Unesco-mædl!

Uuhai er et helt nyt bud på mongolsk folk-metal. Eller 'helt nyt' er måske en stramning. Bandet dukkede allerede op for et par år siden med en håndfuld sange, deriblandt ”Khun Sureg”. Men der skulle altså gå næsten tre år, før de fik smidt en debutskive på gaden. Det lod[1]  dog ikke til at have haft nogen effekt, for hvis man kigger forbi diverse SoMe-platforme, så kan man da se, at de klarer sig fremragende trods mangel på udgivet materiale. Det er faktisk præcis den samme fortælling som The Hu – altså som i én til én. De to bands lyder da også ret ens; deres logoer, instrumenter og sceneudklædninger er også ret ens. Begge bands lader også til at være darlings for kulturministeriet i Mongoliet som repræsentanter for mongolsk kultur. Det virker næsten, som om man har kørt Uuhai i stilling til at overtage The Hus rolle. Spørgsmålet er så, om Uuhai har noget reelt at byde på, eller er de bare The Hu 2.0?

Ingen roser uden torne

Uuhai er dog unægteligt mere metal end The Hu. Jovist, det er stadig lige så mongolsk som det at jage murmeldyr eller plyndre kinesiske landsbyer, med alt hvad det indebærer. Strubesang? Tjek. Morin Khuur? Tjek. Et sprog, som absolut ingen fatter, men som lyder jævnt mædl? Tjek! Men ud over alle de traditionelle kulturelle aspekter af musikken, så er de basale kompositioner og rytmer meget tættere på klassisk heavy, og ydermere får guitaren altså også lov til at spille førsteviolin – tag bare den klassiske bluessolo i ”Uuhai”. Her er læssevis af riffs- og guitarsoli, og helt generelt er strukturen betydeligt mere vestlig og derved mere genkendelig end 80% af det, The Hu har spyttet ud. Derved minder Uuhai egentlig mere om det tidlige Nine Treasures-materiale, og delvist også om Tengger Cavalrys – dog uden at blive helt ligeså metal eller genialt, som de oprindelige plader var det. Men vi får næppe nogensinde mongolsk metal på dét niveau igen – nå, det var et sidespor!

Faktisk lader det lidt til, at Uuhai holder igen. Det er tydeligt, at de kan spille ægte, klassisk heavy metal, og der er virkelig også lagt i kakkelovnen til noget, der nemt kunne havne i noget a la Darkestrah. Strubesang vil jo altid, qua sin metodik, lyde bister og farlig. Men de to herrer Zorigoo Battsoo og Khurtsgerel Damiranjav lyder ekstra bistre og kampklar, som var de klar til at storme Bagdad. Det er ikke ment som et forsøg på at forklejne Saruul Tsogt-Erdene, der står for den rene vokal, for han lyder faktisk også udmærket, og hans nydelige sangstemme er en stærk modpart til strubesangen. Men i og med at det virker, som om de her drenge er kørt i stilling til at skulle være et meget stort og populært navn, der skal spille verden over, ja, så har man nok valgt at skrue ned for hidsigheden – desværre. Så egentlig har jeg ret meget positivt at sige om Human Herd og Uuhai generelt, men alle roser har torne, og én af disse er nummeret ”Paradise” – som slet og ret er en rædsom omgang fællessang under stjernerne ved lejrbålet. Det her nummer er blottet for styrke og sejhed – og selvom guitarsoloen er ret sprød, så er slutresultatet ret slattent. Derudover minder nummeret også alt for meget om både ”Shireg Shireg” og ”Bii Biyelgee”, skrevet af The Hu. Ydermere er Human Herd også en plade der slet og ret er for lang. Ti numre er et nøk for ambitiøst for en debutplade, især fordi den sidste håndfuld sange simpelthen ikke har samme stamina som den første. Det er bestemt heller ikke alle numre, der har identitet nok til at kunne stå på egne ben. Tag nu ”Uvdis”, der trods sin ’90'er-Metallicarytmeguitar simpelthen ikke har nok at byde på til at retfærdiggøre en spilletid på seks minutter.

Ikke en popularitetskonkurrence, men …

Lad os slå én ting fast: Uuhai er markant sejere og uendeligt mere metal end The Hu. Nu er musik selvfølgelig ikke en popularitetskonkurrence (host host), men hvis det var, så fører Uuhai altså på point nu. Bevares, Human Herd er bestemt ikke fejlfri ej heller perfekt, men Uuhai har nu alligevel formået at kombinere det bedste fra Vesten og Østen i sin musik, og resultatet er nok det bedste mongolk-folk, jeg har hørt i mange år. Jeg tror på, at Uuhai nok skal få succes, og det lader da også til, at Napalm Records har lagt sig i selen for at få dem sendt dem godt på vej. Personligt håber jeg dog på, at den næste skive bliver et nøk mere olm, og ligeså et nøk mere koncis.