Middelhavets sorte perle
Ofte udskreget som Middelhavets modsvar til Mayhem. Gennem årene krediteret som nogle af genrens væsentligste influenter blandt utallige kunstnere fra både ind- og udland. Og den primære årsag til, at overtegnede anmelder valfartede til Vridsløselille for at bevidne, hvad der i retrospektiv må betegnes som Dødsgangens egentlige svanesang. Siden 1987 har Rotting Christ stået som det altoverskyggende tempel for hellensk blackmetal anført af brødrene Sakis og Themis Tolis, der gang på gang har hævet barren for det muliges kunst. Med Aealo (2010) satte man endnu en milepæl, der skulle vise sig afgørende for gruppens videre udvikling. Af årsager, der fortaber sig i arkiverne, fik redaktionen dog aldrig anmeldt originaludgivelsen, hvorfor nærværende genindspilning præsenterer en enestående lejlighed til både at udfylde et markant hul i historieannalerne og samtidig kaste lys over den udvikling, grækerne har undergået i mellemtiden.
Forandring gennem rituel renselse
Aealo skal dog ikke blot ses som en genopførelse, men som aktiv transformation og modernisering. Således fremstår korarrangementerne på titelnummeret tydeligt rensede og mere fremtrædende, mens guitarerne er trukket længere frem i mixet. På den ene side falder udtrykket mere i tråd med bandets senere, mere ceremonielle udgivelser som Κατά Τον Δαίμονα Εαυτού og Rituals. Måske også fordi Sakis sidenhen flyttede til en lillebitte landsby nær foden af Olympus i håbet om at fornemme tilstedeværelsen af forfædrenes ånder. På den anden side gives der køb på det rudimentære raseri, der gjorde originalen fra 2010 så helt igennem kompromisløs. “Daimonon Vrosis” er og bliver en af Rotting Christs lettest genkendelige skæringer. Her går den kompositoriske kabale op. Den bevidst monotone, messende rytmik balanceres smukt af melodiske brud, ikke mindst via leadriffet og det bagvedliggende kor. Det er også her, forskellene fra originalen forekommer mindst, hvilket næppe er tilfældigt. Nummeret stod allerede dengang som et solidt udtryk for bandets hellenske særkende, og genindspilningen bekræfter snarere end udfordrer dette.
På “Noctis Era” stemmes instrumenteringen en tak ned. Samtidig tegner der sig et tydeligt mønster: Genindspilningens grundprojekt synes at være emfase af de oldgræske korsektioner og (rituel) renselse af strengelyden. Det giver albummet en mere homogen karakter, men også en vis ensretning, som ikke altid arbejder i materialets favør. “Dub-Sag-Ta-Ke” hører ikke blot til blandt A-sidens mest varierede numre, men som en bandets absolutte evergreens. Her fornemmes tydeligt den dramaturgiske tænkning, som senere skulle kulminere på The Heretics, hvor brugen af kor, indtalte passager og kulturreferencer blev en integreret del af fortællingen snarere end blot stemningsskabende staffage. “Fire, Death and Fear” trækker tråde til ”Fire God and Fear”, idet begge titler synes at udgøre slet skjulte referencer til Bathory. På førstnævnte findes dog ingen dystopiske Voltaire-citater, om end den kætterske undertone ikke er til at tage fejl af.
Den gennemgående brug af græsk korsang begynder dog at tippe over i det trivielle. Bevares, isoleret set tilfører det en vis nationalkulturel kolorit, men i albummets helhed begynder grebet at miste sin effekt. Som et 96 sekunders interludium – bestående af netop dét og kun dét – rejser “Nekron Iahes” dermed visse spørgsmålstegn ved egen eksistensberettigelse. Rotting Christ synes da også selv at have draget samme konklusion, for korets fravær på “Pyr Threontai” er lige så kærkomment, som det er slående. Albummet rundes af med “Orders from the Dead”, der i sin dramaturgi og atmosfære nærmest fremstår cinematisk. Messende, dommedagsprofetisk og gennemsyret af fordømmelse. Det er effektivt, men også langmodigt, og næppe det nummer, man ville anbefale nye lyttere at lægge ud med.
Filmformatet fremstår ofte mest forjættende
Genbesøget af Aealo lander et ambivalent sted med “Orders from the Dead” som et noget nær perfekt eksempel derpå. Jeg vælger dog at gå med en vinkel, der hedder, at værker som Odysséen og Iliaden (heller) ikke falder i enhver smag. Men her ville man næppe diskutere, hvorvidt kapitler skulle være udeladt. Når det så er sagt, så er der en årsag til, at mange ofte foretrækker film frem for bogformatet. Evnen til at bruge egen forestillingsevne spiller mindre rolle – det er formidlingen, der tæller. Ud fra den betragtning fungerer albummet mere som dokumentation af et afgørende vendepunkt i Rotting Christs videre udvikling snarere end som en ny åbenbaring. Et værk, der varslede den rituelle og bombastiske retning, bandet siden har forfinet på The Heretics og Pro Xristou, der efter min bedste overbevisning begge appellerer til både større og bredere segmenter.
