Europæisk folklore møder græsk mytologi

Vinterlandskabet ligger øde og forladt hen, da vinden pludselig står stille – i det fjerne kan der høres krigshorn og hestehove, der arrigt nærmer sig, mens himlen oplyses af fakler. Dette er kendt under mange navne, men the wild hunt hører nok til et af de mest brugte. I mere end tusind år har denne legende udløst frygt i hele Norden, fra Skandinaviens mørke skove til Englands hedelandskaber. Wildhunt er også navnet på den østrigske kvartet, der tilbage i 2016 udgav deres debutlangspiller, Descending, som de nu følger op med Aletheia, der udkom i starten af januar.

Det var en mørk og stormfuld aften

Som stilheden før stormen åbnes pladen af “Touching the Ground”, der med sagte guitarklimpren og en langsomt stigende intensitet lader lytteren forvente 50 minutter i powerballadens tegn. Når man dog kommer hen mod slutningen af nummeret, bliver man mødt af en tung, galopperende baslinje leveret af Robbie Nöbauer. Den akkompagneres af thrashede guitarriffs, der bebuder det, der venter en på pladens anden skæring, “The Holy Pale”. Dette nummer bugner af fyldige riffs leveret af Julian Malkmus og dragende vokalpassager, der smelter sammen i nøje udarbejdet kombination af thrash og proto-powermetal. Yderligere vidner “The Holy Pale” om bandets vilje til at afprøve snørklede kompositioner med temposkift, der bidrager til en interessant lytteoplevelse. Et forsøg på at tænke ud af boksen høres også på efterfølgende nummer, “Made Man”, der dog falder en smule til jorden. Lidt under halvvejs inde i sangen høres det, der egentlig ville tjene perfekt som nummerets afrunding. Efter et kort øjebliks stilhed køres sangen dog i gang igen, hvilket får de over 8 minutter, som denne skæring varer, til at føles som to separate sange, der vil to forskellige ting. Pladens titeltrack derimod svinger perfekt mellem episk historiefortælling og rendyrket 1980’er fræs. Perfekt dertil passer den monotone Eternal Champion-esque vokal, som med sin kraftfulde klang skaber en rød tråd, der holder lytteren fanget, samtidig med, at den ikke afleder opmærksomheden fra de øvrige elementer, der på den måde gives en fremtrædende rolle. Slutteligt vil jeg også lige give et skud ud til kunstneren bag pladens albumcover, Lena Richter, der med en kombination af lilla- og rødtoner har skabt noget, der visuelt indkapsler pladens atmosfæriske kvaliteter.  

Oraklet har talt

Det er tydeligt, at Wildhunt vil rigtig meget på én gang. Rent kompositorisk kan det dog diskuteres, hvor godt de slipper fra det. På mange punkter når de godt i mål og skaber medrivende, storladne numre bestående af mange forskellige dele, der vidner om bandets store tekniske færdigheder. Når man dog ser nærmere på sange og deres opbygning, mangler der enkelte steder en rød tråd, og det er ikke altid lige tydeligt, hvor den ene sang slutter, og den næste begynder. Det lyder heller ikke, som om bandet selv er helt sikre på det. Dermed ikke sagt, at Aletheia ikke er en plade, der af og til definitivt får en runde på CD-afspilleren.