Femte omgang på huset

Netop hjemvendt fra ekskursion til Olympus, kunne denne anmelder falde ind forbi nærmeste taverna i konstatering af, at brygmestrene fra Full House Brew Crew er tilbage med deres femte fuldlængde, Glasgow Grin. Her ligner indretningen til forveksling sig selv. Anført af Vagelis Karzis (Wolfheart, eks-Rotting Christ) har disse grækere begået endnu et udspil i det amerikanske krydsfelt af groove, thrash og heavy. Med andre ord: Massiv muskelmetal med albuerne solidt plantet i bardisken, og et bevidst forsøg på at skabe et råt, ufiltreret og simpelt udtryk. Men spørgsmålet melder sig unægtelig – er de ambitioner vitterligt bæredygtige nok i sig selv?

Flad udskænkning

“Glasgow Grin” åbner med tung rundgang og et massivt groove, der straks signalerer Lamb of God i luntetempo. Karzis demonstrerer her andre vokalnuancer end hos ulvekoblet fra Karelen, men nummeret folder sig sjældent ud som andet og mere end en hul hensigtserklæring. “No Gods, No Chains” følger trop med samme grundformel skabt af lydsnedker Saku Moilanen, hvis håndværk kendes fra blandt andet førnævnte finner. Produktionen er snorlige og kraftfuld med tydelig separation i rytmesektionen og en massiv bund, men også en ensartethed, der hurtigt bliver en hæmsko.

Albummets første tredjedel lider generelt under et stagnerende udtryk, hvor numrene flyder sammen i en groovy, men ofte gråmeleret masse. “The Other Side” forsøger at ryste posen med dybere rytmisk resonans og et mere direkte tempo, hvilket klæder bandet, men forsøget forbliver isoleret. “Free Fall” teaser kort for mere melodiske brud, men falder hurtigt tilbage i samme gænge, hvor trommen dominerer billedet på bekostning af riffpotentialet. Midterstykket, herunder “Rain” og “From the Gutter”, understreger albummets grundproblem: Der mangler enten mindeværdige signaturer eller en samlet dramaturgi til at løfte helheden.

Glasgow Grin lander dermed i et limbo, hvor albummet hverken fungerer som sammenhængende værk eller som en samling enkeltstående ’bangers’. Øvelokalet har næppe manglet idolplakater med hverken Blythe eller Wylde, men man kan vanskeligt finde et tungtvejende argument for at vælge denne plade frem for et vilkårligt album af netop Lamb of God, Black Label Society eller Møchønø Høød. Der er dog korte glimt af forløsning. “Reign of Terror” leverer slutteligt lidt tempo og fremdrift, men nummeret føles mest som en alt for sen erkendelse af, hvad Glasgow Grin kunne have været.

Nul drikkepenge

Glasgow Grin er et velproduceret og ikke mindst velment udspil, der dog savner både bid og nødvendighed. Full House Brew Crew lyder ikke desto mindre som et band, der har det sjovt, og som spiller med drive, men desværre også uden ægte overbevisning. Det fungerer udmærket som baggrund til aftenens øl nummer fire eller fem, men efterlader intet andet end ømme lommer, når glassene er tømt, og festen fiset ud. Må vi bede om regningen – på beløbet, tak!