere mørkt og ondt, og det skal jeg lige hilse og sige, at det er. Ondt altså. Kombinationen af det onde og uforudsigeligheden samt et par stærke features beviser, at Consvmer er på vej op fra undergrunden. Det er et band, der er klar til at cementere sig som en force, der ikke blot spiller i de tysktalende regioner, men sagtens kan bevæge sig meget længere ud i Europa.