Forventningsfuld skepsis

Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke var ovenud imponeret, da Glemsel i foråret udgav deres debut, Unavngivet. Det var udmærket anden bølge black metal, som anden bølge black metal skal spilles, men jeg savnede en smule originalitet, og at bandet turde gå deres egne veje. Så da der i december dumpede en mail fra Glemsel ind hos Detektoren, var det da med en vis skepsis, at jeg skruede op for anlægget, men samtidig også med en vis optimisme, for Glemsel er bestemt ikke et band uden evner.

Ikke på vej i glemmebogen

På Demo har Glemsel dog fundet den rette balancegang mellem at lade sig inspirere og kopiere. Det er stadig den norske black metal, der er hovedinspirationskilden for Glemsel, men for ikke at lave en Unavngivet 2.0 lyder det samtidig til, at de har spurgt sig selv, hvad det stik modsatte af Norge er? Hvad er det stik modsatte af kulde, bjerge og snevejr? Svaret er varme, gold ørken og solskin, bedre kendt som Australien og bandet Moon. Det er en noget mere rå, men også mere atmosfærisk lyd, som Glemsel har fundet frem. Her vil nogle nok mene, at Burzum er en mere passende reference, men det er tilladt at udvide sin referenceramme, da vi ellers alle ville henvise til den samme bomuldsplukkende slave, hans primitive guitar og ditto blues toner.

Den skepsis, man dog stadig måtte have omkring Glemsel, forstummer næsten øjeblikkeligt, når ”Brændt Levende” med sit kirkeklokkeriff kalder alle fortabte sjæle til samling. Det er koldt og kynisk med et brændende had mod alt levende, men krydret med en storslået stemning, der er yderst dragende. Skulle dette ikke være nok, så skruer ”Forfader” endnu mere op for de rå og atmosfæriske Moon-referencer, og som en stor langefinger i ansigtet på den samlede danske anmelderskare viser Glemsel, at de er meget mere end bare anden bølgekopister. Der har dog aldrig været tvivl om, at Glemsel kan deres black metal til fingerspidserne og ved, hvordan et ordentligt riff skal skrues sammen. Det viste de tydeligt på ”Den sidste Bøn” fra Unavngivet, og minsandten om de ikke gør det igen på Demo. Det afsluttende riff på ”Ved Graven” banker for alvor det sidste søm i den skeptiske ligkiste. Det er selve essensen af Glemsel, der bliver skruet op på elleve, og som en hidkaldelse fra de allerdybeste og mørkeste afkroge af mausoleet, brager riffet ud og tryllebinder samtlige lyttere og trækker dem ned i dybet til den endelige hvile.

Med Demo har Glemsel for alvor lukket munden på alle tvivlere og bevist, at de sagtens kan stå på egne ben og ikke behøver 25-30 år gamle krykker fra de norske fjelde. Kan man lide sin black metal storslået og stemningsfuld, men synes Lamentari’s Missa Pro Defunctis stritter lige lovligt med den symfoniske lillefinger, så er der ingen vej uden om Demo. Det er råt, atmosfærisk og godt.