Dance macabre
Indtil videre har 2026 været et af de bedste år for norsk black metal i mands minde – man skulle næsten tro, at vi skrev 1994 og ikke 2026. Vi er blevet forkælet med fantastiske skiver fra både gamle legender og nye, friske skud. Uburen startede karrieren tilbage i 2010, dog under et andet navn, så med små 16 år på bagen befinder de sig midt imellem netop nestor og nybegynder. Trioen beskriver selv sin musik som en kombination af black metal og viking metal – lige vand på min mølle, i hvert fald i teorien. Der er dog som bekendt tit og ofte uendeligt langt fra netop teori til praksis. Men lad os da binde de fineste dansesko, for Uburen indbyder til en Dødsdans i aske.
Dødsdans om den varme grød
Som anmelder stiller man tit sig selv spørgsmålet om, hvorvidt man skal gå direkte til pointen, eller om man skal danse rundt om den varme grød for at opbygge stemning og spænding. I og med at der ikke ligefrem er ret meget spænding at komme efter på værket her, så lad os da bare springe direkte ud i det.
Selv den mest stædige arkæolog ville dog give op i forhold til at finde spor efter vikingerne på Dødsdans i aske. Der er omtrent lige så mange spor efter vores forfædre på pladen her, som der ville være at finde midt inde i Gobi-ørkenen. Bevares, der bliver da skrålet om både vætter og jætter, men lyrik i sig selv gør ikke en genre.
Uburen spiller fuldstændig skabelonskåret og ganske banal black metal – totalt og aldeles uden nogen former for dikkedarer. Dødsdans i aske er, sat på spidsen, en totalt forglemmelig omgang midt-tempo atmo-black, som man har hørt tusinde gange før. Samtlige sange følger den præcis samme formel, og det er de samme tre-fire riffs, der bare bliver genbrugt om og om igen.
Det er faktisk så grelt, at man ikke engang opdager, hvornår en sang slutter, og en anden begynder. “Blod og Bein” er måske lige den eneste undtagelse, da den sang tillader sig at krydre sine endeløse tremolo-riffs med nogle power chords, der så i øvrigt spilles i samme tempo, som en pensionist formår at betale for sine varer i en dagligvareforretning. Det er i øvrigt nok det eneste sted, hvor pladen her nærmer sig noget vikinge metal – eller rettere, det lyder lidt hen ad noget, de har planket fra en Bathory-plade som Under the Sign of the Black Mark – lidt!
Albummets lukker, “Light My Pyre”, lyder nærmest som et Immortal-plagiat, noget hele pladen faktisk emmer lidt af, mestendels fordi Ask Kjetilson lyder meget, som Abbath gjorde for små 20 år siden. Det er måske også derfor, at det er albummets bedste. Samtidig siger det faktisk alt, der er værd at sige: Uburen fungerer bedst, når de lyder som nogle andre end sig selv.
Jeg skal da ha’!
Det er faktisk ret svært at finde på noget pænt at sige om Dødsdans i asken. Dog ikke helt så svært som at finde de føromtalte vikinger i Gobi-ørkenen. Jeg havde ellers håbet på, at pladen her kunne give mig det black-viking-fix, som jeg lidt går og mangler. For selvom der har været mange fremragende udgivelser i løbet af 2026, så har der ikke været mange spændende ting fra vikinge-metallens front. Men ak, efter at have hørt pladen her må jeg konstatere, at jagten på netop det fix fortsætter.
